Wammen: Kina og oliestater må til lommerne

Af Claus Djørup
Det økonomiske slagsmål på FN’s klimakonference i Baku om to måneder bliver 10 gange større end i København for 15 år siden.

Tiden er inde til, at alle lande bidrager til udviklingslandenes klimaindsats, hvis det står til de gamle industrilande. De fattigste landes eget bidrag kunne være reformer såsom styrkelse af skattesystemer, udfase fossile subsidier og indføre CO2-afgifter, der gør det attraktivt for klimainvestorer.

– Det er fornuftigt, at vi ikke baserer landenes bidrag til at løse klimaudfordringerne på, hvordan deres økonomier så ud i 1992, men hvordan landenes økonomier ser ud i dag, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Kina og de arabiske olielande ved Den Arabiske Havbugt er hans mest oplagte eksempler på lande, der bør bidrage mere til udviklingslandenes klimaindsats efter 2025.

Hovedparten af den danske klimafinansiering er direkte bistand og ikke lån, og det måtte gerne være tilfældet for andre lande både i og udenfor EU.

Finansministerens pointer er oplæg til EU’s økonomi- og finansministres forventede vedtagelse den 8. november om international klimafinansiering forud for FN’s klimatopmøde COP29 i Baku den 11.-22. november

6.700 milliarder kroner om året
Her skal målet om årligt 100 mia. dollar – som blev fastlagt i ”Copenhagen Accord” fra klimatopmødet i 2009 – afløses af et nyt mål. Det betegnes som et kollektivt, kvantificerbart mål for international klimafinansiering, som er oversættelse fra engelsk af ”New Collective Quantified Goal on climate finance” (NCQG).

De udviklede lande bidrog med 115,9 mia. dollar i 2022 ifølge OECD’s seneste opgørelse, dvs. målet er opfyldt, men det er ikke tilstrækkeligt.

Tidligere COP-formandskaber har opgjort, at behovet er op mod 1.000 milliarder dollar om året i ekstern finansiering i 2030 til grøn omstilling og håndtering af klimaforandringerne. Der er to en halv gang Danmarks bruttonationalprodukt, og det er godt fire gange mere end det globale niveau for udviklingsbistanden i 2023.

Det fordrer, at alle lande, der kan bidrage, forpligter sig til det, mener finansministeren. Det indebærer nye kilder og privat finansiering, for den offentlige ulandshjælp rækker langtfra.

– Der er brug for, at de udviklede lande leverer mere, især til klimatilpasning i de fattigste udviklingslande og små østater, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, og vi presser fortsat på for at få flere lande til at følge vores eksempel, erklærede Nicolai Wammen, da han forelagde sit forhandlingsmandat i europaudvalget fredag 6. september midt i en hedebølge så varm, at vinduerne stod åbne trods gadestøj, og folketingsbetjentene fik lov at lægge den sorte uniformsjakke som udslag af, at de første hegnspæle om Parisaftalens 1,5 grader er væltende.

Fem partier imod
Et stort mindretal voterede imod regeringens mandat, nemlig Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og partistiftende løsgænger Theresa Scavenius, som samlet mønstrer 63 folketingsmedlemmer.

Radikale Venstre, Konservative Folkeparti og Alternativet støttede SVM-regeringen enten udtrykkeligt eller ved passivitet. Reglen er nemlig, at et parti henregnes som støtte til et mandat, dersom det ikke ytrer sig imod.

Alternativet har konsekvent fravalgt arbejdet i europaudvalget. Det fik altså den sædvanlige konsekvens fredag 6. september, at Alternativets EU-ordfører, Helene Brydensholt (AL), blev tilskrevet et ja-votum til et forslag, der berører partiets kerneområde.

Forretning og ikke hjælp
Til gengæld er Enhedslisten blandt de partier, som systematisk forholder sig til hvert enkelt mandat, uanset om det resulterer i et ja eller – som i det aktuelle tilfælde – et nej.

EU-ordfører Søren Bo Søndergaard (EL) opponerede mod, at den internationale klimabistand domineres af lån på markedsvilkår.

