Skal den kunstige ø i Nordsøen hedde Poul la Cour Ø, Dogger Ø eller noget tredje?
Af Claus Djørup
Det er ikke afklaret i lovforslaget om energiøen i Nordsøen, hvad skal den kunstige ø hedde, men klimaminister Dan Jørgensen (S) nævnte et navn i første åndedrag ved førstebehandlingen.
Nemlig vindmølle- og elektrolyseopfinderen Poul la Cour (1846-1908).
Det greb klimaordfører Rasmus Helveg Petersen (R) og gjorde antydningen til et forslag om at hædre manden, hvis videnskabelige grundarbejde bruges den dag i dag, når man måler vindhastighed ved vingespidsen.
– Jeg vil gerne foreslå, at vi opkalder energiøen efter Poul la Cour. Overvejer ministeren, om det er et velegnet navn? spurgte Rasmus Helveg Petersen.
– Det indgår i overvejelserne. (…) Poul la Cour var også ansat af Danmarks Meteorologiske Institut, hvilket hører under mit ministerium, så der er mange gode ting at sige om ham, svarede Dan Jørgensen med højlydt smil.
Elproducerende vindmølle i 1891
– Danmark har i mere end hundrede år har haft forskere og ildsjæle, der har haft modet til at tænke stort og gå helt nye veje for at udvikle energiløsninger, der kan gøre os fri af fossile energikilder. De skal hædres, siger Rasmus Helveg Petersen efterfølgende til Fagpressebureauet.
Meteorologen og højskolemanden opsatte i 1891 en el-producerende vindmølle – den første udenfor USA – med økonomisk støtte fra Folketingets finansudvalg. Den blev opstillet ved Askov Højskole, hvor han var forstander.
– Interessant nok var Poul la Cour levende optaget af, hvordan vindkraften bedst kunne lagres, og han arbejde i de år ihærdigt med forskellige akkumulator-løsninger, fortsætter Rasmus Helveg Petersen.
Det er forløber for det anlæg på øen med tilkoblede 3 Giga Watt havvindkraft (som kan udvides til 10 GW), der kan omdanne den grønne strøm til brændstoffer i skibe, fly og lastbiler.
– Energiøen vil hjælpe markant til at mindske Europas udledning af CO2 og forstærke Danmarks førerposition på verdensplan inden for vindenergi. Den vil skabe gode danske industriarbejdspladser ikke bare hos Siemens og Vestas, men også i de mange følgeindustrier i vindenergi-sektoren, slutter De Radikales klimaordfører.
Fortjener hæder
Fagpressemediet ”Ingeniøren”s mangeårige chefredaktør, Erik Lyngsø-Petersen, støtter forslaget om at navngive energiøen efter Poul la Cour frem for eksempelvis ”Dogger Ø”.
– Her er en ret enestående mulighed for at hædre den fremsynede fysiklærer, og den chance bør vi gribe, siger Erik Lyngsø-Petersen, som skrev en grundig boganmeldelse om netop Poul la Cour i 1985. (Dj/201021)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.