Af Claus Djørup
Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti sluttede deres periode som ikke-regeringspartier i europaudvalget fredag 25. november med at gøre fælles front med Dansk Folkeparti mod regeringen.
De afviste energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholts (V) forhandlingsposition angående tilskud til etablering af såkaldte hotspots eller wifi-infrastruktur.
Til gengæld fik Venstreregeringen støtte fra alle fem øvrige partier – rød blok – til forslaget kaldet “WiFi4EU”. Lars Chr. Lilleholt bekræftede over for Jens Joel Nielsen (S), at mandatet gælder uanset en ny regering.
Det er anden uge i træk, at LA og K trækket tæppet under en ministers EU-politik. Ugen før var det kulturminister Bertel Haarder (V), som stødte på en mur hos de tre øvrige partier i blå blok, da han ønskede mandat til forslaget om audiovisuelle tjenester.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) fik mandat til en migrationsforebyggende investeringsplan og tilhørende fond. Her sagde Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet nej.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) fik enstemmig opbakning til passagerskibssikkerhedspakken. (Dj/271116)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.