Læsbare kemiadvarsler udskydes

Etikette- og annonceregler udskydes i afventen på stor erhvervslovgivning om kemisk industri

Af Claus Djørup
For to et kvart år siden støttede europaudvalget minus Dansk Folkeparti miljøminister Magnus Heunickes mandat (S) til en ny forordning om kemiske fareklasser og læsbare etiketter.

Denne opdaterede forordning om klassificering, mærkning og emballering af kemiske stoffer og blandinger (CLP-forordningen) er siden kommet på den ny EU-kommissions liste over forenklinger kendt som omnibusforslagene.

Nu går samme minister forrest i opbakning til udskydelse af anvendelsesdatoer og overgangsbestemmelser i op til 18 måneder for skriftstørrelse på etiketter og annoncekommunikation, som EU-kommissionen foreslår i ”stop the clock”-forslaget.

Undgår to omstillinger
Emballageforslaget hænger sammen de igangværende forhandlinger om indholdet – kemikalieomnibussen.

Stop uret-forslaget skal hindre, at erhvervslivet i løbet af kort tid skal omstille sig to gange – først til sidste års vedtage regler og dernæst til forenklinger og måske tilbagevenden til gamle regler, forklarede miljøministeren.

Forhandlingsmandatet er kortfattet uden vægtninger: ”Det indstilles fra dansk side, at man støtter forslaget.”

Uønsket kemi fredes
Et mindretal bestående af SF, Enhedslisten og løsgænger Therese Scavenius voterede nej ved forelæggelsen i europaudvalget fredag 12. september. De ønsker stramningerne gennemført for indpakning og pakninger og ser en fare for, at det er optakt til en tilbagerulning for lovgivningen om indholdet. .

-Vi ønsker den uønskede kemi frem i lyset, begrundede EU- og forbrugerordfører Claus Jørgensen (SF) sit nej-votum. Forslaget forsinker, hvornår det bliver tydeligt, hvad der er i kemiske produkter, altså status quo for den dårlige lovgivning.

Dårlig EU-lovkvalitet
Løsgænger Theresa Scavenius kritiserede lovkvaliteten, herunder mangel på konsekvensvurdering. Det politiske indhold er uforståeligt, når listen over ændringer angives alene med henvisninger til paragraffer.

Hun gik i rette med, at EU-forslaget udråber de nyligt vedtagne regler til en af EU’s største udfordringer for virksomhederne: Jeg undrer mig over, at der ikke er større udfordringer for virksomhederne!

Magnus Heunicke erklærede sig enig med EU-kommissionen og Letta- og Draghi-rapporterne i, at ”reguleringsmæssige byrder er et af de to største problemer, som virksomheder, der opererer i EU, nævner, når det gælder investeringsklimaet.”

Det er ikke i modstrid med stærk forbrugerbeskyttelse og grønne investeringer, tilføjede Magnus Heunicke.

Han forsikrede, at der er ikke tilbagerulning af eksisterende regler i ”stop uret”-forslaget, som kun pauserer kommende regler.

EU-ordfører Alexander Ryle (LA) støttede udtrykkeligt, at man undgår to omstillinger.

Erhvervsrammer for kemisk industri
Kemikaliepakken blev fremlagt den 8. juli i år.

Udspillet fra EU-kommissærerne Stéphane Séjourné (velstand og industristrategi) og Jessika Roswall (miljø og bæredygtig økonomi) omfatter en handlingsplan for EU’s kemikalieindustri og den 6. omnibus, der har til formål at styrke den globale konkurrenceevne, forenkle reguleringen og støtte innovation, dekarbonisering og SMV’ers modstandsdygtighed.

Handlingsplanen skal ifølge EU-kommissionen puste nyt liv i en kriseramt sektor gennem fire hovedsøjler: 1) beskyttelse af vigtig produktion (f.eks. dampkrakning), 2) reduktion af energiomkostninger og fremme af dekarbonisering, 3) stimulering af efterspørgslen gennem EU-baserede markeder samt 4) indkøb og forenkling af de administrative byrder.

I det danske EU-formandsprogram fra 19. juni hedder det, at kemikalielovgivningen REACH ”skal moderniseres og forenkles for bedre at understøtte bæredygtig produktion og forbrug af kemikalier og på samme tid sikre europæiske forbruger produkter, der ikke indeholder farlig kemi og unødvendig PFAS”.

Kemikaliepakken vil sandsynligvis være på dagsordenen på miljøministerrådsmødet den 16. december i Bryssel, hvor Magnus Heunicke sidder i formandsstolen for sidste gang. (Dj/140925)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.