
Flere penge til uafhængig nyhedsjournalistik. Medlemslandene får indflydelse på medie- og kulturprogrammet Agora
Af Claus Djørup
Det gamle Grækenland er inspirationen til EU-kommissionens navngivning af et fusioneret og udvidet medie- og kulturprogram, som kaldes Agora – mødeplads.
Agoraen var centrum for det atletiske, kunstneriske, forretningsmæssige, sociale, åndelige og politiske liv i græske bystater, oplyser Wikipedia.
Det meste af disse aktiviteter dækker AgoraEU, hvor nyhedsjournalistik er opprioriteret.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) fik europaudvalgets opbakning til sit forhandlingsmandat fredag 20. februar. Alene Dansk Folkeparti voterede imod.
Det syvårige budget i 2028-2034 er på 8,6 mia. euro (63,9 mia. kr.), der fordeles med 3,2 mia. euro på Media+, 3,6 mia. euro på rettighedsprogrammet og 1,8 mia. euro på kultur.
Mediekrig mod misinformation
– Vi skal kunne klare os selv og forsvare os selv, og mediekrigen er en del af det, sagde EU-ordfører Christian Friis Bach (V), da han luftede tanken om en europæisk erstatning for ”Voice of America” gennem etablering af stærkere public service-agtige europæiske medier.
Det har en langtidsvirkende effekt, når vores demokrati gentagne gange bliver eksponeret for urigtig information, istemte Jakob Engel-Schmidt. Imidlertid er det ikke ligetil, erfarede han under det danske EU-formandskab i 2. halvår 2025.
– I forhold til public service-medier tværs over Europa var det en stor sorg for mig, at den københavnererklæring, hvor vi bad de europæiske nationer om at underskrive et simpelt dokument om, at retten til ikke at blive misinformeret og mediers frihed er afgørende. Ungarn var det eneste land, der ikke vil underskrive, sagde Jakob Engel-Schmidt.
– Derfor tror jeg ikke, at det på alle områder er lige nemt at erstatte et public service medie, der forsvinder og finansieret af amerikanerne, med eksempelvis europæiske penge.
Uafhængige medier
Løsgænger Theresa Scavenius kritiserede, at forskellige programmer puljes, for det rummer fare for udvanding af nogle formål, når andre formål prioriteres politisk højere. Videre vil medlemsstaternes involvering – som kulturministeren har kæmpet for – betyde mere national prioritering.
Endelig var det afgørende for hende er uafhængige medier, og det er indfriet. Hun voterede nemlig ja, da kulturministeren bekræftede, at ”frie og uafhængige medier” er indskrevet udtrykkeligt.
Styrelse skal bistå ansøgere
Danmark er dygtig til at hjemtage EU-midler på på tv, animation og film, mens vi er mindre dygtige til kulturprogrammer, oplyste Jakob Engel-Schmidt og tilføjede, at der skal Slots- og Kulturstyrelsen spille en rolle i forhold til vejledning.
Heri ligger en opfordring til målgruppen om at kigge på støttemulighederne.
Mandatet med 4 + 1 store vægte
Udover overordnet støtte til forslaget lægger den danske regering stor vægt på, at:
1) Agora-programmet væsentligt bidrager til at fremme grundlæggende demokratiske rettigheder og værdier i Europa, herunder mediefrihed, kulturel mangfoldighed og aktivt medborgerskab
2) programmet understøtter danske styrkepositioner og fokusområder eksempelvis inden for film og tv
3) der er fokus på forenkling, at høste synergieffekter ved den nye struktur og reduktion af unødige byrder i forbindelse med ansøgninger til programmet
4) medlemsstaterne involveres i udmøntningen af programmet
5) forhandlingerne om forslaget ikke foregriber de samlede forhandlinger om EU’s kommende flerårige finansielle ramme for 2028-2034.
Det sidste punkt er gennemgående i mandater i forslag, der vedrører den næste syvårige budgetrammeperiode.
Det cypriotiske EU-formandskab har sat forslaget på kulturministerrådets dagsorden den 12 maj. (Dj/030326)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.