Lars Løkke Rasmussen giver Donald Tusk en uforbeholden opbakning til endnu en periode som EU-formand. Arkivfoto: Fagpressen.eu
Løkke: De fleste støtter genvalg af Tusk
Af Claus Djørup
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) støtter genvalg af Donald Tusk som pr-formand (permanent rådsformand, EU-topmødeformand) for endnu to et halvt år, selv om den polske regeringschef stemmer nej.
Valget sker på EU-topmødet den 9. marts. Polens nuværende katolsknationale regering under ledelse af Lov og Orden partiet (PiS) vil ikke vide af den tidligere premierminister.
De fleste stats- og regeringschefer ønsker Donald Tusk genvalgt, vurderede Lars Løkke Rasmussen i europaudvalget torsdag 2. marts. Der kræves kun kvalificeret flertal og ikke enstemmighed.
– Jeg har ikke lagt skjul på, at Donald Tusk har gjort et rigtig godt stykke arbejde i sin første periode som pr-formand. Der er brug for kontinuitet, og vi støtter ham på den position. Det er også mit billede, at det er der bred opbakning til, erklærede den danske regeringschef i europaudvalget torsdag 2. marts.
– Det er svært for mig at give en helt præcis prognose på, hvor det konkluderes fra polsk side “at the end of the day”, svarede han på et opfølgende spørgsmål fra Peter Hummelgaard Thomsen (S).
– Det er mit meget klare indtryk, at jeg og mine kolleger – som absolut flest – i situationen prioriterer kontinuitet og gerne vil anerkende Donald Tusks indsats og honorere den med et genvalg, sluttede Lars Løkke Rasmussen.
Kaczyńskis had
Det er første gang i EU-rådets historie, at en regering ikke støtter en kandidat fra samme land, selv om kandidaten tilhører oppositionen.
Ifølge Polskie Radio og Der Spiegel vil Polen foreslå en landsmand og tilmed partifælle til Donald Tusk som modkandidat, nemlig EU-parlamentsmedlem Jacek Saryusz-Wolski fra den kristendemokratiske gruppe. Han tilhører Platformy Obywatelskiej (PO) ligesom Jerzy Buzek og som sagt Donald Tusk.
Det sker efter et par måneders rumlerier og signaler i polsk og international presse om den polske regerings negative holdning til Donald Tusk.
Den tilsyneladende irrationelle strategi tilskrives Jarosław Kaczyński, som er den reelle leder af PiS, som går personligt efter Donald Tusk.
Det har givet sig udslag i bl.a. en ny undersøgelse af flykatastrofen i Smolensk den 10. april 2010, hvor tvillingebroderen, præsident Lech Kaczyński, blev dræbt. Undersøgelsen leder åbenlyst efter forhold, der kan knytte daværende premierminister Donald Tusk til ulykken.
Polen opsøger tabte konflikter
Den søgte strid på EU-topmødet kommer efter et drama i energiministerrådet tirsdag 28. februar, hvor Polen følte sig tromlet i spørgsmålet om CO2-kvoter.
I forvejen er der en langstrakt retsstatsprocedure (‘rule of law’), hvor EU-kommissionen forsøger at få den polske regering til at respektere landets egne retsprincipper i striden med højesteret.
Den ukendte polske modkandidat er ikke en af stats- og regeringschefernes egne. Det forstærker indtrykket af, at regeringen i Warszawa opsøger et nederlag til indenrigspolitisk brug.
I givet fald ville Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Fredrik Reinfeldt og Francois Hollande have større chance/risiko for at blive EU-topmødeformand fra 1. juli. (Dj/050317)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.