Femern A/S har et langt større budget til farvestrålende brochurer, lyder den lokale forening ”Beltretter”s svar på spørgsmål om finansieringen af sin aktion med hyrede skuespillere.
Enhedslisten spørger til tunnelselskabs pr-budget
Af Claus Djørup
Hvad bruger Femern A/S på hoppeborge, havnefester og julemarkeder i Nordtyskland og anden påvirkningsaktivitet til fordel for den faste forbindelse over/under Femer Bælt?
Transportordfører Henning Hyllested (EL) forsøger via fire spørgsmål til transportminister Benny Engelbrecht (S) at få svar et spørgsmål, som tyske tunnelmodstandere stiller som modangreb i forsvar for finansieringen af deres aktiviteter såsom den nylige mudderaktion med betalte skuespillere i Leipzig, Kiel og stranden på Femarn.
I spørgsmålet indgår EU-midler på 23,1 millioner euro (172 mio. kr.), som avisen Der Nordschleswiger i januar omtalte som tildækket/forsvundet. EU’s revisionsret kigger på sagen.
Videre spørger Henning Hyllested, om der bruges danske skattekroner på tunnelselskabets kommunikationsaktiviteter, hvilket Beltretter mener. Her vil ministeren sikkert svare nej, fordi Femertunnelen er brugerbetalt og finansieres med statsgaranterede markedslån.
Demonstranter hyret hos modelbureau
Arrangøren håbede, at de tre dages aktioner frembragte billeder, der ville blive bragt i alle medier.
Den første (25. juli) foregik ved forvaltningsdomstolen i Leipzig, som behandler en halv snes klager over miljøgodkendelsen.
Den anden (26. juli) var henlagt til Slesvig-Holstens hovedstad Kiel, hvor den godkendende, uafhængige miljømyndigheden residerer.
Den tredje (27. juli) foregik på stranden på Fehmarn.
Lübecker Nachrichten/LN Online beretter, at 30 af de 39 deltagere var hyret hos modelbureauet Starboxx for 60 euro (447 kr.) plus transportudgifter.
Kunstnerisk iscenesættelse
Landdagspolitikere fra CDU, SPD og FDP kritiserer Beltretter for at bedrage offentligheden, mens Die Grünen i kielerlanddagen forsvarer arrangementet.
Beltretter svarer, at aktionen var en kunstnerisk iscenesættelse.
Lübecker Nachrichten havde da heller ikke held med at komme i snak med de indhyrede hobbyskuespillere, som åbenlys havde fået mundkurv på.
Scandlines spiller en stor rolle i aktiviteterne vendt mod tunnelbyggeriet. Medarbejdere fra rederiet og samarbejdsudvalget (Betriebsrat) var til stede ved demonstrationen i Kiel, oplyser Lübecker Nachrichten.
-Scandlines støtter ikke foreningen (Beltretter, red.) økonomisk, men medarbejdere og Betriebsrat er medlemmer af Beltretter, oplyser rederiets kommunaikationschef Anette Ustrup Svendsen til avisen.
Beltretter bruger moderne metoder
Beltretters pressetalsmænd, Karin Neumann og Florian Bumm, reagerer på skuespillerafsløringen med at beskylde Femern A/S’ presseafdeling for at manipulere journalister til at finde negative ting om Beltretter og foreningens kommunikationsmidler.
”Det irriterer åbenbart Femern A/S voldsomt, at vi – ligesom Femern A/S – benytter os af moderne kommunikationsformer og netop ikke kommunikerer så nøgternt som traditionelle borgerinitiativer.
Vi bruger sociale medier, influencere, content marketing – blot med et langt mindre budget end Femern A/S. Det gør vi på baggrund af donationer fra utallige tunnelmodstandere og ikke som Femern A/S, der bruger løs af skatteydernes penge,“ hedder det i en pressemeddelelse fra Beltretter.
Beltretter opfordrer det danske tunnelselskab til at fremlægge, hvad det bruges på kommunikation og lobbyisme, reklame og pr. Specielt vil Beltretter gerne vide, hvad de 23,1 mio. euro er anvendt til.
Den opfordring kunne vel stilles til Beltretter og Scandlines selv, men det er uden for den danske transportministers ressort. (Dj/060819)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.