Norge afviser EU’s kompromis om makrel i Nordøstlatlanten
Af Kaj Joensen og Claus Djørup
Kyststaternes forhandlinger om makrelkvoter for 2014 brød sammen sent onsdag aften efter tre dages intense forhandlinger i Edinburgh. Norge afviste EU-kommissionens – mødelederen – kompromisforslag, mens Island og Færøerne sagde ja.
Island og Færøerne accepterede kompromisforslaget, mens Norge forkastede det, selv om parterne ikke var lagt fra hinanden, oplyser fiskerikommissær Maria Damanaki på sit netsted.
– En gylden mulighed er gået tabt, erklærer den græske EU-kommissær.
EU-kommissionen vil fortsætte bilaterale forhandlinger med Norge allerede i dag (torsdag 6. marts).
Maria Damanaki opfordrer Island og Færøerne til at udvise ansvarlighed af hensyn til bestandens fremtidige bæredygtighed, når de ensidigt fastsætter deres respektive kvoter.
Fiskerforum.dk skriver, at Norge har tidligere været ude med, at forhandlingerne med EU ikke ville blive genoptaget, så længe makrelkonflikten med Færøerne og Island ikke er løst.
FÆRØERNE OVERLADER SKURKEROLLEN TIL NORGE
Denne gang var Færøerne ikke det store omdrejningspunkt, siger den færøske fiskeriminister, Jacob Vestergaard, til Kringvarp. Det foreliggende tilbud på bordet svarede til Færøernes niveau.
Imidlertid trak de andre lande små bagateller frem igen, hver gang man nærmede sig en løsning på de store forhindringer, oplyser Jacob Vestergaard uden at uddybe hvilke lande forhindrede en løsning.
Fiskeribladet Fiskeren har i flere omgange skrevet, at norske fiskere mener, at Færøerne og Island fik tilbudt alt for stor andel og at Norge burde trække sig i forhandlingerne.
Færøerne vil nu snakke med EU og Norge om bilateral aftale, men der er stor sandsynlighed er for, at Færøerne vil tildele sig selv en kvote svarende til 23 procent af den samlede kvote.
DANSKE HAVFISKERE: FÆRØERNE OG ISLANDS SKYLD
– Dermed ser det ud til, at Island og Færøerne kan fortsætte deres uansvarlige fiskeri på makrel i Nordøstatlanten, lyder den første reaktion fra Danmarks Fiskeriforenings formand Svend-Erik Andersen.
Han satser på de kommende dages forhandlinger mellem EU og Norge om kvoter for Nordsøen og Skagerrak.
Ifølge friske tal fra Norges Sjømatråd har Norge stort set fordoblet sin eksport af fersk torsk til EU – herunder Danmark – i løbet af januar og februar i år sammenlignet med 2013, oplyser Svend-Erik Andersen i sin pressemeddelelse.
– De danske fiskeriinteresser i Nordsøen og Skagerrak har været sat i baggrunden af makrelforhandlingerne. Det er uanstændigt, og det har kostet mange penge for dansk fiskeri og den danske fiskeindustri. Nu skal der landes en aftale i denne uge, skriver Svend-Erik Andersen. (KJ+Dj/060314)
—
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.