EU-kommissionen skal forhandle med Canada om observatørstatus og sæler
Af Claus Djørup
Arktisk Råd henviser EU til bagtrappen, mens Kina, Indien, Japan, Sydkorea, Singapore samt Italien bydes velkommen ved fordøren.
Arktisk Råds toårige udenrigsministermøde sluttede onsdag 15. maj i Kiruna med at opgradere de seks lande til permanente observatører. Derimod må EU affinde sig med en udskydelse af den endelige godkendelse, indtil visse spørgsmål er afklaret, hvilket kan koges ned til EU’s sælforbud.
Den officielle kinesiske avis China Daily beskriver EU’s status som ”forsøgsvis permanent observatør”.
NO SEAL, NO DEAL
EU’s udenrigskommissær Catherine Ashton og fiskerikommissær Maria Damanaki reagerede med en kortfattet erklæring, hvori ser frem til at øge EU’s engagement i Arktis og til forhandlinger med det ny formandsland Canada om det udestående spørgsmål.
Canada, der er Arktisk Råds formandsland de næste to år, blokerer for EU på grund af EU’s forbud mod sælprodukter. ”No Seal, No Deal” lyder det i Canada.
Udenrigsminister Villy Søvndal strøg let hen over skærmydslen med EU, da han i sin pressemeddelelse onsdag 15. maj nøjedes med at skrive, at ”Arktisk Råd nåede (…) til enighed om at optage en række nye lande som permanente observatører”.
GRØNLAND BOYKOTTEDE
Det Siumut-ledede naalakkersuisut (selvstyreregeringen) boykottede mødet i Kiruna i protest mod det svenske formandskab. Villy Søvndal foregriber indirekte kritik af, at Grønlands problemer med procedurer og deltagelse i møder i virkeligheden skyldes det danske udenrigsministerium.
”For Danmark er det afgørende, at alle tre dele af rigsfællesskabet på lige fod får mulighed for at bidrage til arbejdet i Arktisk Råd. Det har jeg gjort helt klart over for kollegerne i Arktisk Råd og det kommende canadiske formandskab. Jeg håber, at der snarest muligt vil blive skabt grundlag for, at Grønland igen deltager fuldt ud i Arktisk Råds arbejde. Det vil vi lægge os i selen for,” erklærer Villy Søvndal.
Aleqa Hammonds forgænger som selvstyreformand, Kuupik Kleist, kritiserer i grønlandske medier beslutningen om at blive væk.
FÆRØERNE DELTOG
Man skal altid møde op, siger Færøernes lagmand Kaj Leo Johannesen til færøske medier.
Han mødte op for dels at underskrive den arktiske samarbejdsaftale om olieberedskab, dels holde en tale, der så at sige blev holdt i Villy Søvndals taletid.
Lagmanden fremhævede de oprindelige folks ret til at udnytte naturressourcer. Videre understregede han, at det ”det er vigtigt for os og Grønland at deltage direkte i hvert aspekt af Arktis Råds forhandlinger.” (Dj/160513)