Dansk nej til længere respit for gamle lyspæreteknologier

Strømslugende pærer udfases trin for trin, men sidste trin ønsker EU-kommissionen forlænget til efteråret 2018. Foto: Fagpressen

Regeringen vælger CO2-gevinst frem for afgiftsindtægt

Af Claus Djørup / Energi.dk
Danmark stemmer imod en længere udfasning gløde- og halogenpærer, fordi det vil øge henholdsvis energiforbruget med 35 GWh og CO2-udledningen med 15.561 ton om året i 10 år, selv om det ville glæde skatteministeren med et uventet afgiftsprovenu på i alt 70 millioner kroner. Afgiften på glødepærer/halogener er 2,32 kroner per styk.

EU-kommissionens ecodesignkomité for energirelaterede produkter stemmer om kommissionens forslag den 17. april angående retningsbestemte lyskilder, LED-lyskilder og dertilhørende udstyr.

Regeringen kunne godt stemme ja til en længere udfasning af C-pærer, mener Dansk Energi.

Det skyldes, at markedet ikke i dag tilbyder tilstrækkelige alternativer til ikke-retningsbestemte halogenpærer til 230 volt, der både kan sidestilles hvad angår pris, levetid og lyskvalitet, fremgår det af Energi- og Klimaministeriets politikernotat.

Videre er nogle alternativer til halogenpæren, herunder en række LED-pærer, ikke i dag kompatible med mange eksisterende lysdæmper-installationer, påpeger Dansk Energi.

Sidste trin udskydes til september 2018
Udfasningsplanen for de mindst energieffektive ikke-retningsbestemte lyskilder (glødepærer og halogener) er opdelt i seks trin. Første trin trådte i kraft den 1.september 2009 med løbende stramningstrin i 2010, 2011, 2012, 2013. Det sjette og sidste trin er planlagt til 1. september 2016.

Regeringen har ingen problemer med to andre elementer i forslaget, der vedrører speciallyskilder og belysningsarmaturer i de to lysenergiforordninger.

Lyscenter ønsker flere krav for speciallys og armaturer
Undtagelsen for speciallyskilder strammes, så de ikke må sælges til almindelig boligbelysning. Dansk Center for Lys (DCL) ønsker en yderligere stramning ved eksempelvis at indføre særlige fatningstyper.

Armaturer skal designes til lyspærer i energiklasse A+. Her ønsker DCL, at forordningerne i højere grad tager højde for lysarmaturer med integrerede lyskilder.

– Der kan opstå omkostninger for forbrugere, hvis der ikke findes brugbare alternative lyskilder til deres eksisterende armaturer og belysningssystemer, f.eks. loftsmonterede halogenløsninger, skriver DCL i sit høringssvar. (Dj/110415)

Artiklen er bragt i nyhedsbrevet Energi.dk

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder er redaktionelt materiale og må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.