Mens vi venter på navnene …

Venstre eksploderede i jubel over en historisk sejr – her påhører MEP Morten Løkkegaard (V) statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) sejrstale. Nu gælder det som for alle andre partier folketingsvalget den 5. juni. Foto: Fagpressen.eu

Venstre får det 14. mandat. S og SF det største valgforbund

Af Claus Djørup
Løkke og Løkkegaard blev Venstres lykke ved EU-parlamentsvalget. Overraskelse blev Venstres placering som det største parti med 23,49 procent ifølge Danmarks Statistiks foreløbige resultat.

Det giver i første omgang tre mandater ligesom socialdemokraterne, når man regner med 13 danske EU-parlamentsmedlemmer. Imidlertid tilfalder det 14. mandat Venstre, når briterne forlader EU.

Det største valgforbund blev S og SF, der vandt fem mandater med 34,72 %.

Det næstestørste valgforbund blev Venstre, Konservative og Liberal Alliance med 31,88 % og mandater, der fordeler sig med tre til Venstre og ét til Det konservative Folkeparti. Det sidste valgforbund får som sagt det 14. mandat.

Det tredje største valgbund udgøres af Det radikale Venstre og Alternativet med 13,42 %. Begge mandater tilfalder de radikale, som erobrer mandat nr. 5 og 13.

Fjerdestørst er Dansk Folkeparti, som er sin egen valggruppe og får nøjes med 10,74 % og ét mandat.

Den mindste valggruppe blev Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU med 9,23 % og ét mandat.

Der kommer navn på valgte kandidater, når de personlige stemmer er optalt i løbet af mandag.

Stemmeprocenten blev 66,02 %.

I snit skal der 212.078 stemmer til et mandat. Prisen falder til 196.929 stemmer med 14 mandater. (Dj/270519)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.