Færøsk MF: Hellere Danmark end EU

Sjúrður Skaale: EØS ville betyde stort tab af selvbestemmelse

Sjúrður Skaale: Færøerne mere selvstændigt uden løsrivelse. Foto: Fagpressen.eu

Af Claus Djørup
Færøerne har i øjeblikket mere suverænitet end ved en løsrivelse. Hvis kriteriet er omfanget af udefrakommende lovgivning, så er Færøerne måske det mest selvstændige land i Europa, mener Færøernes socialdemokratiske folketingsmedlem.

- I den nuværende situation har vi mere selvstændighed, mere selvstyre, end hvis vi løsrev os fra Danmark i morgen og etablerede en færøsk stat. Så ville vi indgå i en anden sammenhæng, og jeg kan ikke se, hvor vi kan have større selvbestemmelse end nu, siger Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

- Vi ville have meget svært ved at stå uden for EU. Vi ville være nødt til at have i hvert fald en EØS-ordning ligesom Norge og Island. Det ville medføre langt mindre selvbestemmelse end nu, fortsætter Sjúrður Skaale.

Al lovgivning vedtages af lagtinget
- Det er ikke en mulighed at være totalt isoleret som en stat i 1700-tallet. Man må høre til et eller andet, og så må man afgive nogle kompetencer. Vi afgiver meget få kompetencer som det er nu. Ikke en lov på Færøerne går ikke igennem lagtinget, understreger Sjúrður Skaale.

Han henviser til Norge og Island, som implementerer over 70 procent af EU-lovgivningen fra Bryssel uden at have indflydelse på reglerne: – Det kalder man for telefaxdemokrati.

- Hvis vi går ud af rigsfællesskabet, må vi høre til det kontinentale Europa ad anden vej, fastslår Sjúrður Skaale.

Pragmatisk samhørighed
Han vurderer pragmatisk og uden national ideologi, om løsrivelse eller det nuværende fællesskab er bedst for færinger.

- Den almindelige færøske borger er mere fri, rig og tryg i dag end hvis vi løsrev os i morgen, konkluderer han.

Den konklusion ligger tæt op ad Sambandspartiets holdning, men der er en stor forskel: – Edmund Joensen (Sambandspartiets tidligere MF, red.) og hans parti er ideologiske sambandsfolk. Vi ville ikke støtte ordningen længere i det øjeblik, det ikke er en fordel, fordi f.eks. Danmark lovgav direkte for Færøerne. Selvstyre og selvbestemmelse er meget vigtigt.

Højesteret, finanssystem og ambassader

Sjúrður Skaale udelukker altså ikke en løsrivelse, men det afhænger af konsekvenserne. Det ville kræve en god aftale med EU eller måske en ordning, hvor Færøerne er et selvstændigt land i tæt fællesskab med Danmark (lejlighedsvis omtalt som ‘free association’).

I et sådant tæt fællesskab kunne Færøerne bevare retssystemet med politi og højesteret, banksystemet og udenrigspolitikken med ambassadenetværket. Videre har færinger samme ret som danskere i Danmark, og tilflyttede færinger har samme ret som en EU-borger, fremhæver den færøske socialdemokrat.

- Hvis man ofrer den enkeltes velfærd, tryghed og muligheder på republikkens alter, så er vi ikke med. (Dj/271216)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.