Orbán går til valg på smædekampagne mod én mand

Sådan præsenteres ”Soros-lovpakken” på den ungarske regerings officielle netsted. Der indføres en skat på migrationsvenlige NGO’er, og provenuet øremærkes grænsehegn. Skærmdump: Abouthungary.hu

Ungarske spørgeskemakampagner uden afregning

Af Claus Djørup
Ungarns premierminister Viktor Orbán slutter sin valgperiode med en ”Stop Soros-lovpakke”, der er vendt mod udenlandske NGO’er, forbud mod at støtte immigration samt indrejseforbud for finansmanden George Soros.

Det er kulminationen på flere såkaldte nationale konsultationer, der er rundspørger af flosset videnskabeligt tilsnit vendt mod immigration og George Soros personligt.

Lovinitiativerne blev fremlagt 17. januar. Parlamentsvalget afholdes 8. april. Opinionsmålingerne fortæller om en splittet opposition og sandsynligvis stort genvalg af Fidesz.

– Lovpakken kriminaliserer civilsamfundet, lyder kommentaren fra George Soros’ organisation ”Open Society Foundations”.

NGO-skat til grænsehegn
Lovpakken indeholder en særskat på 25 procent, som udenlandske NGO’er skal betale af donationer fra ”Open Society Foundations”. Provenuet skal anvendes til at finansiere grænsehegn mod migranter.

Videre indføres forbud mod at ”arbejde for/støtte immigration”, og udenlandske NGO’er fra tredjelande (dvs. EU-borgere undtages) udvises ved overtrædelse af forbuddet.

Resultatet: “Stor tillid”
Den efterfølgende information om nationalkonsultationerne er overfladisk. Den seneste rundspørge om George Soros viser ifølge Fidesz-regeringen stor tillid fra befolkningen med rekord deltagelse.

”Resultaterne vidner om, at ungarerne i praksis enstemmigt afviser “Soros-planen” og EU’s obligatoriske flygtningekvote bosættelse samt modsætter sig enhver politisk handling, som tenderer henimod realiseringen af dette,” siger en regeringstalsmand.

Rundspørgen i foråret 2017 blev returneret af 1,7 millioner mennesker, og efterårets ditto blev besvaret af 2,3 millioner, oplyser den ungarske regering.

2,3 mio. svar
Detaljer om svarprocenter på de enkelte spørgsmål er ikke offentliggjort, men stort set ingen respondent har sat krydser ved de negativt formulerede synspunkter, som Fidesz tillægger George Soros.

Ved hvert af de syv spørgsmål var der over 2,3 millioner svar, som afviser “Soros-planen, hedder det. 2,3 millioner svarer til 28 procent af vælgerne i og uden for Ungarn. (Dj/310118)

Oversættelse og research: Kristin Haulik, B.A. i moderne ungarsk historie

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.