DAN JØRGENSEN: JEG FØRER REGERINGENS POLITIK
Af Claus Djørup
Konfronteret med alle sine tidligere udtalelser og handlinger som EU-parlamentsmedlem såsom mink, sælskind og sanktioner mod Færøerne lyder fødevareminsiter Dan Jørgensens (S) svar:
– Du kan forvente en minister, der vil følge forgængernes linie. Jeg vil videreføre den politik, som regeringen har ført.
Fagpressebureauet: Kan man sådan bare skifte politik på en dag?
– Jeg vil ikke gå ind i detaljer om konkrete sager, men jeg vil gerne svare på et overordnet niveau: Selvfølgelig er der stor forskel på at sidde et sted og forhandle i europaparlamentet på vegne af en gruppe, hvor man har fået et mandat, og så sidde for bordenden i Danmark som minister, forklarer Dan Jørgensen.
VELKOMST OG OMKLAMRING I EUROPAUDVALGET
Fredag formiddag (13. december) debuterede han på Christiansborg som minister, da han fik europaudvalgets enstemmige mandat til fiskerikvoter for 2014.
EU-ordfører Nikolaj Villumsen (EL) bød velkommen til en ”god overraskelse”: – Vi ser frem til samarbejde om bedre miljø og dyrevelfærd.
EU-ordfører Per Stig Møller (K) bød også velkommen: – Du kommer fra partiet, hvor man har et slogan ”Man har et standpunkt til man tager et nyt”. Vi vil love at støtte dig mod Enhedslistens omklamring.
INGEN OVERIMPLEMENTERING, MEN GERNE STØRRE AMBITIONER
Venstre mødte op med en særlig velkomstkomité bestående af EU-ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V), fødevareordfører Erling Bonnesen (V) og miljøordfører Henrik Høegh (V), som forsøgte at få en forsikring om, at der ikke skal overimplementeres eller overføres midler fra landbrugsstøtten til grønne eller landdistriktsinitiativer.
Overflytning af midler fra produktionsbrug til grønne og landdistriktsformål kan der først siges noget om hen over sommeren 2014, når regeringen følger op landbrugskommissionens anbefalinger.
– Vi er interesseret i at implementeres som det skal implementeres, hverken mere eller mindre, hverken over eller under, forsikrede Jan Jørgensen.
– Tak, det betragter jeg som en klar melding. Det betragter jeg som et knæsat princip fra dette sekund i ministerens første samråd: Der skal ikke overimplementeres i Danmark. Punktum! kvitterede Erling Bonnesen.
– Det er ikke det samme som at sige, at jeg og Folketinget ikke har et ambitionsniveau, tilføjede Dan Jørgensen.
– Jeg vil holde ministeren op på det første, der blev sagt, at der ikke skal overimplementeres, betonede Erling Bonnesen.
– Jeg tror, at vi ikke er så uenige. Hvis det er en forordning, er der ikke meget rum for at implementere det som skal implementeres, men er det et minimumsdirektiv, kan man sagtens gå længere i beskyttelsesniveau eller i en anden retning ud over det i direktivet fastsatte, pointerede Dan Jørgensen.
Erling Bonnesen foreholdt Dan Jørgensen de stramme danske regler, der efterhånden gør det urentabelt at investere i slagtesvinestalde her i landet: – Vi skal have skrappere fokus på, at det ikke kan nytte at tro, at vi kan sejle ad vores egen linie med vores egne ekstra regler i misforstået godhed. Det kommer til at koste arbejdspladser og eksport.
VÆKSTMINISTER AFLØST AF AUKEN-LÆRLINGVenstrefolkenes ærinde var at fastholde det sporskifte, som Karen Hækkerup (S) var i gang med at gennemføre i fødevarepolitikken, som hun ifølge onde tunger gjorde til ren landbrugspolitik bl.a. med udtalelser om, at der ikke skal overimplementeres.
Hendes afskedstale var fyldt med job, eksport og konkurrencevilkår.
– Landbruget i Danmark står med nogle massive problemer: gæld og konkurrencemæssige udfordringer, men der er også håb. Vi er dygtige til at producere fødevarer. I Japan kan man tage en dansk bøf med i værtindegave, sagde Karen Hækkerup om de trods alt lyse udsigter for danske kvalitetsfødevarer.
– Jeg er i politik på grund af Svend Auken, lød Dan Jørgensens første sætning i Fødevareministeriet.
– Fødevaresektoren er enorm vigtig. Den kan stadig vækste og den kan skabe mange flere job. Danmark skal også i fremtiden være et landbrugsland. Dat kan man sagtens være, samtidig med at man tager sig ordentlig af miljøet og fokuserer på kvalitet og dyrevelfærd. Det er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger, erklærede den nyslåede fødevareminister.
GRØNNE STALDE
Få dage senere (16. december) deltog han nåede i fremlæggelsen af regeringens vækstplan for fødevaresektoren med følgende udtalelse om stort set det eneste initiativ, der indeholder en udgift for staten:
– Med vækstplanen afsætter vi nu ekstra 45 millioner kroner til udvikling af grønne stalde, som giver et bedre miljø, mere vækst og flere arbejdspladser. Det er den rigtige vej for ’Fødevaredanmark’, der også i fremtiden skal spille en nøglerolle som vækstmotor for et land i balance.
AFLØSES AF CLAUS LARSEN-JENSEN
Christel Schaldemose (S) overtager Dan Jørgensens post som gruppeformand for de danske socialdemokrater i EP, og Claus Larsen-Jensen (S) overtager hans sæde.
Han efterlader sig ikke ufærdige politiske projekter. Han var senest ordfører på hhv. grønningsdelen af landbrugsreformen og COP19.
Dan Jørgensen var på vej væk fra Bryssel/Strasbourg, da han ikke genopstillede til EU-parlamentsvalget den 25. maj.
– Jeg glæder mig til at komme hjem og kæmpe for Middelfartskredsen på Fyn, erklærede han en uge før ministerudnævnelsen.
ENERGIREVOLUTION ER PÅ VEJ – FOR SENT
Hans klimapolitologiske verdensbillede er en opdeling af international politik i fire magttyper bl.a. blød magt med regulatoriske standarder: – Europas eneste chance er at lede ved gode eksempel.
– Jeg er sikker på, at vi får en revolution i den måde vi forbruger og producerer energi på i denne verden, og man kan sikkert nå mange mål uden politik. Spørgsmålet er bare, om vi kan nå det hurtigt nok til også at redde klimaet, sagde Dan Jørgensen i et af sine sidste møder med dansk presse i Bryssel som MEP. (Dj/171213)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.