Mandat til Brexit-nødhjælp

Jeppe Kofod: Fælles EU27-linje og solidaritet med de hårdest Barexitramte lande. Foto: Fagpressen.eu

To EU-fondes formål udvides til ‘No Deal’

Af Claus Djørup
– Man kan ikke sammenligne Brexit med en naturkatastrofe. Det ville have været mere hensigtsmæssigt, hvis EU gjorde sig større anstrengelser for at finde en aftale, som Storbritannien kan se sig selv i, sagde EU-ordfører Peter Seier Christensen (NB), da han sammen med Dansk Folkeparti voterede mod to Brexit-relaterede forslag i europaudvalget fredag 13. september.

De øvrige otte partier nikkede ja til at give udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mandat til at bakke op om i Bryssel mandag 16. september, at to fonde kan anvendes til at afbøde de værste konsekvenser, hvis Storbritannien udtræder af EU uden en aftale.

– Det er vigtigt at bevare den fælles EU27-linje og vise solidaritet med de lande, der bliver hårdest ramt af et ‘No Deal’ Brexit, erklærede Jeppe Kofod.

– Risikoen for, at Storbritannien udtræder af EU den 31. oktober uden en aftale, er meget betydelig og stigende med den nye britiske regerings tilgang. Selv med de bedste forberedelser må vi desværre regne med betydelig turbulens i tiden omkring et eventuelt No Deal, fortsatte udenrigsministeren.

De to fonde er globaliseringsfonden og solidaritetsfonden. Den første træder til ved massefyringer, når mere end 500 mennesker afskediges i en region inden for en branche. Her udvides formålet til Brexit-udløste afskedigelser.

Solidaritetsfonden yder støtte ved større naturkatastrofer. Den udvides til at finansiere Brexitudløste byrder.

EU-ordfører Rasmus Nordqvist (AL) frygter, at solidaritetsfonden mangler midler til sit oprindelige formål, når op mod halvdelen kan allokeres til Brexitramte.

Er risikoen for naturkatastrofer de kommende par år det halve af tidligere?

Historisk set er der årligt kun brugt 35 % af fondene om året, så der er mulighed for at bruge af fondene uden at tage penge fra hjælp ved naturkatastrofer, fremgik det af udenrigsministerens svar.

En merudgift ville maksimalt udgøre 7,5 millioner kroner for Danmark. (Dj/150919)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.