Regeringer indhegner EU-domstolens muligheder i to retssager om social sikring
Arbejdsmarked
Af Claus Djørup
Liberal Alliance er eneste parti imod en revision af aftalen med Tyrkiet om overførsel af sociale ydelser. Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) fik de øvrige partiers opbakning til aftalen ved forelæggelsen i europaudvalget fredag 28. september.
Danmark er blandt de lande, der udvirker en såkaldt rådserklæring fra det græskcypriotiske formandskab om, at gennemførelsen af den ny aftale med Tyrkiet skal afvente afgørelserne fra EU-domstolen i to sager, der er anlagt af Storbritannien angående Schweiz og EØS.
Formålet er at give et tegn med en juridisk vognstang, der afskærer EU-domstolen fra en for bred fortolkning.
– Det er en god idé at lave aftalen med Tyrkiet, fordi vi får indhegnet, hvad der skal være i aftalen, sagde Karen Hækkerup.
– Politikere skal fastlægge politik, og domstolen skal dømme ud fra det, istemte EU-ordfører Lene Espersen (K), som i sin udenrigsministertid var med til at blæse til kamp mod EU-domstolens aktivistiske praksis.
Den ny aftale med Tyrkiet omfatter ikke familieydelser (børnecheck samt særlige tillæg i henhold til aktivloven). Her skal aftalen laves om på et forslag fra EU-kommissionen, dersom EU-domstolens afgørelse inkluderer disse ydelser, oplyste Karen Hækkerup.
Bopælskrav ophæves for overførsel af pensionsydelser
Danmark og Tyrkiet har i forvejen en tosidig aftale om social sikring, som bl.a. omfatter eksport (overførsel) af sociale pensioner. EU’s aftaleudkast ophæver imidlertid bopælskrav for folkepension og en række andre ydelser, hvilket regeringen vurderer til en ekstra dansk udgift på 17 millioner kroner om året.
Det drejer sig om i alt 733 danskere og tyrkere fordelt på 563 folkepensionister og 170 førtidspensionister, der kan tage pensionstillæg med til det andet land.
Dansk Folkeparti: Associeringsaftaler frem for løfte om EU-medlemskab
– Liberal Alliance ønsker fri bevægelighed, men associeringsaftalen strider generelt mod vores ønske om, at der ikke skal gives adgang til danske offentlige kasser, siger EU-ordfører Merete Riisager (LA) om sit nej.
Dansk Folkeparti sagde ja, fordi forslaget dels begrænser den økonomiske skade, dels er den rigtige form for samarbejde med Tyrkiet.
– Det er langt bedre at lave associeringsaftaler frem for at love Tyrkiet medlemskab, som aldrig bliver til noget, sier EU-ordfører Pia Adelsteen (DF).
– Det er en forbedring i forhold til nu. Det er fair nok, at man må få sin pension med, siger EU-ordfører Nikolaj Villumsen (EL) om sit ja.
Folkeretlig forpligtelse trods retsforbehold
Retsgrundlaget for aftalen med Tyrkiet om ligestilling af tyrkiske arbejdstagere i EU er fra 1964 og er derfor ikke omfattet af retsforbeholdet som tre andre knap så vidtrækkende associeringsaftaler om sociale ydelser, som det såkaldte associeringsråd bliver enige om.
Her er Danmark folkeretligt tvunget til at gennemføre aftaler med San Marino, Albanien og Montenegro om overførsel af sociale ydelser, selv om forbeholdene hindrer social- og integrationsminister Karen Hækkerup i at deltage i ministerrådets afstemning i Luxembourg den 4. oktober. (Dj/290912)