Otte lande foreslår digitalt socialpas til vandrende arbejdstagere

Ane Halsboe-Jørgensen arbejder stadig med dansk id-kort mod social dumping på byggepladser

Af Claus Djørup
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) opfordrer EU-kommissionen til at fremme et europæisk digitalt socialsikringspas, når arbejdsmarkedsministrene når frem til punktet eventuelt på deres rådsmøde mandag 2. december i Bryssel.

Her fremlægger hun et papir (”non paper”) angående fri og fair bevægelighed i EU, hvor medunderskriverne er ministerkolleger fra Tyskland, Holland, Belgien, Finland, Grækenland, Kroatien og Slovenien. Overskriften er ”Digital tools to promote free and fair movement of workers in the EU” (Digitale værktøjer til at fremme fri og retfærdig bevægelighed for arbejdstagere i EU).

Kernen i de otte landes oplæg er pilotprojektet ESSPASS (European Social Security Pass) – et elektronisk EU-socialsikringspas, der bygger på projektet med en digital ID-tegnebog. Dette projekt med en pålidelig og sikker digital identitet til alle europæere kunne lignes som en udvidelse af det blå EU-sygesikringskort.

Arbejdskort
– Det skal bidrage til korrekt udbetaling af sociale sikringsydelser til personer, der bevæger sig over grænserne i EU, forklarede Ane Halsboe-Jørgensen i europaudvalget fredag 29. november.

– Samtidig foreslår vi, at EU-kommissionen undersøger muligheden for et europæisk id-kort, som kan bidrage til at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og styrke indsatsen mod social dumping, fortsatte hun. Det drejer sig om et fælleseuropæisk arbejdskort med oplysninger om eksempelvis arbejdsgiver, arbejdsplads, arbejdsperiode og kontraktforhold.

Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal udforme modeller til et dansk id-kort, der kan spille sammen med en eventuel europæisk løsning, oplyste hun.

– Det er vigtigt for mig, at vi sætter alle sejl ind for at bekæmpe social dumping, erklærede Ane Halsboe-Jørgensen i sin korte fremlæggelse.

Byggepladser i fokus
Hertillands tager forslaget først og fremmest sigte på byggeriet.

– På dansk jord er byggeriet en hovedpine i forhold til en meget stor andel udenlandsk arbejdskraft og nogle lommer, hvor man systematisk spekulerer i at bryde reglerne. Derfor er byggeriet meget i fokus også for regeringens diskussioner om et id-kort, udtaler Ane Halsboe-Jørgensen til Fagpressebureauet.

– Vi har tidligere set EU-regler, der tager hånd om problemerne på transportområdet, men i forhold til id-kort er det primært byggeriet i en dansk kontekst, vi sigter mod, slutter Ane Halsboe-Jørgensen.

Forsøg
Et forsøg med id-kort på fire store byggepladser blev udråbt som en succes sidste år i en evaluering fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

”Evalueringen viser, at ID-kort kan gøre det nemmere og mere effektivt at føre kontrol med overholdelse arbejdsklausuler og arbejdsmiljøforhold når systemet er implementeret korrekt. Evalueringen viser også, at ID-kort har potentiale til at understøtte indsatsen mod social dumping,” hedder det i en pressemeddelelse fra beskæftigelsesminister Anne Halsboe-Jørgensen 21. juni 2023.

Pilotforsøget var baseret på den daværende S-regerings finanslovaftale for 2020 med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Aftale om bekæmpelse af social dumping
Disse fem partier plus Venstre, Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti indgik den 23. maj 2024 en bred aftale om begrænsning af social dumping på danske arbejdspladser. Således er alle partier bortset fra Liberal Alliance og Konservative Folkeparti med i aftalen.

Den indeholder følgende initiativer, hvor id-kort ikke er omfattet:
* Intensiveret tilsyn og entreprenørstop
* Boligtilsyn
* Styrket indsats mod illegal arbejdskraft
* Brancherettet indsats mod ikke reelt selvstændige
* Tættere samarbejde i komplicerede social dumping sager
* Forebyggende indsats i form af udbredt viden om regler og rettigheder mv. på det danske arbejdsmarked
* It-forbedringer i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT)
* Brancherettede indsatser i udvalgte sektorer
* Statens Kontrolenhed for Arbejdsklausuler

Fagbevægelsens Hovedorganisations formand, Morten Skov Christiansen, dvælede ved id-kortet i sin kommentar til 9-partiaftalen.

”Der er stadig meget at tage fat på. For eksempel har vi brug for at få indført et nationalt ID-kort, som vil gøre det meget nemmere at holde styr på den udenlandske arbejdskraft og sikre deres arbejdsforhold. Det har jeg en forventning om, at Folketinget arbejder videre med,” skrev FH’s formand.

Dengang sagde beskæftigelsesordfører Kim Valentin (V) til TV2, at Venstre er imod ID-kort, fordi det vil give virksomhederne mere administration: – Vi er ikke klar til at indføre det i denne omgang.

De to første lovforslag er fremsat og vedtaget som følge af aftalen, nemlig om indkvartering af ansatte (L14) og fremvisning af legitimation og flere oplysningskrav i RUT (L15), mens et tredje om entreprenørstop fremsættes inden jul.

EPSCO-rådet
EPSCO er en engelsk forkortelse for ministerrådet for beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik (Employment, Social Policy, Health and Consumer Affairs Council). (Dj/011224)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.