Klimafoder bliver endnu mere frivilligt

STØTTEPARTIER KRÆVER STOP FOR METANREDUCERENDE FODERTILSÆTNING
Så skal landbruget skal selv betale den ekstra klimaregning på 0,4 mio. ton CO2e, varsler dyrevelfærdsministeren

Af Claus Djørup
Tilskuddet til indkøb af Bovaer udbetales, selv om den konventionelle mælkebedrift indstiller anvendelsen af det metanreducerende fodertilsætningsstof, når det sker af hensyn til dyrevelfærd.

Denne udvidelse af undtagelser for Bovaer, meddelte natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjeg Madsen (S) i Folketingets miljø- og fødevareudvalgs offentlige møde onsdag 30. september samt i en opdateret vejledning om brug af metanreducerende foder.

Desuden udvides undtagelsen til at gælde, hvis landmanden ikke ønsker at genoptage tilsætningen, hvis den blev indstillet sidste år. Kompensationen for indkøbt, ubrugt Bovaer skal forebygge, at en landmand ignorerer symptomer af økonomiske årsager.

Udvidelse skal sikre velfærd
– Vi ønsker ikke at lave en ordning, der tilskynder til at gamble med koens velfærd, understregede Christian Rabjerg Madsen.

Som hovedregel skal køer have et tilskud af 60 milligram 3-NOP pr. kg tørstof i 80 dage i løbet af et år, og tilsætningen skal således påbegyndes nu, hvis besætningen i årets første ni måneder ikke har fået stoffet. Bovaer er det eneste godkendte stof.

Udvidelsen baseret på sidste års symptomer
En landmand kan på tro og love undlade anvendelsen, hvis han vurderer, at sundheds- eller adfærdsmæssige problemer i besætningen skyldes Bovaer.

Nu kan landmanden også i fremtiden undlade anvendelsen på to forudsætninger, nemlig at:
1) køerne tidligere har udvist symptomer i forbindelse med fodring med tilsætningsstoffet, og
2) det vurderes, at det igen vil påvirke dyrenes velfærd at blive fodret med stoffet på ny.

Enhedslisten og Alternativet
Politisk er det en imødekommelse af den udbredte bekymring eller skepsis over for dette klimavirkemiddel, som vel at mærke findes især hos støttepartierne Enhedslisten og Alternativet.

Dyrevelfærds-, fødevare- og klimaordfører Rasmus Vestergaard Madsen (EL), som selv har en uddannelse som økologisk landmand, er dog ikke tilfreds med den udvidede undtagelse.

Han kræver sammen med Alternativet, at fodringskravet med Bovaer sættes på pause i år og helst indtil den regeringsbestilte undersøgelse hos Århus Universitet, der afleverer en delrapport medio 2027 og endelig afrapportering i 2028-29.

– Vi overlader det til de besætningsansvarlige at se om deres dyr bliver syge og derefter kan stoppe brugen af, kritiserer Rasmus Vestergaard Madsen

Revurderes af EU
På baggrund af danske erfaringer har EU-kommissionen anmodet EU’s fødevaremyndighed EFSA (European Food Safety Authority) om en videnskabelig revurdering af det EU-godkendte stof. Fristen er 30. november i år, altså om to måneder. Herefter vil EU-kommissionen beslutte, om EU-godkendelsen opretholdes, justeres eller trækkes tilbage.

– Hvis vurderingen viser, at anvendelsen af Bovaer medfører en uacceptabel risiko for dyrenes sundhed eller velfærd, så står vi en anden situation, og så skal kravet selvfølgelig ophæves. Brugen af Bovaer skal ikke gå ud over dyrevelfærd, erklærer Christian Rabjerg Madsen med henvisning til undersøgelsen fra Århus Universitet.

Den gennemsnitlige effekt estimeres til 27 % mindre metan per årsko af “DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug” ved Århus Universitet, oplyses det i regeringens klimafremskrivning 30. september.

Mange uden problemer
Inden samrådet talte Christian Rabjerg Madsen med en repræsentant fra landbruget, som berettede, at det var uproblematisk at fodre med Bovaer.

Det afspejles i nogle foreløbige tal fra arealomlægningsstyrelsen SGAV Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø). 6-7 procent af landbrugerne har oplyst, at de har undtaget køer. Det kan omregnes til 965.000 foderdage eller 2,5 % af den samlede population af malkekøer er blevet undtaget for fodring med tilsætningsstoffet i 80 dage.

