Sømandsmandat
Af Claus Djørup
Et italiensk kompromisforslag angående sømænd er blevet spiseligt for rederinationen Danmark.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) fik på vegne af søfartsministeren, erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), opbakning i europaudvalget fredag 5. december til et kompromisforslag angående ansættelsesretlige sømandsdirektiver, der bygger på en europæisk aftale mellem de maritime arbejdsmarkedsparter.
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti sagde nej.
Danmark var dybt skeptisk over for EU-kommissionens oprindelige forslag, der vedrører den store danske handelsskibsflåde.
Ifølge EU-ordfører Jacob Ellemann-Jensen (V) er kommissionen utilfreds med kompromisforslaget, så han opfordrede til at stå fast på det, som arbejdsmarkedets parter har aftalt.
– Vi har en dyb bekymring for, at vi kommer til at gøre noget ufordelagtigt for branchen, sagde EU-ordfører Mette Bock (LA). (Dj/071214)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.