Mette Gjerskov: Dom om hektarstøtte er ude af proportioner

Danmark anker tabt hektardom af hensyn til medlemslandenes retssikkerhed over for EU-kommissionen

Af Claus Djørup

Regeringen anker afgørelsen fra EU-domstolen, der koster Danmark 750 millioner kroner i tabt hektarstøtte tilbage i perioden 2002-04, oplyser Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. Dommen er anket i samråd med kammeradvokaten.

– Dommen bliver blandt andet anket, fordi bevisbyrden var urimelig tung at løfte. Nogle af de krav, der blev stillet til Danmarks bevisførelse, var meget urimelige. Vi mener, at det er i alle medlemsstaters interesse at få prøvet sagen igen. Det er et spørgsmål om medlemslandenes retssikkerhed i underkendelsessager, erklærer fødevareminister siger Mette Gjerskov (S) i pressemeddelelsen.

– Videre mener regeringen, at underkendelsens størrelse er ude af proportioner med de konstaterede overtrædelser. Det er vurderingen, at disse forhold ved en anke vil kunne føre til et mere gunstigt resultat for Danmark. Der er i den forbindelse taget i betragtning, at sagen involverer et meget stort beløb, slutter Mette Gjerskov.

Agronomisk krav gjaldt ikke i perioden

I 2004 undersøgte EU-kommissionens revisorer 43 danske brakmarker. Det førte til, at kommissionen i 2009 forlangte 750 millioner kroner tilbage for støtte, der var givet til marker i Danmark i perioden fra 2002 til 2004, oplyste Fødevareministeriet efter domsafsigelsen for to måneder siden.

”I Danmark tillod Fødevareministeriet på det tidspunkt, at landmændene lod de braklagte marker gro til, fordi det er bedre for miljøet.

EU-kommissionen mente, at det var i strid med reglerne, fordi braklagte marker skal have det, der hedder ’gode agronomiske forhold’, så man hurtigt kan begynde at dyrke dem igen, og det har en mark ikke, hvis den er groet til med buske, træer og tidsler.

Fra 2000 til 2005 var kravet om gode agronomiske forhold imidlertid pillet ud af EU’s regelsæt. Derfor tillod Fødevareministeriet den mere miljøvenlige model, og i Fødevareministeriet har man hele vejen igennem været overbevist om, at retten var på Danmarks side,” forklarede ministeriet den 3. juli.

EU-dommere: Dansk kontrol for ringe

Folketingets europaudvalgs notat om sagen rummer bl.a. følgende afsnit:

”Den danske regering gjorde under sagen gældende, at disse fund var konstateret efter udtagningsperiodens udløb den 31. august, og at det derfor ikke kunne bevises, om halmballerne eller byggeaffaldet havde været til stede i udtagningsperioden.

Retten fastslog i den forbindelse., at det var myndighedernes ansvar, at de udtagne arealer blev kontrolleret inden udtagningsperiodens udløb. I den forbindelse havde myndighederne under sagen erkendt, at man i de tilfælde, hvor kontrollen var sent ude, i visse tilfælde måtte lade tvivlen komme landmanden til gode.

Retten fandt på den baggrund, at kommissionen i forbindelse med dens undersøgelser på stedet, hvor den konstaterede, at der var opbevaret halmballer eller henkastet affald på visse af de kontrollerede parceller, kunne nære en rimelig og begrundet tvivl om kvaliteten af den danske kontrol,” hedder det i notatet. (Dj/050912)


© Eftertryk kun efter indhentet, udtrykkelig tilladelse. Artikelbestilling:

Claus Djørup, Fagpressebureauet, Christiansborg

Tlf. 3337 5824 (snart tilgængelig efter ombygning), sms 2945 5824, prv. 4914 1121, clausdj@newmail.dk

 

Comments are closed.