Polens regering fører valgkamp mod hvede fra krigsramt land

Jacob Jensen: Udvid Ukraines kornkorridorer og fjern importbarriere

Af Claus Djørup
Ukrainsk korn skal ikke ligge på lager som mål for russiske bomber, men transporteres hurtigt ud gennem EU ad de såkaldte solidaritetsruter til verdensmarkedet.

Danmark støtter en udvidelse af kapaciteten i de alternative fragtruter, erklærer fødevareminister Jacob Jensen (V) forud for EU’s landbrugsministres rådsmøde den 18. september.

– Det handler først som sidst om at få det korn ud af hensyn til økonomien i Ukraine og de markeder i særligt i Nordafrika og Mellemøsten. Svaret er ikke et importforbud. Svaret er at udvide kapaciteten på de landkorridorer, der skal være alternativ til Sortehavet, siger Jacob Jensen til Fagpressebureauet.

– Vi har en god og fordomsfri snak om disse ting, svarer han om landbrugsministrene forhandlinger.

De lokale importforbud hindrer ikke, at korn sendes i transit gennem de fem medlemsstater til de øvrige 22 EU-lande eller til tredjelande i billedtalt plomberede godsvogne eller lastvogntog.

Dumpes lokalt
Den danske landbrugsminister erkender dog, at nabolandende har en udfordring med ukrainsk korn, der lander på det lokale marked, fordi fragtkorridorerne er utilstrækkelige.

– Det er en reel problemstilling, men det er vores position, at vi skal beskytte de principper, vi arbejder efter i det indre marked, selv i en svær situation – man kan næsten sige specielt i en svær situation – er det vigtigt at stå fast på principperne omkring varernes frie bevægelighed, sagde den danske landbrugsminister i europaudvalget fredag 15. september i et svar til EU-ordfører Alexander Ryle (LA).

Anerkender polsk indsats
Fagpressebureauet: Skal man vente med at finde en løsning til efter den valget i Polen den 15. oktober?

– Jeg er med på, at der er et indenrigsanliggende i Polen om dette spørgsmål, hvor man oven i købet har oplevet en udskiftning af den polske landbrugsminister. Jeg skal ikke begive mig ud i, hvad der er op og ned i den polske dagsorden. Jeg interesserer mig for, at et samlet EU hjælper Ukraine med at eksporteres deres korn, svarer Jacob Jensen.

– Polen trækker et enormt læs i forhold til Ukraine-situationen. Der er masser af flygtninge med deraf følgende problemstillinger, som polakkerne tager på sig. Det skal man også anerkende i sammenhæng, slutter Jacob Jensen.

EU-kommissær vil forlænge
EU’s midlertidige importforbud for hvede, majs, raps, solsikke og solsikkeolie fra Ukraine udløb 15. september. Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien ønsker importrestriktionerne forlænget for at beskytte deres landmænd mod lavere priser.

Der er for mange argumenter for at forlænge dette forbud, mener EU’s landbrugskommissær, polakken Janusz Wojciechowski, som er medlem af regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS). Han lægger op til en forlængelse af importforbuddet for de fem lande.

– De forebyggende foranstaltninger er effektive, stabiliserer markeder i de fem medlemslande og hjælper med at øge eksporten gennem solidaritetsruter, sagde Janusz Wojciechowski i EU-parlamentet den 12. september om de protektionistiske foranstaltninger.

I Polen er transit et spørgsmål om fragtomkostninger og ikke om infrastruktur Polen, fastslog landbrugskommissæren. Merprisen er 20-40 euro (149-298 kr.) per ton ifølge ukrainsk beregning. Der er også midler i bl.a. EIB og Verdensbanken til at udbygge infrastrukturen i Rumænien.

Polen klar til ensidigt forbud
-I dag er der ikke noget vigtigere emne end de polske landmænds interesser, sagde Polens tidligere ministerpræsident og nuværende medlem af EU-parlamentet, Beata Szydło (PiS/ECR), i debatten om ukrainsk korn.

– Den polske regering har i dag vedtaget en resolution, hvori den klart slår fast, at hvis EU-Kommissionen ikke forlænger forbuddet mod import af korn og andre produkter, bl.a. til Polen, vil vi gøre det ensidigt, oplyste hun.

Polsk valgkamp om landbostemmer
Modstanden mod ukrainsk korn er en mærkesag for PiS-regeringen i valgkampen op til parlamentsvalget den 15. oktober. Samtidig yder Polen stor hjælp til det krigsramte nabolands militær og flygtninge.

Den polske landbrugsminister, Robert Telus, opfordrer EU til at sikre en effektiv og sikker transit af ukrainsk korn, der transporteres gennem nabolandene, skriver Polskie Radio.

Garneret i en bandrulle mod Bruxelles og Berlin meddelte ministerpræsident Mateusz Morawiecki fredag 15. september på et tv-transmitteret vælgermøde, at Polen vil opretholde importforbuddet.

Det samme gælder de fire andre lande, oplyser Østrigs public service-station ÖRF.

Toldfri import
Ministerrådet vedtog 25. maj i år en etårig forlængelse af forordningen om midlertidig ensidig handelsliberalisering for ukrainske varer, der eksporteres til EU.

Kort forinden indgik EU-kommissionen en aftale med Ukraines fem nabolande – Polen, Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien – om transit af landbrugsvarer og restriktioner på import af ukrainsk korn til de fem lande. Desuden har de fem landes landmænd fået to kompensationspakker.

Imidlertid anklager den polske regering ukrainske kornfirmaer for at dumpe kornet i nabolandene.

Den danske landbrugssektor – Landbrug & Fødevarer – støtter EU-kommissionen, hvis man ellers kan undgå en væsentlig stigning i importen. I givet fald må de suspenderede toldafgifter genindføres.

Transportstøtte
EU-ordfører Christian Friis Bach (R) åbner for justeringer i landbrugspolitikken, hvis presset fra den ukrainske landbrugssektor bliver for stort på nabolandene.

– Dybest set synes jeg ikke, at det er nødvendigt. Vi skal kunne importere import fra Ukraine, samtidig med at vi fastholder den danske og europæiske landbrugspolitik, siger Christian Friis Bach.

En eventuel støtte til transport kunne hentes i Ukraine-fondene fremfor i landbrugsstøtten, påpeger han.

EU-ordfører Søren Bo Søndergaard (EL) har forståelse for de fem landes problemer, men det må ikke blokere for en løsning.

– Det kan godt være, at det kommer til at koste nogle penge, men som det er nu bliver Ukraine taget som gidsel, og det kan vi ikke acceptere, siger Søren Bo Søndergaard. (Dj/160923)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.