
Miljøministeren: Revision af REACH kunne føre til deregulering og udvanding
Af Claus Djørup
“Chemie Standort Ruhrgebiet” skiltes der på Autoibahn ved Leverkusen i Nordrhein-Westfalen. Tyskland har 41 kemiindustriparker.
Det siger lidt om, hvad miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) er oppe imod, når hun står fast på, at EU’s kemikalieregulering ikke skal rulles tilbage under dække af afbureaukratisering.
Maria Reumert Gjerding forbereder kemikalieinitiativer, der kan bruges som løftestang i EU for ændringer i kemilaliereguleringen REACH.
Årsagen er den politiske situation i Bryssel, der ikke indbyder hende at kaste sig ud i en stor revision af REACH. I stedet satser hun på ændringer i gældende retsakter og særskilte initiativer.
– Overordnet er det aktuelle billede i EU, at der er mere appetit på at fjerne byrder for erhvervslivet end på at stramme miljølovgivningen, opsummerer den danske minister forud for miljøministrenes EU-rådsmøde den 25. juni. Her er er “fremtidens REACH regulering” sat på dagsordenen.
– Det er rigtig trist, at revisionen af REACH er udsat endnu engang, (…) men jeg kan godt forstå EU-kommissionens valg om at udsætte revisionen. Vi skal ikke risikere en deregulering på området, som i forvejen burde blive strammet markant op, siger Maria Reumert Gjerding.
EP stemmer til højre om kemikalier
Temperaturen på den kemikaliepolitiske situation afspejles i EU-parlamentets (EP) afstemninger, hvor højresiden dominerer, fordi den konservative gruppe EPP vælger partnere til højre frem for til venstre.
I 23 afstemninger fordelt på 9 sager om kemikalier er EPP den eneste gruppe, som er med i den vindende koalition i alle afstemninger, viser en oversigt fra EU-bureauet.
Nummer to er det højrenationale, EU-skeptiske ECR, som er på det vindende hold i 16 afstemninger.
EU-bureauets beregning viser tillige, at højresiden er overrepræsenteret i forhold til gennemsnitsresultater, dvs. S&D, Renew, Grønne og Venstrefløjsgruppen deltage i flere forholdsvis flere kompromisser på de øvrige politikområder end kemikalier
Højrepartier inklusive EPP sidder på over halvdelen af pladserne i EP med 375 europarlamentarikere af i alt 720.
Revision bebudet i 2020
Revisionen var ellers bebudet i EU-kommissionens kemikaliestrategi fra den 14. oktober 2020
I sidste måned meddelte miljøkommissær Jessika Roswall har imidlertid , at revisionen er aflyst for nu med begrundelsen, at i lyset af EU’s aktuelle situation er der brug for ro og forudsigelighed på området, oplyste Maria Reumert Gjerding i europaudvalget fredag 19. juni.
Stram hvor politisk muligt
REACH skal revideres, når det politiske klima er til det, fastholder miljøministeren. Det er nødvendigt for at sikre et højt beskyttelsesniveau for sundhed og miljø og for at gøre reglerne mere enkle og effektive.
Den danske regering opfordrer til, at EU-gennemfører mulige opstramninger uden en egentlig revision af REACH. Det omfatter særligt sekundære retsakter, der forbyder grupper af skadelige kemikalier i bl.a. forbrugerprodukter.
Ny viden
Hun fremhæver det danske forslag om et generelt EU-forbud mod PFAS.
– Hvis vi selv får ny viden om, at anvendelse af skadelige kemikalier udgør en risiko for mennesker eller miljø, så laver vi selv et EU-forslag om at begrænse eller forbyde stofferne under REACH. Der er andre veje at gå, mens vi afventer, at det politiske klima forhåbentlig forandrer sig. Vi fastholder, at REACH skal revideres.