På den anden side er der ikke søgt om støtte i 12 % af tilsagn om støtte, hvilket ifølge Christian Rabjerg Madsen giver et mørketal for omfanget af brugt Bovaer med tilskud og dermed forringet klimaeffekt.

Her indsparkede Rasmus Vestergaard Madsen en dyrlægeundersøgelse (SEGES) fra sidste år, hvor 71 % af de adspurgte mælkeproducenter ikke have givet de lovsatte doser, hvilket er 10 gange flere end SGAVs tal. Christian Rabjerg Madsen replicerede, at han tager den undersøgelse med et gran salt, fordi ganske mange ikke besvarede spørgsmålene.

Diskrepansen får Enhedslisten til at tvivle på, om klimaregnskabet er retvisende.

DF’s forsigtighedsprincip
Forsigtighedsprincippet burde være, at dyrene kommer i første række før klimavirkemidler, så en ko ikke skal give tegn på sygdom eller mistrivsel, før der reageres, mener landbrugs-, fødevare- og miljøordfører Rune Bønnelykke (DF).

Køerne skal ikke lide, før vi undtager dem fra Bovaer, mener løsgænger Cecilie Liv Hansen. Hun nævnte forbehold og usikkerheder i den oprindelige EU-godkendelse.

– Dyrevelfærden har i realiteten ikke nogen prioritering, når ministeren udtaler, at en pause vil udgøre en mangel på data fremadrettet. Det viser, at køerne blot er et tal i en statistik for et uetisk klimaregnskab, som er usikkert, hvor man blot fylder køerne med kemi, sagde Cecilie Liv Hansen.

– Dyrevelfærd sættes først med de udvidede undtagelser, svarede Christian Rabjerg Madsen og henviste bl.a. til den snarlige EFSA-vurdering.

Klimavirkningen svinder i takt med aktiverede undtagelser
Man skal ikke sige nej til at give Bovaer på en måde, hvor det ikke ligger dyrene til last, mener Christian Rabjerg Madsen.

Christian Rabjerg Madsen pointerede, at man ikke kan gennemføre undersøgelsen, hvis man ønsker at pause anvendelsen. Dette er ment som en påtale af en præmis og ikke et ønske om for alt i verden at opretholde brugen af Bovaer.

Han prøver at finde en balance mellem klima og dyrevelfærd. Landbruget skal nedbringe drivhusgasudledningen med 2,2 mio. CO2-ækvivalenter i 2030, og der er ikke åbenlys bedre eller billigere virkemidler end Bovaer, som skal bidrage 0,4 mio. ton CO2e.

Én syg ko er en for mange
Køerne taber, når man opvejer dyrevelfærd op mod klima, sagde miljø- og naturordfører Torsten Gejl (AL). Han ser hellere, at eksperimentet med klimakvikfixmidlet Bovaer erstattes af bl.a. yderligere CO2-krav i transportsektoren, stop for Nordsøboringer og/eller højere CO2-afgift på landbruget.

– Hvis bare én ko bliver syg, så svigter ministeren sit ansvar som dyrenes beskytter, istemte
dyrevelfærds-, fødevare- og miljø ordfører Kim Edberg Andersen (DD). Han mener, at tvivlen bør føre til, at køer ikke fodres med 3-NOP (Bovaer), indtil man får undersøgelsen fra Århus Universitet.

Efterregning for mistet klimafodereffekt
Klimaeffekten af Bovaer indgår i den samlede vurdering på landbrugsområdet næste år, som er aftalt i trepartsaftalen. Christian Rabjerg Madsen antyder, at i givet fald skal erstatning for bortfaldet klimafodereffekt findes med andre redskaber i landbruget, som “skal i mål med sin omstilling hvad angår klima”.

Videre er regeringen ved at lægge sig fast på en afgiftsmodel for kulstofholdigt lavbundsjord, som skal virke fra 2028. (Dj/011026)

www
SGAV’s webinar om om fodring med metanreducerende foder den 7. oktober
Ansøgningsrunde for miljø- og klimateknologi slutter 1. december 2026
DCA (‘Danish Centre for Food and Agriculture’ ved Århus Universitet) om metanreduktion i husdyrproduktion
Regeringens klimaprogram
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.