LNG hovedtema på uformelt energiministermøde

Boris Gandel: Slovakiet er imod Nordstream 2. Foto: Fagpressen.eu

Formandslandet bekymret for russisk gasstop via Ukraine

Af Claus Djørup
Slovakiet er imod Nordstream 2, vil den slovakiske vært – økonomiminister Peter Žiga – ikke overraskende fastslå, når EU’s energiministre mødes 12.-13. juli i Bratislava.

Slovakiets ambassadør i København, Boris Gandel, var ualmindelig udiplomatisk klar, da han markerede Slovakiets overtagelse af det halvårlige EU-formandskab ved en reception den 6. juli.

– Hovedhjørnestenen i energiunionen er diversifikation af ressourcer og leverandører. Præcis derfor er Slovakiet imod Nordstream 2. Projektet forekommer ikke at være på linje med EU-lovgivning. Det vil også have diametral effekt for Ukraines transitrute, siger Slovakiets ambassadør i København, Boris Gandel.

Kapaciteten i den eksisterende Nordstream til Lubmin er ikke fuldt udnyttet, så der er ikke et reelt behov for pipelinen, fortsætter Boris Gandel.

Politisk risiko øget siden den kolde krig

Energirelationerne mellem Sovjetunionen og Europa var aldrig berørt under den kolde krig, og de er videreført uanfægtet trods Krim og gensidige sanktioner. Ikke desto er Slovakiet – storkunde hos Gazprom – bekymret for, at Rusland vil bruge gas som et politisk våben og lukke ledningen, der løber gennem Ukraine og Slovakiet.

– Tiderne er skiftet. Det foregår stadig væk hovedsagelig kommercielt, men gasleverancer kunne blive et våben, forklarer ambassadøren.

Samtidig konstaterer han, at EU-landene stadig er delt i spørgsmålet om Nordstream II, og EU-kommissionen har ikke truffet en beslutning.

Advarsel fra ni ekskommunistlande
Blandt de slovakiske formandsskabsprioriteter fremhæver ambassadøren en robust og konkurrencedygtig energiunion.

Det forstås med mindre russisk gas. I marts afleverede Slovakiet, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Kroatien og Rumænien et fælles brev til EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker hvori de advarer mod et tættere energisamarbejde med Rusland.

Nordstream II skal efter planen være klar ved udgangen af 2019, hvis det ellers bliver godkendt af EU-kommissionen. Bag NS2-projektet til 75 milliarder kroner står Gazprom og energiselskaber fra Tyskland, Frankrig, Holland og Østrig, oplyser seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen, DIIS, i en analyse fra april.

Flydende gas alternativ til russisk gas
LNG (liquefied natural gas) og gaslagring (dvs. alternativer til russisk gas) er øverst på det seminarlignende, uformelle energiministermøde tirsdag-onsdag, som hænger sammen med et uformelt klima- og miljøministermøde mandag 11. og tirsdag 12. juli.

Det slovakiske debatoplæg indeholder fire spørgsmål:

1) Hvad er mest presserede angående energiforsyningssikkerhed?

2) Hvordan kan man sprede ruter og leverandører for at minimere forsyningsrisici, og hvad er forventningerne til LNG på det europæiske gasmarked?

3) Hvilke forudsætninger angående lovgivning og infrastruktur skal være i orden for at opfylde energiunionens mål? Kunne en højniveaugruppe bidrage til prioritering af infrastruktur og beslutninger?

4) Hvad kræves for at oparbejde et globalt LNG-marked?

USA’s energiministeriums internationale koordinator, Amos J. Hochstein, deltager i mødet. (Dj/100716)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.