Storbritannien vil i fiskerikrig med Færøerne

EU freder Island indtil regeringen er på plads i Reykjavik

Af Claus Djørup
Storbritannien opfordrer EU-kommissionen til at iværksætte sanktioner over for Færøerne og Island i de standende fiskerikonflikter om makrel- og sildekvoter.

Det noterer det irske EU-formandskab i referatet fra EU-landbrugs- og fiskeriministerrådsmødet mandag 13. maj i Bryssel.

Mange lande støttede iværksættelsen af handelssanktioner, mens nogle lande slog til lyd for fortsat at afsøge mulighederne for en forhandlingsløsning med Island om makrel og Færøerne om makrel og atlantoskandisk sild, fremgår det af referatet.

Irland er selv blandt de mest krigeriske lande i de nordøstatlantiske fiskestridigheder. Skotland er på samme linie, og den britiske delegation ved fiskeri- og landbrugsrådsmøder omfatter ministre fra lokalregeringerne i Skotland, Nordirland og Wales.

EU-KOMMISSIONEN AFVENTER ISLANDSK REGERING
Island er ved at skifte regering efter altingsvalget 27. april, der formodes at være stejlere i optagelsesforhandlingerne end den gamle centrum-venstre regering.

EU-kommissionen er parat til at igangsætte handelssanktioner over for Færøerne i sildestriden, mens kommissionen først vil snakke med den endnu ikke dannede regering I Reykjavik, oplyser det irske formandskab.

DANMARK LOVER FÆRØERNE BISTAND
Fiskerikommissær Maria Damanakis trussel om handelssanktioner over for Færøerne stjal opmærksomheden i europaudvalget fredag 19. april.

Processen mod beslutning om sildesanktioner over for Færøerne vil blive nøje fulgt af den danske regering for at sikre, at alle principper og regler overholdes. Danmark vil tillige yde retsbistand til Færøerne.

– Fra dansk side anses iværksættelse af sanktioner som absolut sidste option, når alle andre muligheder er udtømte. Det kan blive rigtig alvorligt. Vi har ikke set noget papir endnu, så vi aner ikke omfanget af det forslag, der kan komme, understregede fødevareminister Mette Gjerskov (S) i europaudvalget den 19. april.

Fire dage før meddelte den græske kommissær i EU-parlamentets plenum, at EU-kommissionen er i gang med at tage sanktionsinstrumentet i brug over for Færøerne på grund af striden om sildekvoter. Det skete i parlamentets spørgetime i Strasbourg mandag 15. april, hvor ingen dansker tog eller fik ordet. (Dj/140513)

Comments are closed.