Her begynder det med lovvalg for internationale ægtepar. Mandens hjemlands lovgivning gælder automatisk, medmindre parret vælger kvindens domicillov. Foto: Fagpressen.eu
Retsforbeholdet hindrer dansk deltagelse i forstærket samarbejde om ægteskabsjura for internationale par
Af Claus Djørup
Midt i euro-, statsgælds- og migrantkriser har 17 EU-lande fundet sammen i et forstærket samarbejde om separation, skilsmisse og død i internationale ét- og tokønnede ægteskaber.
EU-kommissionens bemyndigelse og forordninger er i høring til 25. april.
Danmark kunne have været det 18. land, men står udenfor på grund af retsforbeholdet. Det var ellers et af de områder (Bruxelles IIa-forordningen ), som var blandt de tilvalgte områder, der faldt ved folkeafstemningen den 3. december sidste år.
Ægtepagtlandene er Belgien, Bulgarien, Finland, Frankrig, Grækenland, Italien, Holland, Kroatien, Luxembourg, Malta, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig.
Foruden Danmark står følgende 10 lande udenfor det familieretlige samarbejde: Storbritannien, Irland, Polen, Ungarn, Slovakiet, Estland, Letland, Litauen, Rumænien og Cypern.
Der er tale om tre retsakter. Bemyndigelsen og forordninger for henholdsvis hetero- og homoseksuelle par.
Undlader at stemme
Danmark afstår fra at deltage i afstemningen om bemyndigelsen, selv om den ikke er omfattet af retsforholdet, oplyser Social- og Indenrigsministeriet i politikernotatet. Det er nemlig de to andre forslag.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) er ellers positiv over for forslagene og ærgrer sig nok over, at Danmark ikke deltager i det forstærkede samarbejde om bl.a. lovvalg, bodeling og fuldbyrdelse af retsafgørelser.
Forordningen vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller
Sverige og Finlands deltagelse i det forstærkede samarbejde hindrer ikke de fem nordiske landes anvendelse af deres konventionen fra 1931 om ægteskab, adoption og værgemål, understreger Social- og Indenrigsministeriet. (Dj/110416)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.