Af Claus Djørup
En folkeafstemning om rets- og forsvarsforbeholdene skal udskrives med kort varsel, hvis det står til EU-ordfører og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K).
– Jeg er imod at lave en beslutning om en dato mange måneder før. Det var en stor fejl i år 2000, hvor man meldte datoen ud otte måneder før (folkeafstemningen om ØMU, red.). Der kan ske en masse, som forvirrer billedet og helt forandrer situationen, så det skal man gøre en måned og ikke fem måneder før, siger Per Stig Møller.
De fem partier (S, R, SF, V, K) bag den snarlige europaaftale tager ikke stilling til datoen for en forbeholdsafstemning. Dermed er den ikke optakt til en eventuel folkeafstemning den 25. maj samtidig med EU-parlamentsvalget. I forvejen tyder alt på en folkeafstemning om EU-patentdomstolen.De langvarige og mødetynde forhandlinger om en europapolitisk aftale genoptages efter kommunalvalget, når handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) og de fem europapartiers ordførere kan finde fælles plads i deres kalendere.
– Det er i virkeligheden et datospørgsmål, siger Nick Hækkerup.
– Regeringen vil gerne have en aftale, men der er ikke noget, som betinger, at vi skal have en aftale på et bestemt tidspunkt, fastslår Nick Hækkerup.
– Der er ingen næsten knaster tilbage. Det er formuleringsspørgsmål, så jeg tror, at det lykkes, Per Stig Møller. (Dj/171113)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.