DF fortsætter efter LA’s exit


Liberal Alliance trækker sig ud af europaforhandlinger

Af Claus Djørup
Dansk Folkeparti forbliver i forhandlingerne om en europapolitisk aftale, selv om Liberal Alliance meldte sig ud torsdag (23. maj).

– Vi har forladt forhandlingerne i fordragelighed. Vi vil noget forskelligt med EU. Regeringen ville have en forsikring om, at Liberal Alliance er positiv over for dansk indtræden i bankunionen og en ophævelse af retsforbeholdet i sin nuværende form, og det kan vi ikke give dem, siger EU-ordfører Merete Riisager (LA) til Fagpressebureauet.

En europaaftale bør fokusere på det, som EU historisk har haft succes med, nemlig det indre marked, mener Merete Riisager.

Den igangværende vækst i retssamarbejdet fører til en udligning mellem retssystemerne bl.a. det græske, advarer hun: – Der er retssystemer i EU, som vi ikke har tillid til.

FOR MEGET MERKEL OG FOR LIDT CAMERON
Liberal Alliance (Ny Alliance) er deltager i den nuværende europapolitiske aftale fra 2008. Den ny aftale vil ikke kollidere med den fem år gamle aftale, som ifølge Merete Riisager blev indgået i en periode, hvor EU-samarbejdet var nemmere, integrationen ikke foregik så hastigt og der ikke var en eurokrise.

– Der er sket meget i EU siden da. Den hastige integration i øjeblikket i eurosamarbejdet, hvor regeringen lægger sig i slipstrømmen uden at klarlægge det over for danskerne, er en helt forkert kurs. Regeringen lægger sig mere op ad den tyske eurolinie end den britiske indremarkedslinie, siger Merete Riisager.

DF SØGER DELAFTALE
Med Enhedslisten og Liberal Alliance ude er Dansk Folkeparti det eneste EU-skeptiske parti tilbage i forhandlingerne med europaminister Nicolai Wammen (S) for forenden.

– Vi forsøger at finde ud af, hvor der er forhandlingsmuligheder – hvilke områder kan vi forhandle og hvilke kan vi ikke. Det er vi ikke færdige med, og der går mindst 14 dage, siger EU-ordfører Pia Adelsteen (DF) efter forhandlingsmødet torsdag.

Et sådant punkt kunne være velfærdsturisme, hvor DF og Venstre og Konservative er enige om, at fri bevægelighed ikke skal give automatisk ret til sociale ydelser i alle øvrige medlemslande.

Tyskland, Holland, Østrig og Storbritannien har sendt et fælles brev til kommissionsformand José Manuel Barroso om velfærdsturisme og fri bevægelighed og sociale ydelser.

– Heldigvis er Tyskland med, for så må vi godt mene det. Det er ikke kun England, siger Pia Adelsteen.

FIRLANDEINITIATIV OM VELFÆRDSTURISME
Netop velfærdsturisme er et punkt, hvor Pia Adelsteen ikke står alene i europaforhandlingerne.

– De fire lande har peget på adskillige direktiver, som skal strammes, og der har vi sagt til regeringen, at det er vigtigt for Venstre at støtte det initiativ, men også for at få en klar dansk melding på dette, siger EU-ordfører Lykke Friis (V).

– Der er et godt stykke endnu, før vi lander en aftale, understreger Lykke Friis.

VENSTRE: EUROEN ER KERNEN
– Et springende punkt er, at der ikke står noget om euroen i regeringsgrundlaget. Det er alment kendt, at Venstre og Konservative mener, at Danmark skal med i euroen, fortsætter V-ordføreren.

En europapolitisk aftale skal kunne besvare spørgsmålet ”hvad vil det sige at være så tæt på kernen som muligt?” Gælder det bankunionen, reformkontrakter og demokratisk legitimitet omkring euroen? siger Lykke Friis.

Hun definerer kernen som euroen, som udgør dynamikken i samarbejdet.

BÅDE SAMARBEJDE OG MARKED OG TÆT PÅ KERNEN
Det er netop hvad Merete Riisager mistænker regeringen for at mene.

– Vi vurderer nye initiativer fra sag til sag ud fra et grundlæggende ønske om, at Danmark skal være så tæt på kernen i Europa som muligt, fordi det tjener danskernes og Danmarks interesser bedst, erklærede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i europaudvalget fredag 24. maj i et samråd indkaldt af Merete Riisager om EU-visioner.

Helle Thorning-Schmidt opfatter dog kernen bredere end euroen. Hendes eksempler er ikke udtømmende: det indre marked, den økonomiske koordinering, samarbejdet om skatteunddragelse, den fælles udenrigspolitik, retlige og indre anliggender.

Helle Thorning-Schmidt afviser at indskibe sig i Merete Riisagers dualisme med et valg mellem Tysklands forbundskansler Angela Merkels definition af kernen som euroen eller Storbritanniens premierminister David Camerons om det indre marked.

HOLDE EU SAMMEN TRODS FLERE HASTIGHEDER
– Her adskiller vi os fra Storbritannien, som ønsker en løsere tilknytning til EU-samarbejdet og bevæge sig længere væk fra kernen, sagde statsministeren.

– Det er ikke den vej, som regeringen ønsker at gå, men vi vil samtidig fortsætte det tætte samarbejde med briterne på en lang række områder f.eks. arbejdet med at sikre en ambitiøs frihandelsaftale mellem EU og USA, at videreudvikle det indre marked og at sikre EU sen stærk stemme i verden, fortsatte statsministeren.

Hun fastslog en dansk europapolitisk strategi om at undgå yderligere opsplitning og bevare EU-institutionerne samlet for alle medlemslande, samtidig med at man respekterer et Europa i flere hastigheder og eurolandenes ønske om stærkere samarbejde.

FEJLCITERING
– Et stærkt EU og en stærk euro er af væsentlig betydning for, at vi kan have vækst og beskæftigelse i Danmark, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Den udtalelse affødte en skærmydsel, da Merete Riisager gengav den ukorrekt (”euroen er en forudsætning for det indre marked”) og erkendte brøden: – Statsministeren sagde, at jeg udlagde hendes ord lidt. På det område er der måske ikke noget som er så forskelligt som det plejer at være, for der har vi vist ikke noget at lade hinanden høre. (Dj/250513)

Comments are closed.