Opskrift på storungarsk renæssance


Ungarns genvalgte højrenationale regeringschef indvarsler en nationalkatolsk kulturrevolution. (Skærmdump fra Kormany.hu)

Viktor Orbán vil erobre EPP indefra

Af Claus Djørup
Når en europæisk regeringsleder med et absolut forfatningsflertal bag sig taler om en ny kristen og nationalistisk æra, så er der vel grund til at lytte her mindre end et år til valget til EU-parlamentet.

Det valg vil betyde farvel til 68’ere og liberale og goddag til antikommunistiske, kristne og nationalistiske 1990’ere, siger en selvsikker premierminister Viktor Orbán.

Hans mål er et politisk system, der er indlejret i en ny kulturepoke, der bygger på kristne familieværdier og tilbageskuende nationalisme om genrejsning af ungarernes storhed, hvor der ikke er plads til indvandrere og slet ikke muslimer.

“Efter den tredje to tredjedeles sejr har vi brug for en ny intellektuel og kulturel tilgang. Det kan ikke nægtes, at fra september ligger der store ændringer foran os,” erklærede Viktor Orbán lørdag 28. juli i sin årlige tale i rumænske Tusnádfürdő/Băile Tușnad.

Det var her hos de rumænske ungarere i Szeklerland i Transsylvanien, at han i 2014 lancerede begrebet illiberalisme som betegnelse for sin politik.

I år talte han om genopbygning af den ungarske nation, og generalprøven var parlamentsvalget i 8. april, hvor ungarere uden for Ungarn og ikke mindst i Rumænien kunne stemme.

Intet at fejre for ungarere i Rumænien
Han bygger op til hundredåret i 2020 for den for Ungarn ulyksalige Trianon-traktat.

I år er det også hundrede år siden, at 1. Verdenskrig sluttede og kongeriget Rumænien indlemmede Transsylvanien.

Der er intet at fejre for ungarerne, lader recidivisten Viktor Orbán rumænerne forstå: – I de hundrede år har det moderne Rumænien været ude af stand til at håndtere, at halvanden million ungarere bor i landet.

Centraleuropæisk ”Norden”
Han undsagde EU’s fundamentale principper ved at pege på sine nationalkatolske alternativer med centrum i Centraleuropa (i praksis de fire Visegradlande, som er Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, red.).

Først og fremmest står de centraleuropæiske lande for en anden vej end globalisering – en alliance af frie nationer, som Viktor Orbán siger.

”De centraleuropæiske lande har ret til at beskytte det nationale strategiske, økonomiske sektorer og markeder.”

Hvert land ret til at forsvare sin kristne kultur og forkaste multikulturalismen, at forsvare den traditionelle familiemodel, hvor ethvert barn har ret til en mor og far.

Videre har hvert land ret til at beskytte sine grænser og afvise immigration, og her har ”den europæiske elite” svigtet, mener Viktor Orbán. Han vil gøre immigration til hovedtemaet ved EP-valget til maj.

Fy, EU-kommissionen er liberal

EU-kommissionen er ikke upartisk, for den holder med de liberale og arbejder imod Centraleuropa, lyder bandbullen.

Den europæiske elite fornægter sine rødder, der arbejder for et ‘open-society’ i stedet for et Europa funderet på kristne værdier, pointerer Viktor Orbán.

”For 30 år siden tænkte vi, at Europa var vores fremtid. I dag tror vi, at vi er Europas fremtid!”

Liberal analytiker: Foruroligede naboer
Talen er profetisk med en række advarsler og bebudelser, skriver den i USA bosiddende ungarske, kritiske og liberale kommentator, professor Eva S. Balogh i The Hungarian Spectrum.

– Jeg er sikker på, at Ungarns naboer nøje vil analysere Orbáns ord om ”genopbygning af Det Karpatiske Bassin”, skriver Eva S. Balogh.

Hun mener, at Orbáns Centraleuropa er lig det Det Karpatiske Bassin plus Polen, dvs. Visegradlandene.

Orbáns EU-ambitioner
Tre dage efter talen kolporterer Eva S. Balogh forlydender i en håndfuld medier om, at Viktor Orbán går efter at blive formand for EU-kommissionen Hendes klumme er udstyret med overskriften ”Ønsker Viktor Orbán at være Europas Donald Trump?”

Klummeskribenten tror dog ikke på den tese, for hans parti Fidesz ville kollapse uden Orbán.

Hun tror snarere, at han vil dels omforme Ungarn til et præsidentielt styre som i Frankrig og Rusland, dels udnytte processen med europæiske spidskandidater (”spitzenkandidat”-udvælgelsen) til EU-kommissionen til at samle EU-skeptiske partier i EU-parlamentets kristen-konservative gruppe EPP.

Rumænien overtager det roterende EU-formandskab den 1. januar. Det udiplomatiske spørgsmål vil den lejlighed kunne være: Vil Rumænien lægge op til et opgør med Ungarn på et EU-topmøde? (Dj/020818)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.