
Beklagelse med selvros over hurtigt kompromis om toldsamarbejde
Europaudvalget udstikker mandat til effektivere toldkontrol, EU-landene vedtager en toldafgift på fortrinsvis kinesiske småpakker, og Sverige åbenbarer omfanget af farlige onlineprodukter
Af Claus Djørup
SVT’s Rapport – det svenske modstykke til TV-Avisen – markerede ministerrådets vedtagelse fredag 12. december af en EU-pakketold med et indslag om giftige, brandfarlige og strømførende produkter, som svenske toldere beslaglægger i rekordtal blandt småpakker (Tullbeslag: Giftiga och farliga varor förstörda).
Hidtil i år har det svenske toldvæsen destrueret 700.000 ud af 1,7 mio. forsendelser, hvilket i runde tal er mere end to ud af fem enheder. Mange er piratkopier såsom reservedele til rulletrapper, der er bestilt af en virksomhed og ikke en privat forbruger.
Det peger frem mod et endnu diffust forslag om en EU-enhed for markedsovervågning, som indgår i EU-kommissionens forslag til toldprogram, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) samme formiddag fik et sidste øjebliks mandat til i europaudvalget.
EU-kommissionen foreslår et syvårigt budget på ca. 41 mia. kr. i årene 2028-2034, der skal bl.a. styrke EU-landenes forbrugsmyndigheders samarbejde om it-systemer og produktsikkerhed.
Dansk effektivitet
Opbakningen er stor blandt medlemslandene, og forhandlingerne er gået som smurt, så ved mandatforelæggelsen beklagede erhvervsminister Morten Bødskov (S), at europaudvalget ikke var blevet inddraget tidligere. De 27 landes fælles holdning ventes allerede vedtaget i ambasssadørforsamlingen Coreper den 19. december.
– Det har overrasket os meget, at forhandlingerne er gået så problemfrit, undskyldte Morten Bødskov sig.
Han fortsatte med en ros til den danske indsats som EU-formandsland, og den ros kan mere eller mindre anonyme embedsmænd i Udenrigsministeriet og de øvrige ministerier glæde sig over.
– Man kan håbe, at det er noget af det, der har sat sig efter et dansk formandskab, som – må man sige – har været drevet meget effektivt. Vi har lykkes med at finde mange gode og rigtige kompromiser.
Landene skal have indflydelse
Mandatet indledes med et standard forbehold ved at lægge stor vægt på, at
1) forhandlingerne om toldprogrammets indhold ikke foregriber forhandlingerne om rammen for EU’s kommende syvårsbudget
Videre lægges vægt på et par andre rutineformuleringer samt en armlægning mellem EU-kommissionen og de 27 regeringer, nemlig at
2) forslaget understøttter forenkling og fleksibilitet
3) forslaget har fokus på synergier og effektivt brug af administrative ressourcer
4) medlemslandene fortsat har løbende indflydelse på budgettet i toldprogrammet, herunder prioritering af aktiviteter og projekter
Opbakningen til mandatet var næsten total. Alene løsgænger Theresa Scavenius voterede imod.
EU-ordfører Søren Bo Søndergaard voterede ja, til trods for at landenes indflydelse på prioriteringen var ham en tak for lav.
Hæv EU’s toldandel
EU-ordfører Christian Friis Bach (V) betegnede mandatets formuleringer som ‘fluffy’ (luftig) og spurgte, hvordan virksomhederne konkret ville opleve lettelser.
Christian Friis Bach antydede tillige, at det kunne være fornuftigt at hæve EU’s andel af toldindtægter fra 75 procent til eksempelvis 78 % i stedet for at opfinde mærkelige afgifter og særindtægter til EU.
– Den konkrete effekt i kroner og øre kan vi ikke siget noget om på nuværende tidspunkt, men det følger det danske formandskabs ledetråd om, at vi skal have effektiviseret dette system og have gjort byrderne for erhvervslivet mindre, svarer erhvervsministeren om sammenlægningen af de fem spor.
Overvågning af importeret tingeltangel
-Der er udfordringer, når man ser, hvad der kommer ind i Europa. På nuværende tidspunkt vides det ikke helt eksakt, hvilke kompetencer den pågældende myndighed skal have, oplyste Morten Bødskov om toldprogrammets markedsovervågningsenhed..
EU-kommissionens overordnede sigte og signaler er at skabe mere og bedre koordineret håndhævelse mellem medlemslandenes markedsovervågningsmyndigheder. Det kunne være fælles it-systemer og ‘data hubs’.
– Flere medlemslande har efterspurgt, at EU-kommissionen får egentlig kompetence i store og grænseoverskridende tilfælde på markedsområdet. Der er vi ikke endnu, men det er bare for at sige, at tanken er født, fortsatte Morten Bødskov.
– Grundlæggende handler det om at få skabt mulighederne for at få koordineret håndhævelsen mellem medlemslandenes markedsovervågningsmyndigheder bedre. Niveauerne for, hvad der skal ske, kommer efterfølgende til diskussion, erklærede Morten Bødskov i et svar til Søren Bo Søndergaard.
De fem programområder
Forhandlingerne om selve toldreformen pågår stadig. Toldprogrammet leverer noget af det administrative og praktiske maskineri.
De fem eksisterende toldprogrammer, som lægges sammen, handler ifølge politikernotatet:
* samarbejde på toldområder
* det indre marked
* bekæmpelse af svig
* udveksling af information og samarbejde på skatteområdet (Fiscalis)
* finansiel støtte til toldkontroludstyr som en del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning
Fast toldbeløb på småpakker
Samme dag blev EU-landene enige om et andet toldforslag vendt mod importeret tingeltangel.
EU’s økonomi- og finansministre med økonomiminister Stephanie Lose (V) i formandssædet vedtog en midlertidig afgift på 3 euro (22,35 kr.) på små pakker af en værdi 150 euro (1.117,50 kr.) fra 1. juli 2026. Afgiften gælder, indtil toldfriheden for småpakker er afskaffet senest i 2028.
EU-kommissionen estimerer, at op til 65 % af små pakker, der kommer ind i EU, er undervurderet for at undgå told ved import, og 91 % af alle e-handelsforsendelser til en værdi af under 150 euro fra Shein og Temu og andre kinesiske onlinebutikker i 2024.
”Udover dens effekt på EU-virksomheders konkurrenceevne har tærsklen også givet anledning til miljømæssige bekymringer, da den giver virksomheder uden for EU incitament til at opdele forsendelser i individuelle pakker,” hedder det i Stephanie Loses EU-pressemeddelelse. (Dj/131225)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.