Danmark indædt imod lempelse for gamle pesticider

Miljøministeren truer med at stemme imod tidsubegrænsede tilladelser til sprøjtemidler
Alle minus Alternativet støtter mandatet
Ny pesticidgruppe – biokontolmidler (biopesticider)
L&F støtter tidsubegrænsede tilladelser
Mandat med afgørende vægt

Manglende konsekvensanalyse er ”helt på månen”
Kortlægning af pesticider forlænget med 20 år

Af Claus Djørup
Den danske regering truer med at stemme nej til tidsubegrænsede tilladelser til pesticider. Fungerende miljøminister Magnus Heunicke (S) har hele europaudvalget bag sig, når han afviser at lette byrden for den agrokemiske industri på den måde.

Det vil mindske behovet for innovation, og dermed mindskes presset på at investere i alternativer til de kendte pesticider, når man har en ubegrænset tilladelse i stedet for de nuværende tidsbegrænsninger på10-15 år, anfører miljøministeren.

Det er med andre ord innovation og ny teknologis bæredygtigere ‘biosolutions’-løsninger kontra beskyttelse af eksisterende produkter, når den omkostningstunge bevisbyrde vendes på hovedet.

I dag er det producenternes ansvar at vise, at deres aktivstof opfylder betingelserne. EU-forslaget gør det til myndighedernes ansvar at holde øje med ny viden fra bl.a. grundvandsmagasiner og sandsynliggøre, at godkendelsesbetingelserne ikke længere er opfyldt, så der er grundlag for en revurdering.

Forslaget om tidsubegrænsede tilladelser ligger i EU-kommissionens forslag til “forenkling og styrkelse af fødevare- og fodersikkerhedskrav” i flere forordninger, der er en del af omnibus nr. 10, altså EU’s lynreduktioner af administrative byrder.

Alternativet eneste imod
EU-ordfører Elise Sydendal (AL) voterede per telegram imod mandatet som det eneste parti ved forelæggelsen i europaudvalget fredag 19. maj.

“Alternativet anerkender, at miljøministeren forsøgte med et stramt mandat, men det er efter vores opfattelse stadig ikke stramt nok, når det gælder beslutninger som kan have meget store konsekvenser for vores fælles miljø. Når det angår miljø, vejer forsigtighedsprincippet højest hos Alternativet, og derfor kunne vi ikke støtte mandatet,” oplyser partiet.

Elise Sydendals parti mener, at mandatet burde have tillagt det afgørende vægt at opretholde de tidsbegrænsede tilladelser.

Obs på nye alternativer
EU-ordfører Birgitte Bergman (K) støttede eksplicit opmærksomheden på tidsubegrænsede godkendelse af aktivstoffer. Hun supplerede med endnu en obs! på at skabe rammer for de innovative løsninger og ny teknologi, der gerne skulle tage over fra ældre pesticider.

EU-ordfører Thorbjørn Jacobsen (LA) fremhævede risikoen for svækket forbrugerbeskyttelse, da han voterede ja.

Biokontrol
Centralt står en ny gruppe plantebeskyttelsesmidler under betegnelsen biokontrol, der skal erstatte ældre plantebeskyttelsesmidler eller sprøjtegifte. De nye stoffer er så at sige mere biologiske eller naturlige end kemiske.

Biokontrolmidler omfatter mikroorganismer, naturligt forekommende uorganiske stoffer og stoffer af biologisk oprindelse og syntetisk fremstillede stoffer, der ligner stoffer af biologisk oprindelse, fremgår det af politikernotatet.

EU-forslaget vil hjælpe disse stoffer hurtige på markedet. Biokontrolmidler godkendes automatisk 120 dage efter ansøgning, medmindre myndighederne inden da konkluderer, at midlet ikke kan godkendes.

Det er et dansk krav, at denne hasteprocedure kun skal gælde lavrisikostoffer. Det fordrer en klar definition af biokontrolstoffer, som ikke giver rum for problematiske stoffer.

Videre fritages landmænd og andre brugere fra den gængse forpligtelse til at registrere forbruget af pesticider.

L&F støtter tilladelser uden udløbsfrist
Landbrug & Fødevarer støtter EU-kommissionens forslag om, at at kravet om 10-årig fornyelse af fodertilsætningsstoffer fjernes.

Det er hensigtsmæssigt, at godkendelser som udgangspunkt er tidsubegrænsede, og at der i stedet gennemføres målrettede revurderinger, når ny viden tilsiger det, hedder det på Axelborg.

L&F bemærker, at forslaget fastholder tidsbegrænsede godkendelser for bl.a. aktivstoffer på substitutionslisten.

Biopesticider
DI Biosolutions (DIB) støtter enklere godkendelsesprocedurer for fodertilsætningsstoffer enklere, herunder at tillade ubegrænset godkendelsesperiode.

EU-forslaget prioriterer tydeligt biopesticider ved bl.a. at indføre mulighed for, at EFSA kan overtage rollen som vurderende myndighed (rapporteur), og ved at indføre én-zone-tilgang, prioriteret sagsbehandling og simplificerede dokumentationskrav, noterer brancheforeningen med tilfredshed.

Endelig plæderer DIB for, at definitionen af “biokontrolstof/produkt” bliver så bred, at den omfatter alle relevante teknologier såsom mikroorganismer og planteekstrakter.

Mindre afgrøder kan miste pesticider
Den agrokemiske brancheorganisation CropLife Danmark (CL-DK) støtter støtter særligt indførelsen af tidsubegrænsede godkendelser for nogle aktivstoffer. Tidsubegrænset godkendelse vil frigøre ressourcer hos myndighederne til målrettede risikovurderinger, da arbejdsbyrden med administrative forlængelser også fjernes.

