Dansk-ungarsk opgør på Christiansborg (høring 2/3)

Ambassadør László Hellebrandt leverede et passioneret modangreb på Eva Kjer Hansen og andre danske politikeres kritik af Ungarn.(Skærmdump fra Folketinget.dk)

Ambassadør kritiserer europaudvalget: “Ungarn er ikke det eneste tilfælde i Europa”

Af Claus Djørup
Europaudvalgets høring 12. marts om EU’s grundlæggende værdier bekom ikke det officielle Ungarn vel.

Fidesz-regeringen afviste at sende en minister, men holdt godt øje med høringen, som blev opfattet som et angreb på Ungarn.

Landets ambassadør i København, László Hellebrandt, angreb direkte europaudvalget for ensidighed, som kom til udtryk ved tremandsdelegationsrejse til Ungarn 2.-4. november.

Ifølge ambassadøren blev danskerne misledt ved hovedsageligt at møde politikere fra oppositionen og marginale organisationer imod regeringen.

(Formålet med rejsen til Budapest var at “høre om retsstatsproblematikken, herunder de ungarske forfatningsændringer og konflikten med EU’s grundlæggende værdier, samt udfordringerne i forhold til beskyttelse af rettigheder for personer tilhørende mindretal”.)

Videre klagede László Hellebrandt over, at et folketingsmedlem nægter at mødes med ham.

Ikke kun Ungarn
– Ungarn er ikke det eneste tilfælde i Europa, erklærede den ungarske ambassadør.

– Liberale og socialdemokrater kan ikke acceptere, at der er et land i Europa, hvor et konservativt parti to gange har vundet to tredjedeles flertal ved demokratiske valg. Jeg beklager at måtte sige, at liberale og socialdemokraters angreb fra Bryssel skyldes, at I taber stemmer hos de europæiske vælgere, sagde László Hellebrandt.

Hvortil Eva Kjer Hansen replicerede: – Herr ambassadør, De gav det bedste argument for denne høring ved at sige, at Ungarn ikke er det eneste land … (Dj/040415)

László Hellebrandt: Liberale og socialdemokrater mister opbakning. (Skærmdump fra Folketinget.dk)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.