Enhedslisten: Fetagak udvides med geografiske betegnelser

Ordninger med geografiske betegnelser skal være enkle og ikke afføde ekstra kontrolkrav, siger fødevareminister Jacob Jensen. Foto: Fagpressen.eu

Ubegejstret mandat til kulinarisk geografi – indhug i varemærker

Af Claus Djørup
Det er ikke med ovenud begejstring, at fødevareminister Jacob Jensen (V) fredag 17. marts sikrede sig europaudvalgets opbakning til EU-kommissionens forslag om beskyttelse af geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter. Forslaget kan forringe beskyttelsen af varemærker.

– Generelt er ordningerne for geografiske betegnelser ikke særligt kendte i Danmark. De er til gengæld meget populære i Sydeuropa, forklarer Jacob Jensen.

En række medlemsstater er skeptiske overfor at overføre opgaver til EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret, oplyser han.

Heriblandt finder man Danmark. Jacob Jensen understreger, at ordningen ikke må hæmme udviklingen af nye produkter eller gå imod markedsorienteringen af landbrugssektoren.

Det bør også afklares, hvordan og hvilke opgaver, der varetages af EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret, pointerer han.

Omsiggribende bureaukrati
Alene Enhedslisten voterede imod mandatet ved forelæggelsen fredag 17. marts med begrundelsen, at den ejendomsretlige beskyttelse af geografiske betegnelser har grebet om sig i et uacceptabelt omfang.

EU-ordfører Søren Bo Søndergaard (EL) mener, at EU ikke skal blande sig i dette. Han trækker en gammel sag frem fra Mimi Jakobsens periode som erhvervsminister i midten af 1990’erne. I 2005 afgjorde EU-domstolen navnestriden om feta til fordel for Grækenland.

– Omfanget af EU’s opgave på dette område øges. Det støtter regeringen ikke meget, men lidt. Når man tænker på, hvor mange domstolsressourcer, der er blevet brugt på at finde ud af, om det er salattern eller hvad det er. Det er fuldstændig gakgak efter min mening, sagde Søren Bo Søndergaard.

Bidesild?
Selvfølgelig skal Samsøkartofler komme fra Samsø og ikke Sverige, og Bordeauxvin skal komme fra Bordeaux, mener han om geografiske betegnelser, men ikke Feta, der betyder skiver.

Skal Bidesild også beskyttes? anførte Søren Bo Søndergaard.

– Vi støtter, at geografiske betegnelser skal bidrage til målene i jord til bord-strategien. Det er også relevant, at bæredygtighed kan indarbejdes som et kriterium i den sammenhæng, svarede Jacob Jensen. Han tilføjede, at sådanne ordninger skal være enkle og ikke afføde ekstra kontrolkrav.

– Det er et eksempel på et sted, hvor EU bruger en masse ressourcer på noget, som ikke er særlig relevant, replicerer Søren Bo Søndergaard efter udvalgsmødet.

Udvander beskyttelse af varemærker
Forordningen risikerer at forringe varemærkeindehaveres beskyttelse mod registrering af en geografisk betegnelse, fremgår det af politikernotatet.

Jacob Jensen lægger i sit mandat vægt på, at indehavere af varemærker ikke skal stilles ringere end den beskyttelse, som varemærkeretten giver over for andre kendetegn.

Forslaget ventes vedtaget på landbrugsministrenes rådsmøde mandag 20. marts. Det vil i sin nuværende form medføre, at der skal indføres en hjemmel i den danske lovgivning til at anerkende producentsammenslutninger. Videre skal bekendtgørelsen om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer tilpasses.

Indholdet
De vigtigste elementer er ifølge Fødevareministeriets notat:
1. Håndhævelsen forbedres med øget fokus på internetsalg.
2. Favorisering af geografiske betegnelser, dvs.et eksisterende varemærke kun beskyttes mod registrering af en geografisk betegnelse, hvis registrering – grundet varemærkets omdømme og anseelse – kan vildlede forbrugerne i forhold til den oprindelige/”rigtige” identitet for produktet.
3. Beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser omfatter også top-domænenavne på internettet.
4. Procedurerne for registrering af geografiske betegnelser bliver identiske, og ansøgninger kan fremsendes digitalt.
5. Geografiske betegnelser skal klassificeres i kodningssystemet for produkter, der bevæger sig i handel i EU.
6. Sagsbehandlingen flyttes til Den Europæiske Unions kontor for intellektuel ejendomsret (EUIPO).
7. Der fastsættes regler for anvendelse af fødevarer med en geografisk betegnelse som ingrediens i en fødevare.
8. Bæredygtighedskriterier tilskyndes, men vil ikke være obligatorisk.
9. Producentsammenslutninger kan oprettes på initiativ af interesserede parter.
10. Ordningerne for vin og spiritus revideres alene med henblik på, at bæredygtighedskriterier kan indgå i varespecifikationen. (Dj/200323)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.