
Radikaler i spidsen for europaudvalget med 10 nye EU-ordførere. Venstre indsætter tre ministre som udvalgsmedlemmer. Valgperioden indledes med to budgetmandater angående forskning og grænsevagt

Af Claus Djørup
Udskiftningen blandt EU-ordførerne er nær total, når nyvalgte Steffen Holme Helledie (R) griber om klokken på det første møde..
36-årige Steffen Holme Helledie har praktisk EU-erfaring som international konsulent ved Norddanmark EU-Kontor, som har del i at få Ålborg på landkortet som Europas mest innovative by – Rising Innovation Awards – i begyndelsen af året. Han er tillige nyvalgt medlem af byrådet i Ålborg.
Kun én ordfører er genganger fra før folketingsvalget den 24. marts, nemlig Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Alex Ahrendtsen (DF) er den anden, som blev genvalgt, men han har overleveret ordførerskabet til Mette Thiesen (DF), efter at han er blevet gruppeformand. Hun er tillige udvalgets næstformand.
Venstre indsætter EU-erfarne ministre
Venstre har foretaget en løjerlig indskiftning på kant med magtdelingslæren. Tre fungerende ministre er placeret i udvalget, nemlig europaminister Marie Bjerre (V), landdistriktsminister Morten Dahlin (V) og fødevareminister Jacob Jensen (V). Partiets hidtidige ordfører, Christian Friis Bach (V), blev ikke genvalgt.

Til gengæld bliver de eneste i det nye europaudvalg (EUU), som har erfaring fra EU-systemet qua deres arbejde med kompromisser om EU-forslag og deltagelse i ministerrådsmøder ikke mindst under det´danske EU-formandskab i efteråret 2025.
Udvalgsmedlem forelægger ministermøde
Jacob Jensen møder i øvrigt op til udvalgets første møde efter valget som minister for at forelægge dagsordenen for landsbrugs- og fiskeriministerrådsmødet, der finder sted den 27. april i Luxembourg. Her er landbrugsstøtten i den næste syvårige budgetrammeperiode 2028-2034 er fast dagsordenspunkt.
Venstre har placeret ministre i alle fire nedsatte udvalg – forretningsordens-, finans- og europaudvalgene og udenrigsnævnet – samt i sin gruppeledelse, mens de øvrige udvalg afventer en ny regering. Eneste post til et menigt V-medlem er som stedfortræder i udenrigsnævnet, som er tildelt Christoffer Aagaard Melson (V).
S
Statsministerpartiet har syv udvalgsmedlemmer: Kasper Roug (S), Flemming Møller Mortensen (S), bogaktuelle Anne Paulin (S), Mogens Jensen (S), Christian Rabjerg Madsen (S), Lea Wermelin (S) og Leif Lahn Jensen (S). Den hidtidige EU-ordfører, Henrik Møller (S), er relegeret til første stedfortræder i Nordsjællands Storkreds.
SF
SF lader indtil videre Lisbeth Bech-Nielsen (SF) repræsentere partiet, og de to andre medlemmer er den ligeledes europaudvalgserfarne Marianne Bigum (SF) og Karsten Hønge (SF). Her røg Claus Jørgensen (SF) ud.
LA
Nyvalgte Thorbjørn Jacobsen (LA), skal løfte Liberal Alliances ordførerskab efter valgslagne Alexander Ryle (LA). Ligeledes nyvalgte Mads Strange (LA) er partiets andet medlem af udvalget.
M
Moderaternes to EUU’er er midlertidig EU-ordfører Mohammad Rona (M) samt Monika Rubin (M).
K
Det konservative Folkepartis to medlemmer er den folketingserfarne Birgitte Bergman (K) og nyvalgte Anders Storgaard (K). EU-udvalgsformand og -ordfører Brigitte K. Jerkel (K) genopstillede ikke.
EL
Eva Flyvholm (EL), som tidligere har siddet i Folketinget i syv år, er foreløbig afløseren for Søren Bo Søndergaard (EL), som ikke genopstillede. Enhedslistens andet medlem er nyvalgte Sinem Dybvad Demir (EL).
R
Nyvalgte Thomas Rohden (R) er Det radikale Venstres andet medlem af det 29 mand store udvalg inklusive stedfortrædere.
Steffen H. Helledie kan belave sig på at aflevere formandsklokken, hvis Det radikale Venstre bliver regeringsparti. Der er tradition for, at en oppositionspolitiker varetager hvervet.

