Politisk laboratorium for Europas redning

Processen mod en proeuropæisk politisk bevægelse. Foto: Fagpressen.eu

Partiet “Alternativet” finder proeuropæsike partnere

Af Claus Djørup
Det supereuropæiske parti Alternativet har søsat en kampagne, der intet mindre skal “indgyde håb og højne ambitionerne for det europæiske fællesskab”.

Det skete ved arbejdskonference “Copenhagen Meeting” i Fællessalen på Christiansborg 17.-18. marts med deltagere fra ligesindede partier som spanske Podamos og den italienske Femstjernebevægelse.

Det britiske Green Party er arrangør i London af næste års “Copenhagen Meeting” eller hvad den politisk-spirituelle møde med indelagt åndedrætsøvelse kommer til at hedde.

– Med ’We Are Bigger Than This’ siger vi klart og tydeligt, at vi ikke kan genkende os selv i den måde, Europa udvikler sig på. Vi vil et friere, mere kreativt og tolerant Europa, der søger samarbejdet frem for konfrontationen, skriver Alternativets politiske leder, tidligere kulturminister Uffe Elbæk.

Uffe Elbæk fremlægger ’We Are Bigger Than This’: Den enkelte har ansvar for fællesskaberne og demokratiet, både de lokale og det europæiske. Foto: Fagpressen.eu

Et hovedtema for deltagerne er imødegåelse af fremmedfrygt og isolation.

– Vi ser flygtninge samles i lejre ved grænserne, der ligner 1940’erne kz-lejre, sagde en ung deltager, hvis historiebevidsthed eller historieløshed andre må bedømme.

Begrebet “folkemøde” er blandt netværksmetoderne for de alternativmindede europæere. Det er åbenbart uoversætteligt, så det kaldes “folkemode” på engelsk.

Alternativet deltager i forvejen i “Democracy in Europa Movement 2025” (DiEM25), som Janis Varoufakis – som var finansminister i Syrizas første regering – lancerede den 9. februar i Berlin. (Dj/250316)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.