Maria Reumert Gjerding kigger i EU’s kemikaliestrategi for at finde inspiration på EU-kommisisonens vegne til stramninger gennem bilag og sekundære retsakter. Den er bl.a. styrkelse af informationskrav for hormonforstyrrende stoffer, indførsel af en faktor for kombinationseffekter (cocktaileffekter) i risikohåndtering af kemikalier, gruppeforbud, håndhævelse samt kontrol med ulovlige varer fra tredjelande.
Navigere uden om EU-parlamentet
Fagpressebureauet: Skal man vente til næste EU-parlamentsvalg i 2029 med en revision?
– Det er svært for mig at tage forskud på, hvornår der er et andet politisk klima. Jeg navigerer efter, om man kan forvente forbedringer og ikke bare forringelser, hvis man begynder at åbne REACH. Det er forringelser og deregulering, jeg er voldsomt bekymret for, for vi har brug for at gå i en helt anden retning, svarer Maria Reumert Gjerding.
– Jeg vil løbende tage bestik af situationen i forhold til, hvorvidt en eventuel genåbning af REACH vil føre til forbedringer. Om det vil tage kort eller lang tid på nuværende tidspunkter svært at svare.
– I mellemtiden er der masser andre ting, vi kan prøve at gøre omkring sekundære retsakter – kan vi forbyde grupper af stoffer, kan vi bruge nogle af de andre mekanismer i kemikaliestrategien i forhold til at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse, fortsætter Maria Reumert Gjeding.
Danske forslag vil være i samarbejde via EU ligesom med PFAS i samarbejde med ligesindede lande, tilføjer hun.
Offensiv
Fagpressebureauet: Du vil påtage dig en offensiv rolle?
– Det vil jeg meget, meget gerne i forhold til kemikalier, som bekymrer mig meget.
Fagpressebureauet: Hvad vil du starte med, eller skal vi vente i spænding?
– Jeg tror, at vi skal vente i spænding. Jeg skal lige dybt ned i området og vurdere med de gode folk, der sidder på kemikalieområdet, hvad der vil give mest mening fra et dansk perspektiv, slutter Maria Reumert Gjeding.
REACH er forkortelse for “Registration, Evaluation, Authorisation and Restriction of Chemical substances”, på dansk registrering, vurdering, godkendelse og begrænsning af kemiske stoffer.
Daværende fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) var den første, som i 1990’erne gik solo i EU med et forbud med videnskabelige argumenter. Det drejede sig om Tylosin, som blev brugt som fodertilsat antibiotikum i svineproduktionen. Siden havde Danmark vellykkede aktioner på flourstoffer og bisphenol-A. (Dj/240626)
—
MANDAT MOD MØRKLÆGNING AF KEMISK FORURENING
Europaudvalget afskåret fra at gøre sit hjemmearbejde
Af Claus Djørup
EU-kommissionen går for langt med forenklinger, når den vil fjerne myndigheders indsigt med udledning af farlige stoffer fra industrianlæg, fastslår miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF).
Hun bruger stor forhandlingskraft på at bevare kravet om, at industrivirksomheder skal udarbejde en fortegnelse over farlige stoffer, der anvendes og udledes fra et industrianlæg.
EU-kommissionen foreslår, at kravet til industrivirksomheder om et miljøledelsessystem udsættes med tre år til 1. juli 2030 som led i miljøomnibussen, der er forslag til forenklinger. Den vil tillige slette sin egen forpligtelse til at fremlægge retningslinjer for, hvilke informationer i miljøledelsessystemer der skal offentliggøres.
De to for Danmark uacceptable fjernelser indgår indgår i EU-kommissionens miljøomnibus, der er forslag til forenklinger.
– Det er vigtige oplysninger, der indgår i kemikaliefortegnelsen, understregede Maria Reumert Gjerding ved mandatforelæggelsen i europaudvalget fredag 19. juni.
Protestnej
Imidlertid blev der ikke diskuteret meget substans angående indberetning af farlige stoffer, eftersom udvalgsmedlemmerne ikke havde haft tilstrækkelig tid til at sætte sig i substansen.
Et mindretal bestående af Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten voterede nej. De fire partier råder tilsammen over 52 folketingsmedlemmer.
