Af Claus Djørup
Om et par år kan EU stå med et prekært problem, hvis skotterne stemmer ja til uafhængighed. I det tilfælde vil det EU-positive Skotland søge om en slags genoptagelse eller bare fortsat medlemskab, men vil blive henvist til den sædvanlige procedure på lige fod med Kroatien og Island.
Den skotske folkeafstemning om uafhængighed finder sted om halvandet år torsdag 18. september 2014. EU vil spille en stor rolle i ja-kampagnen, mens de øvrige lande og EU-kommissionen vil gå på listefødder.
– Hvorfor skulle vi lade os repræsentere af europaskeptikere når vi kunne være indflydelsesrige og respekterede? siger førsteminister Alex Salmond fra The Scottish National Party (SNP).
Han offentliggjorde datoen ved fremsættelsen torsdag 21. marts af lovforslaget om folkeafstemning.
SPØRGSMÅLET
Der stemmes ja eller nej til følgende spørgsmål, som er finpudset og godkendt af en uafhængig valgkommission: Skal Skotland være et uafhængigt land? (Should Scotland be an independent country?)
Et andet lovforslag udvider valgretten til 16- og 17-årige ved folkeafstemningen.
SNP-regeringen, der har absolut flertal i Holyrood, bebuder flere rapporter og analyser den kommende tid. Den afgørende hvidbog vil blive udsendt omkring et år før folkeafstemningen.
FLERTAL I OPINIONSMÅLING FOR LONDON OG PUND
56 procent af skotterne ønsker at forblive i United Kingdom og bevare pundet som valuta, mens 17 procent ønsker uafhængighed og samtidig beholde pundet, skriver dagbladet The Daily Record om en opinionsundersøgelse. Hver tiende ønsker en skotsk valuta, og hver femte foretrækker euro. (Dj/230313)