EU’s havnelukning indklages for WTO

Kaj Leo Johannesen: EU bryder WTO-regler med lukning af havne for færøske skibe. Foto: Fagpressen.eu

Færøerne kører to retssager mod EU i silde- og makrelstriden

Af Claus Djørup
Færøerne klager til WTO over EU’s sanktioner i silde- og makrelstriden, meddeler lagmand Kaj Leo Johannesen i en presseerklæring. I forvejen er de indledende procedurer i gang i en voldgiftssag i FN-regi ved havretsdomstolen i Hamborg, hvor begge parter har udpeget deres voldgiftsmænd.

WTO-sagen drejer sig bl.a. om blokering af europæiske havne for de færøske varer, som er ramt af EU’s sanktioner. EU-havne kan heller ikke bruges til transit til tredielande. Færøerne mener kort og godt, at EU misbruger sin dominans over for et lille land.

Regeringen har tidligere udstedt politisk fuldmagt til Færøernes juridiske skridt, så juridisk formulerede fuldmagter på kongerigets vegne er en formalitet.

Samtidig overholder Danmark EU’s sanktioner, så en del af rigsfællesskabet er med i boykot af en anden del af riget.

Mette Gjerskov fik som fødevareminister indføjet i EU’s sanktionsinstrument, at sanktioner skal være medholdelige i forhold til WTO og FN’s havretskonvention.

Det betyder, at EU dels ikke kan undslå sig retssager, dels skal indstille eller beskære sanktionerne, hvis internationale afgørelser går imod EU. (Dj/041113)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets depecher er redaktionelt materiale og må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.