Situationen er dybt alvorlig, når en centralbankchef deltager i et pressemøde med regeringschefen som her om likviditetsstøtten til energisektoren otte dage før valget i Sverige. Fra venstre riksbankchef Stefan Ingves, finansminister Mikael Damberg, statsminister Magdalena Andersson og finanstilsynschef Erik Thedéen. (Skærmdump fra Regeringen.se)
Danske energiselskaber i Sverige omfattes af svensk krisegaranti, der vedtages mandag 5. september
Af Claus Djørup
Blot seks dage før rigsdagsvalget i Sverige den 11. september indkaldes Riksdagen til et hastemøde mandag 5. september kl. 15. På dagsordenen er finansiel undsætning af energiselskaber, der mangler likviditet trods de rekordhøje energipriser.
Det drejer sig om flere hundrede milliarder svenske kroner i likviditetsgarantier, oplyste statsminister Magdalena Andersson på et pressemøde lørdag 3. september, hvori den svenske centralbank og det svenske finanstilsyn deltog.
Garantierne vil omfatte alle nordiske og baltiske aktører, oplyser den svenske statsminister. Dermed omfattes også danske selskaber og banker, som agerer på det svenske energimarked via Nasdaq Clearing AB.
Magdalena Andersson taler om en ”krigsvinter”, efter at Gazprom har stoppet gasleverancer gennem Nordstream 1.
Solvente selskaber skal kunne låne mere
Indgrebet skyldes ikke mindst, at der ventes yderligere prisstigninger på naturgas mandag, når handelsbørser åbner uden russisk gas til Europa.
Der foreligger en alvorlig trussel mod den finansielle stabilitet, for konkurser i energisektoren kunne sprede sig til andre sektorer, sagde finansminister Mikael Damberg på pressemødet.
Det handler alene om om at inddæmme de store prisfluktuationer på energimarkederne til energisektoren, tilføjede riksbankchef Stefan Ingves.
– Der er intet solvensproblem, pointerede Finansinspektionens direktør Erik Thedéen.
Dagens Nyheter forklarer paradokset problem med, at højere priser fører til højere selskabsværdi, som igen udløser krav om større banksikkerhed.
”De kraftigt höjda elpriserna gör att elbolagen ökar i värde och därmed måste de kunna visa upp mer pengar som säkerhet för Nasdaq Clearing AB, som är den centrala motparten. Säkerheten är en andel, omkring 10 till 15 procent, av det totala värdet. Men när värdet på bolagen ökar snabbt riskerar säkerhetskravet att skapa en likviditetsbrist hos bolagen,” skriver Dagens Nyheter.
Energiministermøde 9. september
EU’s energiministre er indkaldt til et ekstraordinært rådsmøde fredag 9. september, hvor EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen fremlægger et forslag om ændringer af marginalprissystemet med afkobling af gasprisen fra de øvrige energipriser.
-Det europæiske elmarked er ikke skabt til en krigsøkonomi, erklærede Magdalena Andersson torsdag 2. september. Her meddelte , at hun tager en delvis pause fra valgkampen.
Den tid skal bruges til at skabe en koalition i EU til støtte for det svenske forslag om afkobling af elprisen fra gasprisen. Målet er mindst en halvering af elprisen i Sydsverige.
– Svenskere skal ikke smittes af kontinentets høje priser, og vi skal tage kontrollen tilbage i et marked, der ikke fungerer, sagde energiminister Khashayar Farmanbar.
Hans danske kollega, Dan Jørgensen, fremlægger den danske position i Folketingets europaudvalg torsdag 8. september kl. 10 i et webtransmitteret møde. (Dj/030922)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.