Mandat til strammere kontrol med kinesiske investeringer

Investeringsscreening udvides til indirekte investeringer og forskning

Af Claus Djørup
Huller i sikkerhedsnettet bliver lappet og vi skaber mere lige konkurrence, opsummerede erhvervsminister Morten Bødskov (S), da han fik mandat i europaudvalget fredag 31. maj til EU-kommissionens forslag til forordning om obligatorisk screening af tredjelandsinvesteringer.

Alene Dansk Folkeparti voterede imod.

Medlemslandene skal som minimum screene investeringer inden for:
1) Produkter med dobbelt anvendelse
2) Militær teknologi og udstyr
3) Finansiel Infrastruktur
4) Kritiske medicinalprodukter, som er defineret i EU’s liste over kritisk medicin fra december 2023
5) Undergrupper af følgende teknologier, som EU-kommissionen i oktober 2023 udpegede som særligt kritiske:
* Halvlederteknologier
* Teknologier vedr. kunstig intelligens
* Kvanteteknologier
* Bioteknologier
* Avanceret konnektivitet, navigation og digitale teknologier
* Avancerede sensorteknologier
* Rum- og fremdriftsteknologier
* Energiteknologier
* Robotteknologi og autonome systemer
* Teknologier vedr. avancerede materialer, fremstilling og genanvendelse

Videre gøres det obligatorisk at screene investeringer i virksomheder, der er en del af eller deltager i infrastrukturprojekter eller EU-programmer som bl.a. rammeprogrammerne for forskning og innovation (Horizon 2020 og Horizon Europe), rumprogrammet, de transeuropæiske transport- og energinetværk (TEN-T og TEN-E), Digital Europe, EU4Health samt vigtige projekter af fælles europæisk interesse (IPCEI).

Joe Bidens ”small yard, high fence”
Løsgænger Theresa Scavenius efterlyste en beskrivelse af trusler og risikobilledet, selv om hun havde en fornemmelse af, at Kina og Rusland indgår.

– Det har jeg ikke mulighed for at gå i detaljer med her, men vi selvfølgelig et nationalt set-up, som vi har lovgivning for, svarede Morten Bødskov.

Han omtalte USAs regulering ”small yard, high fence” fra 9. august 2023 som et eksempel på værn af nye teknologier.

– Jeg er for en gangs skyld meget enig med min fagforening Dansk Metal om, at det er relevant at lave den oversigt, sagde EU-ordfører Søren Bo Søndergaard (EL), da han erklærede sin støtte til forhandlingsmandatet.

”Dansk Metal finder det afgørende, at europæiske beslutningstagere holder styr på, hvem der ejer strategisk vigtig infrastruktur, herunder blandt andet havne og internet,” skriver metalarbejderforbundet i sit høringssvar.

Fem lande uden værn
Fem 5 ud af 27 medlemslande har ikke vedtaget regler for investeringsscreening, påpeger energibrancheforeningen ”Green Power Denmark”, som støtter et højere niveau for screening i alle lande.

”De nuværende regler indeholder en samarbejdsmekanisme, men den er kun gældende for de lande, der har en investeringsscreeningspraksis, og forordningen pålægger ikke medlemslandene at implementere en investeringsscreeningsmekanisme

Grønkraftforeningen fremhæver, at FDI-forordningen (Foreign Direct Investments) udvides til indirekte investeringer, så risikoen mindskes for europæisk afhængighed af energiteknologi fra tredjelande og fremmede magters kontrol.

Danske Rederier advarer om, at den foreslåede lovgivning ikke må blive til en anti-handelsmekanisme, der tjener kortsigtede økonomiske nationale interesser ved at forhindre udenlandske investorer i at få fodfæste på et bestemt marked. (Dj/050624)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.