Danske domstole har efter 50 år stadig ikke tilpasset sig EU, siger professor Marlene Wind. – Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg tilbageviser

Af Claus Djørup
Danskerne har efter 50 års medlemskab stadig problemer med at tilpasse sig det europæiske system med en domstol, der sørger for overensstemmelse mellem EU-ret og national ret. Det giver sig bl.a. i udtryk ved, at danske dommere er tilbageholdende med at spørge EU-domstolen i Luxembourg til råds gennem præjudicielle spørgsmål, påpeger statskundskabsprofessor Marlene Wind, Københavns Universitet.

– Det danske politiske system er meget anderledes end andre europæiske lande. Vi har idéen om intet over eller ved siden af folketinget. De nationale (danske, red.) domstole er meget tilbageholdende med at udfordre det politiske system, og så er vi kommet ind i et fællesskab med en demokratisk model, hvor domstole spiller en stor rolle, siger Marlene Wind.

– Det har gjort det vanskeligt i de sidste 50 år at tilpasse os, og det ser vi igen og igen. Det har også været svært at få de nationale domstole til at spille med og spørge EU-domstolen til råds, som man skal.

Danmarks politiske system er karakteriseret ved flertalsdemokrati, mens andre europæiske lande har konstitutionelt demokrati. I det sidste tilfælde spiller domstole en langt mere aktiv rolle end i det danske system som kontrollant af staten og beskyttelse af individet mod staten, mens folketinget bliver opfattet som borgerens beskytter.

Dansk ret med parlament i centrum
– Vi har en tradition for ikke at udfordre det politiske system, og derfor har den europæiske måde at tænke demokratiet på og det EU-retlige kompleks været en stor udfordring for Danmark.

Kan man opfatte det som et sammenstød mellem nord- og sydeuropæisk statsopfattelse, at domstolene står stærkere fordi staten fejler?

– Man kan generalisere det på den måde, at alle lande, der har prøvet diktatur hvad enten det er kommunistisk, nazisme eller fascisme, har prøvet hvad det vil sige.

– Det er vi ligesom gået under radaren med, og derfor har vi i grove træk beholdt den samme model som man ser i Storbritannien, hvor parlamentet er hævet over andre af magtens grene, svarer Marlene Wind.

Lovråd ville sikre bedre mod vilkårlig magtudøvelse
Med afsæt i mink-, FE- og instrukssagerne stiller hun spørgsmålstegn ved, om man stadig kan stole på modellen med folketinget som individets beskytter mod staten.

Hun foreslår en forfatningsdomstol eller et lovråd til at varetage rollen som vagthund, selv om det kræver en besværlig grundlovsændring.

– Det ville være den vej, man skulle gå, hvis man skulle sikre borgeren bedre imod vilkårlig magtudøvelse.

Marlene Wind vil i givet fald nok plædere for, at et lovråd placeres uden for folketinget og uafhængigt af Justitsministeriet for at undgå sammenblanding af magtens grene.

Der er en afgrundsdyb respekt for Justitsministeriet, der bliver brugt til at legitimere mange ting, påpeger hun kritisk. Det er eksempelvis Justitsministeriet, der afgør, om og hvordan EU-domstolens domme skal implementeres i dansk ret. Det er også Justitsministeriet, der rådgiver regeringen, når den fører sager ved EU-domstolen.

– Justitsministeriet har flere kasketter på, og det er dybt problematisk for borgerens retssikkerhed, som ligger mig på sinde, slutter Marlene Wind.

EU-dommere roser danske kolleger
Danmark ligger på EU-gennemsnittet med præjudicielle spørgsmål, replicerer formanden for Den Danske Dommerforening, landsdommer Mikael Sjöberg med henvisning til et par juridiske kapaciteters og Udenrigsministeriets opgørelser.

Danmark ligger tilmed øverst blandt de nordiske lande. Østre Landsret har tendens til at forelægge flere spørgsmål for EU-domstolen end Vestre Landsret, hvilket kunne skyldes sagernes sammensætning, tilføjer han.

– Vi har fået ros af EU-domstolen for at undersøge markedet, inden vi spørger, siger Mikael Sjöberg.

Dermed menes, at danske dommere ikke overbelaster kollegerne i Luxembourg med spørgsmål, hvor svar kan findes i tidligere sager, eller som bare tjener til at trække en sag ud.

Retsforbeholdet blokerer for kontakt til EU-domstolen
Han efterlyser en konkret sag, hvor Danmark burde have spurgt.

En sådan sag kunne være (men, som det viser sig, er det ikke) kendelsen fra Højesterets i oktober 2022 i den første sag om tredjemandskonfiskation af en leasingbil, hvor føreren er tiltalt for at køre mere end dobbelt så stærkt som den skiltede hastighedsgrænse. Det er ”vanvidskørsel” ifølge en lov fra foråret 2021.

Daværende transportminister Benny Engelbrecht (S) skrev i lovforslaget, at der kunne være ”en mindre procesrisiko” i forhold til EU-domstolen angående tredjemandskonfiskation.

Finans og Leasing ønskede, at Højesteret spurgte EU-domstolen om, hvorvidt den danske lov er medholdelig i forhold til EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

Det afviste dommerne, og det skete med henvisning til det danske EU-forbehold på området for retlige og indre anliggender.

Danske dommerne må nemlig ikke spørge desangående på grund af retsforbeholdet.

– Dette er en blandt hundredvis af sager, hvor Danmark står dårligere end man ellers ville have gjort, hvis der ikke var blevet stemt nej til (ophævelse af) retsforbeholdet, siger Mikael Sjöberg.

Det har den yderligere konsekvens, at domstole i Spanien, Portugal osv. kan være ligeglade med danske domme i f.eks. børnesager.

– Vi har sagt nej til samarbejde retsligt med de andre, og så vil de heller ikke hjælpe os, slutter Mikael Sjöberg.

Retsforbeholdet omfatter fortolkning af EU-charteret
Højesterets afvisning bunder i Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009. Denne traktat indeholder EU’s rettighedscharter.

En rammeafgørelse fra 2005 pålagde EU-landene at vedtage særlige regler for beslaglæggelse og konfiskation. Med Lissabontraktaten overgik retsområdet fra mellemstatsligt samarbejde til et overstatsligt niveau, hvor EU udstikker reglerne.

Dermed droppede Danmark ud på grund af retsforbeholdet. Det indebar, at Danmark ikke ville overdrage suverænitet til EU-domstolen i mellemstatslige anliggender.

Følgelig har danske domstole ikke mulighed for at sende sager og spørgsmål til EU-domstolen i mellemstatslige anliggender.

EU-charteret gælder i Danmark, og danske domstole skal fortolke i overensstemmelse hermed. Imidlertid kan danske dommere ikke spørge EU-domstolen, hvordan chartret skal fortolkes.

Ergo må højesteretsdommerne påtage sig at fortolke selv, som det skete i sagen om tredjemandskonfiskation.

Her kan man vende tilbage til Marlene Winds konstatering, at danske domstole nødigt udfordrer det politiske system. Med andre ord kunne man forvente, at et præjudicielt svar fra EU-domstolen ville være mindre restriktivt end tilfældet blev.

Alternativet er at gå til den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Det overvejer Finans og Leasing. (Dj/270123)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.