Kongeriget stemmer igen modsat EU om hvalfangst

Danmark til EU: IWC skal holde sig færøske og grønlandske småhvaler
Naaja H. Nathanielsen: Kom i gang med hvalpolitisk sprogfornyelse

Af Claus Djørup
Regeringen har fuld opbakning i europaudvalget til at forfægte Grønlands og Færøernes interesser på det næste tre møde i den internationale hvalfangstkommissions IWC (The International Whaling Commission), hvor Kongeriget Danmark som tilforn stemmer imod EU’s hvalpolitik.

Det første af de næste tre samlinger er i australske Hobart på Tasmanien fra den 27. september til 2. oktober. På højkant er grønlandske fangeres småhvaljagt og færingers traditionelle grindejagt.

For kongeriget drejer det sig om at dels bevare den halvautomatiske forlængelse af kvoter for oprindelige folks hvalfangst, dels undgå en udvidelse af IWC’s beføjelser til småhvaler.

Enstemmigt mandat
De nordatlantiske rigslande er ikke medlemmer af EU og derfor ikke bundet af EU’s fælles holdning i IWC.

Danmarks medlemskab af IWC dækker alle tre rigsdele, hvorfor Danmark reserverer sig ret til at indtage særstandpunkter på vegne af Færøerne og Grønland, fastslog udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i sin forelæggelse fredag 18. september, da han fik enstemmig opbakning til sin .

Sprogmodernisering
Danmark befinder sig på den hvalpolitiske midte mellem mellem kommercielle hvalfangere og hvalfredere, kan man forstå på udenrigsministeren. Det medvirker til dels at sikre fornyelse af grønlandske kvoter, dels holde sammen på IWC.

Til gengæld fornyes termen for oprindelige folk næppe. En arbejdsgruppe kan ikke blive enige om, hvorvidt ‘aboriginer’ skal udskiftes med ‘oprindelige folk’. Den nuværende benævnelse er på engelsk ”Aboriginal Subsistence Whaling” (ASW), mens kongeriget ønsker at ændre det til Indigenous Peoples Whaling (IPW).

Argumentet er, at det vil være på linje med allerede godkendte og anvendte termer i FN- og Arktisk Råds regi. Modstanderne frygter, at gamle beslutninger skal omgøres ved at skifte benævnelse, erfarer Fagpressebureauet.

Kom i gang med ny term
Fagpressebureauet: Hvor hårdt står Grønland på, at det udtryk skal ændres:

– Jeg kan ikke tale på Grønlands vegne. Det gør naalakkersuisut (Grønlands regering, red.), men for IA’s vedkommende kan jeg sige, at det jo ikke er anderledes, at alle andre også må modernisere deres sprogbrug, når det bliver forældet og får en anden klang i nutidens ører. Det er bare om at komme i gang, selv om man synes, at det bliver svært, siger folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA).

Hun lægger vægt på, at naalakkersuisut og den færøske side ikke ønsker at udvide IWC’s regulering til mindre hvaler, samt at man tager hensyn til de traditionelle fangstmetoder.

2017-mandatet
Situationen er meget lig det forrige hvalmandat i europaudvalget i 2017, da daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) fik mandat til at stemme imod en tilsvarende EU-rådsafgørelse.

De daværende grønlandske folketingsmedlemmer, Aleqa Hammond (NQ) og Ajaa Chemnitz Larsen (IA), stod stejlt på, at IWC ikke skal regulere småhvaler såsom finhval, som i dag reguleres af NAMMCO (The North Atlantic Marine Mammal Commission), i samarbejde med Canada. NAMMCO består af Norge, Island, Færøerne og Grønland. (Dj/190926)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.