EU-ordførerne Mette Thiesen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) og Thorbjørn Jacobsen (LA) voterede nej på baggrund af processen med sen fremsendelse af materialet. Enhedslisten var ikke repræsenteret på mødet.
Cypriotisk hast
Thorbjørn Jacobsen og Jens Henrik Thulesen Dahl samt udvalgsformand Malte B. Larsen (DF) lagde forgæves op til, at mandatgivningen blev udskudt, så udvalgsmedlemmerne fik ordentlig tid til at sætte sig ind regeringens forhandlingsmandat.
Det ville Maria Reumert Gjerding ikke tilbyde, da det cypriotiske EU-formand vil forhandle sagen færdig den 24. juni. Et parlamentarisk forbehold var også vanskeligt, da det er det sidste forhandlingsmøde, og man har ikke samme slagkraft i forhandlingerne.
– Det svagere mandat, som du står med i forhandlingerne, må være prisen for den dårlige forberedelse, erklærede Thorbjørn Jacobsen om det parlamentariske forbehold.
– Det er useriøst, at udvalget med så ekstremt kort varsel skal forholde os til noget så kompleks og vigtigt, sagde Mette Thiesen.
Stjæler tid fra udvalget
– Det er ikke respektfuldt over for udvalget, at man stjæler tiden på den måde til at lave sine egne vurderinger og så kommer i sidste øjeblik til udvalget, sagde Jens Henrik Thulesen Dahl
EU-ordfører Jacob Jensen (V) støttede mandatet under streng protest dels fordi man kan forhandle noget, der kan forringe miljøbeskyttelsen, dels processen hvor han først kunne se mandatet i 12’te time.
Ministerens partifælle, EU-ordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF), havde det svært med sagen, men roste regeringens “fine balancer” ved at lægge stor vægt på, at listen med farlige kemikalier skal offentliggøres, så tingene ikke sker i det skjulte.
Lever med uvæsentlig forringelse
Jacob Jensen borede i substansen og hvorvidt miljøbeskyttelsen forringes.
Maria Reumert Gjerding åbenbarede, at mandatet ville have indeholdt en afgørende vægt, dvs. fuldmagt til at stemme imod, hvis der var tale om en væsentlig forringelse. Tilbage står, hvor stor en uvæsentlig forringelse kan blive.
– Vi kan godt leve med en minimal forringelse, bekræftede hun over for Jacob Jensen om balancen mellem byrdelettelser og miljøbeskyttelse.
Mandat med indsigt i forurening
Overordnet støtter den danske regering bestræbelserne på at forenkle og og reducere unødvendige byrder for virksomhederne, men det må ikke ske på bekostning af beskyttelsesniveauet for miljø og sundhed, opridser miljøministeren.
Det fører til et mandat, der lægger stor vægt på, at
1) virksomhedernes administrative byrder nedbringes uden at miljøbeskyttelsesniveauet nedbringes væsentligt
2) virksomhederne fortsat skal udarbejde en fortegnelse over farlige stoffer i miljøledelsessystemet og risikovurderinger heraf, men således at antallet af stoffer kan indskrænkes
Videre lægges vægt på
3) virksomheder skal have vejledning om hvilke informationer og miljøledelsessystemer der skal offentliggøres
Genbrugsbutikker
Batteriforordningen og affaldsrammedirektivet har skiftet ressort fra miljø- til energiministeriet, men for nemheds skyld indgår ændringer her i Maria Reumert Gjerdings mandat.
Røde Kors, som har genbrugsbutikker, slår i sit høringssvar på tromme for, at producentansvar understøtter de civilsamfundsorganisationer, der allerede bidrager væsentligt til direkte genbrug og affaldsforebyggelse.
Velgørende organisationer spiller eksempelvis en central rolle i indsamling, sortering og videresalg af brugte tekstiler og bør anerkendes som en integreret del af producentansvarsordningen, skriver Røde Kors. (Dj/240626)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.