Hele Victor Orbáns pressemeddelelse om folkeafstemningen kan læses her. (Skærmdump)
Victor Orbán erklærer krig mod EU-flygtningepolitik
Af Claus Djørup
EU fik en afklapsning i Holland ved den borgerdrevne folkeafstemning om EU’s aftale med Ukraine. I Ungarn forsøger en nationalistisk, EU-negativ regering at gentage kunststykket i større skala med en regeringsdrevet folkeafstemning vendt mod EU-kommissionen.
Det ungarske parlament i Budapest vedtog tirsdag formiddag (10. maj) Fidesz-regeringens forslag om en folkeafstemning vedrørende kvoteflygtninge, oplyser den ungarske regering på sit netsted.
”Er De enig i, at Den europæiske Union skal have beføjelser til at påtvinge obligatorisk ophold af ikke-ungarske borgere i Ungarn uden nationalforsamlingens tilslutning?” lyder spørgsmålet ved folkeafstemningen i Fagpressebureauets uautoriserede oversættelse fra engelsk.
Ifølge en regeringstalsmand vil folkeafstemningen finde sted til efteråret og tidligst en søndag i september. Den endelige dato fastsættes om et par uger.
Jobbik og Fidesz
Folkeafstemningen blev vedtaget med regeringspartiet Fidesz og det yderligtgående højreparti Jobbiks stemmer, mens en håndfuld oppositionsmedlemmer stemte imod, fremgår det af den officielle pressemeddelelse.
Regeringens begrundelse for afstemningen er, at kun ungarere og ikke Bryssel skal kunne beslutte, hvem de vil leve sammen med i landet.
Den illiberale, korruptionsplagede regering under Victor Orbáns ledelse vil anbefale et nej for at få et folkeligt mandat til at afvise EU-kommissionens plan for en obligatorisk fordeling af asylansøgere.
Det strider mod både EU-regler og traktaten, virkelighedsopfattelse og suverænitet at foreslå en bod for hver nægtet asylsøger, der svarer til en ungarers gennemsnitsløn i 40 år, fremhæver den ungarske regering.
Visegradlandene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) er de hårdeste modstandere af EU-kommissionens migrantpolitik.
Migrantsmugler stoppet med skud
Det formentlig første politiskud i EU mod migranter blev afgivet søndag aften (8. maj) i den slovakiske grænseby Velky Meder under en biljagt.
Toldere standsede fire biler med migranter, der kom fra Ungarn. Et køretøj nægtede angiveligt at stoppe. En biljagt over 10 km endte med skydning, hvor en 26-årig syrisk kvinde blev alvorligt såret af skud i ryggen, oplyser det slovakiske medie Teraz.sk.
Ungarns udenrigsminister på Christiansborg
Ungarns udenrigs- og handelsminister Péter Szijjártó besøger Danmark og mødes med udenrigsnævnet, udenrigsudvalget og europaudvalget tirsdag 31. maj. (Dj/100516)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.