Indrejsekontrol, hvidvask, EU-investeringer, EIB, skattefusk
Af Claus Djørup
Dansk Folkeparti var alene om at sige nej i europaudvalget fredag 2. december til integrationsminister Inger Støjbergs (V) mandat til at tilslutte sig oprettelsen af et ind- og udrejsesystem med biometriske id-gates, der indgår i Schengen-systemet og er omfattet af retsforbeholdet.
Finansminister Kristian Jensen (V) fik fire mandater. Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet sagde nej til forlængelse og udvidelse af den europæiske investeringsfond (EFSI eller Juncker-planen) samt til udvidelse af EIB’s lånemandat.
Til gengæld fik finansministeren enstemmig opbakning til mandaterne vedrørende revision af hvidvaskdirektivet og en revision af skatteundgåelsesdirektivet.
Liberal Alliance er imod skatteundgåelsesdirektivet, bemærkede Kenneth Kristensen Berth (DF), som tvivlede på regeringens holdning.
– Danmark har en og kun én regering, og den regering har kun én holdning, svarede Kristian Jensen på det første europaudvalgsmøde efter trekløverregeringens tiltræden. Det er slut med mandater imod regeringen fra Liberal Alliance. (Dj/051216)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.