“Fornyelsesprocessen er i dag meget omkostningstung og kan føre til, at godkendelsesindehavere ikke søger om fornyelse for mindre indtjenende produkter, selv om disse ikke udgør en risiko. Dette rammer bl.a. mindre afgrøder og mindre anvendelser i Danmark,” skriver CL-DK i sit høringssvar.

Mere frugt- og blomsterimport fra tredjelande
Dansk Gartneri (DG) advarer om, at ændringen i definitionen af væksthuse vil betyde væsentligt skærpede krav til udledning fra væksthuse. Det vil svække den danske og europæiske produktion af frugt, grønt og planter.

Revurdér kriterier
Forbrugerrådet opfordrer til at se på, om der er kriterier for godkendelsen, der i dag er utilstrækkelige.

– Debatten om fodertilsætningsstoffet Bovaer kunne tyde på, at dyresundhed/dyrevelfærd ikke er et godkendelseskriterium, der tillægges tilstrækkelig vægt i den nuværende godkendelsesprocedure. Det bør der i så fald rettes op på, skriver Forbrugerrådet Tænk.

Mandat til at stemme imod
Simplificeringen må ikke ske på bekostning af beskyttelsesniveauet for miljø og sundhed, understregede Magnus Heunicke, da han præsenterede den danske linje i forhandlingerne.

Det lægger afgørende vægt på:
1) forenklinger og byrdelettelser for virksomheder og myndigheder, der ikke går på kompromis med beskyttelsesniveauet for sundhed og miljø, herunder i forhold til tidsubegrænsede godkendelser af aktivstoffer og godkendelser af aktivstoffer til plantebeskyttelsesmidler, der udgør en risiko for sundhed og miljø.

Videre lægges stor vægt på:
2) lavrisiko biologiske løsninger fremmes
3) den maksimale afviklingsperiode ikke sættes op for forbudte stoffer
4) den nuværende tilgang til fastsættelse af grænseværdier for pesticidrester fastholdes

Endelig lægges vægt på, at
5) fodertilsætningsstoffer får tidsubegrænset godkendelse
6) EU-kommissionen tilvejebringer en konsekvensanalyse af forslaget
7) EU-kommissionen fremlægger yderligere forenklingstiltag på fødevareområdet, herunder i forhold til brug af ny teknologi, video til kontrol samt godkendelser af nye fødevarer (Novel Food)

“Helt på månen”
Dansk Folkepartis Mette Thiesen gentog sig selv fra andre mandatforelæggelser – og vil nok fortsætte med det – ved at foreslå, at efterlysningen af en konsekvensanalyser blev opgraderet i mandatet til stor vægt.

Enhedslistens Eva Flyvholm fulgte trop om det omfangsrige forslag: – Hvis der lå ordentlige konsekvensvurderinger, så kunne man meget tydeligere se, hvor vanvittigt de tidsubegrænsede tilladelser på kemikalier ville være på kemikalier – kæmpe negativ betydning for sundheden over hele Europa.

– Det er helt på månen, at vi ikke har en konsekvensanalyse, supplerede De Konservatives Birgitte Bergman.

Alternativet istemmer, at mandatet om risikoafvejning bliver svært i praksis, når der jo ikke ligger en konsekvensvurdering at vurdere risiko i forhold til

Beslutninger i blinde
– Regeringen er helt enig med europaudvalget, svarede Magnus Heunicke og tilføjede et eksempel på, at man er på vej til en beslutning uden at vide, hvad man gør.

Der kommer nemlig en konsekvensvurdering efter sommer og dermed efter vedtagelsen i midten af juni af importforbud af varer, der kan indeholde rester af pesticider, som er forbudt i Europa.

– Det er næsten absurd at sætte et arbejde i gang med at få en konsekvensanalyse efter sommer, når man vil forsøge at drage politiske konklusioner før sommer, oplyste Magnus Heunicke.

– Vi er nødt til at have et oplyst beslutningsgrundlag, så vi ikke skaber os nye problemer. Det har vi også bedt EU-kommissionen om, men må være ærlig og sige, at det har vi ikke fået noget ud af.

– Vi skal vide, hvad vi gør, bemærkede Magnus Heunicke.

– Ja, det ville være rart, hvis vi vidste, hvad vi gør, indskød mødelederen, EU-ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).

Magnus Heunicke er dog ikke sindet til at opgradere vægtningen her, fordi jo mere man kommer læsset med tunge vægtninger til forhandlingerne, desto hurtigere risikerer man at komme uden for døren igen, når der er snævre rammer for at bevæge sig.

Midlertidigt fripas til uundersøgte aktivstoffer
Der sidder ikke mange embedsmænd nu om stunder, som var med i år 2000, da man begyndte den systematiske undersøgelse af alle eksisterende biocidaktivstoffer i forhold til sikker anvendelse.

Miljø- og fødevareministerierne angiver, at per 1. september 2025 var man kommet igennem 51 procent af programmet. Det skulle oprindeligt have været afsluttet i 2010, og senest er det forlænget til ultimo 2030.

Det giver frihjul til aktivstoffer, som endnu ikke er færdigvurderet.

“Det betyder i Danmark, at nogle typer af biocidprodukter med aktivstoffer under vurdering i arbejdsprogrammet kan markedsføres lovligt uden godkendelse, mens andre er godkendelsespligtige efter nationale regler,” skriver de to ministerier. (Dj/020626)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.