
Statsminister Jonas Gahr Støre i norsk fjernsyn. ENØK er en forkortelse for energiøkonomisk, dvs. energieffektivisering. (Skærmdump fra NKR)
Senterpartiet forlader koalition efter strid med Arbeiderpartiet om Norges tilpasning til energidirektiver
Af Claus Djørup
Statsminister Jonas Gahr Støre vil fortsætte som chef for en socialdemokratisk enpartiregering i Norge frem til stortingsvalget den 8. september. Han præsenterer den ny regering i næste uge.
Regeringssamarbejdet mellem Arbeiderpartiet og Senterpartiet brød sammen torsdag 30. januar over en strid om tre EU-energidirektiver hvis ikke hele EU’s fjerde energipakke, der kaldes ”Clean Energy for All Europeans”.
Det mest omstridte direktiv handler om grænseoverskridende eludveksling og rollen som opmand til agenturet for systemansvarsselskaber ACER (The European Union Agency for the Cooperation of Energy Regulators). Senterpartiet opfatter dette som en uacceptabel suverænitetsoverdragelse, men partiet vil dog ikke vælte en arbejderparpartiregering.

Senterpartiet imod EØS
Det handler ikke blot om konkrete EU-retsakter, men om Norges forhold til EU via EØS (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde). Senterpartiet er EU-modstander, og Norge har en fodslæbende holdning til at gennemføre EU’s energipolitik.
-Det er en fejl at knytte sig tættere til EUs energipolisk og et dysfunktionelt elmarked. Vi skal ikke tabe mere national kontrol. Norsk kraftpolitik skal styres fra Stortinget, siger Senterpartiets formand, afgående finansminister Trygve Slagsvold Vedum til NRK.
Norge lever af det indre marked
Det handler ikke om negative elpriser. Det handler om miljø, ENØK og fornybar energi, som er i vores interesse, siger Jonas Gahr Støre. (ENØK er forkortelse for energiøkonomisering, dvs. energieffektivisering og smart energi)
På sit pressemøde torsdag understregede Jonas Gahr Støre, at EU’s indre marked har stor betydning. EØS-aftalen giver tryghed om 400.000 eksportarbejdspladser i Norge, fordi Norge følge samme regler som i EU.
Energipolitisk pressemøde fredag
Statsminister Jonas Gahr Støre og energiminister Terje Aasland holder energipolitisk pressemøde fredag 31. januar kl. 11 i Oslo.
Her fremlægger de initiativer om strøm, der indgår i Arbeiderpartiets program, skriver NRK.
Samtidig – og tilfældigt – fremlægger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard initiativer på havvind- og brintområdet kl. 10.30.
Skagerrakkabler ugleset i Norge
Koalitionsregeringen overvejede stærkt at droppe fornyelse af de ældste kabler mellem Norge og Danmark i Skagerrak.
Det skulle beskytte Norge mod høje elpriser på det europæiske kontinent og sikre nordmænd billigere strøm. Det vil imidlertid også fjerne samvirken mellem norsk vandkraft og dansk vindkraft.
Ustabilt elmarked
Elmarkedet nede i Europa vældig ude af balance, men de tre direktiver fra 2018 er uproblematiske, erklærer Jonas Gahr Støre i et interview til NRK.
En tilsvarende diskussion pågår i Sverige, som har afblæst anlæg af Hansakablet mellem Ystad og Rostock.
De svenske og norske problemer og for den sags skyld også europæiske og tyske er mangel på overførselskapacitet fra nord til syd.
Hybridkabel mellem dansk og norsk felt i Nordsøen
Det danske systemansvarsselskab Energinet meddelte 16. november 2023, at man sammen med norske Statnett undersøger den tekniske gennemførlighed og mulige gevinster ved en ny hybrid elforbindelse mellem en dansk energiø og Sørvest F, der ligger i den norske del af Nordsøen.
Et sådant tovejskabel vil være en bro mellem de to landes transmissionsnet. Undersøgelsen skulle have været afsluttet ved slutningen af 2024, og forbindelsen kan tidligst være klar i 2035.
Otte ministre afgår
Arbeiderpartiet sidder på de to ministerier, der befatter sig med europæisk energi- og klimapolitik: energiminister Terje Aasland og klima- og miljøminister Andreas Bjelland Eriksen.
Følgende ministre fra Senterpartiet udtræder af regeringen:
finansminister Trygve Slagsvold Vedum (partiformand)
udviklingsminister Anne Beathe Tvinnereim
barne- og familieminister Kjersti Toppe
forsvarsminister Bjørn Arold Gram
justis- og beredskapsminister Emilie Enger Mehl
landbruks- og matminister Geir Pollestad
kommunal- og distriktsminister Erling Sande
forsknings- og høyere utdanningsminster Oddmund Hoel
(Dj/310125)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder
.