De to forslag vedrørende person- og varebiler lukker det smuthul, der gør det muligt for bilproducenter at deklarere en højere CO2-værdi end den målte CO2-værdi, forklarer Energi- og Klimaministeriet. Foto: Fagpressen.eu
Bilfabrikker overvurderer bevidst CO2-udledning med 4,5 % i gennemsnit
Af Claus Djørup
Bilproducenter har en knibsk måde at forberede sig på strammere klimakrav. De sørger simpelt hen for et kunstigt højere udgangspunkt, at nuværende biler deklareres med højere CO2-udledning, så det bliver relativt lettere at opfylde nye, skærpede krav til CO2 per km.
Den gennemsnitlige uoverensstemmelse er ifølge EU-kommissionen 4,5 procent, og der er konstateret uoverensstemmelser op til 15 procent. Undersøgelsen er udført af Joint Research Center, der ligger i Sipra nord for Milano
Derfor foreslår energikommissær Miguel Arias Cañete ændringer i overgangen fra den gamle typetestprocedure NEDC (New European Driving Cycle) til den ny WLTP (Worldwide Harmonised Light Vehicle Test Procedure) for måling af køretøjers CO2-udledning.
De to forslag for henholdsvis nye person- og varebiler behandles og vedtages sandsynligvis i en EU-komitéen for klimaændringer torsdag den 6. december.
Det sker med dansk støtte, meddeler energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i et politikernotat. Her betegner bilfabrikkernes adfærd som udvanding.
De to forslag indeholder præciseringer for bl.a. batteriets opladningstilstand og gearskiftemønstre.
Bilfabrikanterne afkræves tillige en redegørelse for, om allerede typegodkendte køretøjer lever op den skærpede test for brændstofforbrug.
Om et par år skal fabrikanternes nye biler i gennemsnit holder sig under 95 gram CO2 per kilometer i gennemsnit. Herefter skærpes målet yderligere med en procentsats på 15 i 2025 og yderligere en snes i 2030.
”Forslagene har til formål at lukke det smuthul i reglerne, der gør det muligt for bilproducenter at deklarere en højere CO2-værdi end den målte CO2-værdi,” udmejsles det i politikernotatet. I Danmark har det den umiddelbare konsekvens, at bilerne risikerer at blive dyrere i afgift end nødvendigt, når de placeres i afgiftsskalaerne som mindre rene biler end de faktisk er.
WLTP er en mere virkelighedstro laboratorietest end NEDC-metoden, men heller ikke den ny test indeholder afprøvning RDE (Real Driving Emissions – udledninger i realistisk kørsel). (Dj/051218)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.