DF skifter MEP
Dansk Folkeparti har tre udvalgsmedlemmer. Foruden Mette Thiesen er det nyvalgte Malte Larsen (DF), som hedder det samme som en genvalgt socialdemokrat, og Morten Messerschmidt (DF) .
Nyvalgte Anders Vistisen (DF) glimrer ved sit fravær på DF-listen. Han vil ikke bruge sin europapolitiske erfaring i EUU. Han kommer ellers direkte fra EU-parlamentet, hvor han har spillet en fremtrædende rolle i den Viktor Orbán-venlige gruppe Patrioter for Europa.
Hans EP-mandat overdrages til Majbritt Birkholm (DF), som fik Folketingets godkendelse torsdag 16. april. Næste afstemninger i EP-plenum er 28. april.
DD
Nyvalgte Ulrik Knudsen (DD) er Danmarksdemokraternes medlem nr. to.
AL
Nyvalgte Elise Sydendal (AL) afløser valgslagne Sascha Faxe (AL). Otte stemmer skilte de to i Sjællands Storkreds.
Ved folketingsvalget røg den ihærdige, uforglemmelige løsgænger, Theresa Scavenius, også ud.
Fem forhåndsstøtter
Borgernes parti og løsgængerne er ikke repræsenteret i udvalget. De medregnes dermed automatisk som støtte til regeringens forhandlingsmandater uanset regeringens sammensætning.
I europaudvalget skal man udtrykkeligt votere nej, og ellers regnes det for ja. Man kan ikke stemme blank eller udstyre sit votum med bindende betingelser, forudsætninger eller andre krølledurer.

To budgetmandater og retsforbehold til en start
EUU-debutanterne stifter straks bekendtskab med de første EU-forkortelser, når de mødes fredag 24. april. Det bliver CAP, som er akronym for Common Agriculturel Policy (den fælles landbrugspolitik), og MFF, der står for Multiannual Financial Framework (flerårig finansiel ramme) og er betegnelsen for de syvårige budgetperioder.
Deres hovedopgave på førstedagen er godkendelse af to forhandlingsmandater vedrørende forhandlingerne om den næste MFF, så de danske diplomater i Bryssel har en rettesnor.
Fungerende forskningsminister Christina Egelund (M) skal have mandat til Horisont Europa 2028-2034. Det danske mandat vil lægge vægt eller stor vægt på at kunne finansiere forsvarsprojekter i dette program.
Fungerende energiminister Lars Aagaard (M) tager sig af et tilsvarende Schengenmandat på vegne af udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S). Det indeholder mindst 15,4 mia. euro (114,7 mia. kroner) til forvaltning af de ydre grænser og tilbagesendelser.
Her får debutanterne også straks indblik i håndtering og definition af det danske retsforbehold. Regeringen lægger mellem linjerne op til at tilslutte sig forordningen på mellemstatsligt grundlag inden et halvt år efter vedtagelsen.
Budgetpassus
Begge mandater vil givetvis indeholde en passus om, at forslaget ikke må foregribe forhandlingerne om EU’s 2028-2034-budget.
Det skyldes, at Danmark gerne vil flytte midler fra primært landbrugssubsidier til nyttigere formål i stedet for at lade det samlede EU-budget vokse, som ikke mindst EU-parlamentet sædvanen tro kræver.
Den 15. april vedtog et flertal i EU-parlamentets budgetudvalg, at det næste syvårsbudget bør stige med 10 procent til 1,27 % af bruttonationalindkomsten.
Midlertidig nultold på gødning
Fire forhandlingsmandater er på europaudvalgets dagsorden torsdag 30. april.
Det første mandat gælder suspension af told på i øvrigt drivhusgastung gødning, hvor Rusland og Belarus har været hovedleverandører til EU-landene.
Delegerede retsakter
Det næste er simplificering (som nogle generelt opfatter som afregulering) af oplysningskrav om bæredygtighedsrelaterede aktiviteter i den finansielle sektor.
Her dukker delegerede retsakter op, hvor regeringen ønsker at indhegne bemyndigelsen for EU-kommissionens delegerede retsakter (bekendtgørelser), som ofte er Enhedslistens og Dansk Folkepartis begrundelse for at votere nej.
Konsekvensvurdering mangler
De to sidste mandater vedrører mandater vedrører en pensionspakke.
På den negative side er regeringen imod, at det paneuropæiske personlige pensionsprodukt (PEPP) automatisk skal have den mest muligt favorable skattebehandling. Videre kritiserer regeringen som så ofte før manglen på en konsekvensvurdering.
Det sidste mandat omhandler et forslag om udbredelse af arbejdsmarkedspensioner og kanalisering til vækstkapital. Det støtter regeringen, men efterlyser en konsekvensvurdering, så man populært sagt ikke lovgiver i blinde. (Dj/220426)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.