– 69 procent af den offentlige klimafinansiering er lån. Det er ikke hjælp, men forretning, sagde Søren Bo Søndergaard.

Løsgænger Theresa Scavenius opponerede imod, at almindelig ulandsbistand omdannes til klimabistand.

– Det er ikke nye midler, og det meste gives som lån på markedsvilkår, der skal betales tilbage. Det ligner mest af alt noget erhvervsstøtte til vore egne virksomheder, som vi så kalder klimafinansiering, sagde Theresa Scavenius.

DD kræver entydig fokus på deling af regningen
EU-ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) voterede nej, fordi mandatet ikke entydigt lægger afgørende vægt på, at regningen skal betales af en bredere kreds af højindkomst- og tunge emissionslande.

Kravet om ”afgørende vægt” ville indebære, at finansministeren bindes til at stemme nej til hele EU’s forhandlingsposition til COP29, hvis de andre lande afviser det.

EU-ordfører Kim Valentin (V) forsvarende anvendelsen af lån, hvilket kan sikre, at pengene bruges som tiltænkt.

Betaling for tab og skader (loss and damage) også burde gøres op i forhold til, at vi har fået en bedre verden.

– Det kan man jo ikke opgøre i et plus-minus regnskab på bedre sundhed , mere mad, bedre liv og mindre fattigdom, men der er ingen forståelse fra de ikke-udviklede lande for denne problemstilling. De ikke-udviklede lande mener, at de udviklede lande skal løses alting. Det kan jo ikke ske. Der skal lægges et større pres på Kina og andre fra Global South, som skal ind og løfte en større opgave her, sagde Kim Valentin.

Vækstøkonomier skal skrue op
– Vi har i klimamæssige termer ikke råd til, at nogle har fribilletter. Rige lande kan bidrage med mere end fattige lande, men alle lande i et eller andet omfang gør, hvad man kan for at modgå udfordringerne, replicerede Nicolai Wammen.

– Vi (Danmark) eller EU skal ikke skære ned på vore bidrag, men at andre skruer op. Det gælder også private investeringer, for det kan ikke løses alene for offentlige midler, understregede han.

Vigtigste klimamandat
– Man får ikke enighed mellem rige og fattige lande, hvis dette spørgsmål ikke bliver løst, heller ikke en enighed om at reducere drivhusgasserne, pointerede EU-ordfører, tidligere hhv. klima- og udenrigsminister Martin Lidegaard (R), som har overtaget ordførerposten efter Christian Friis Bachs partiskift til Venstre.

Dette er måske dét vigtigste mandat i forhold til klimaforhandlinger, tilføjede han.

Adskil ulands- og klimabistand
Martin Lidegaard drømte om, at mandatet blev udvidet med additionalitet, dvs. den eksisterende ulandsbistand friholdes for overførsel til klimabistand.

Videre ønskede han, at lån ikke kategoriseres som klimabistand.

En større andel burde gå til klimatilpasning, hvor Danmark er pionér med 60 pct.

For det fjerde ønskede han større vægt på international offentlig kernefinansiering.

For det femte luftede han, at indtægter fra eksempelvis klimatold (CBAM) og CO2-kvoter kunne gå til klimafinansiering.

Løfte om høring indfries med forsinkelse
Resten af verden skulle yde mere til finansiering af udviklingslandenes klimaproblemer – bekæmpelse og tilpasning.

Søren Bo Søndergaard udvirkede et løfte fra finansministeren om, at økonomi- og finansministerrådets (økofin) klimapolitiske konklusioner sendes i høring i fremtiden

Enhedslistens EU-ordfører henviste til, at sidste år bekræftede daværende globalklimaminister Dan Jørgensen (S), at han ville tage initiativ til, at udkast til konklusioner vedrørende EU’s globale klimapositioner og klimaindsats fremover sendes i høring i EU-specialudvalget for klima, energi og forsyning.

Imidlertid har Finansministeriet fortsat sædvanen med, at oplæg til økofinkonklusioner ikke sendes i høring. Det lader dog til at blive ændret, så interessenter på denne måde kan kommunikere indirekte til folketingsmedlemmer.

– Normalt er der ikke tale om, at økofins konklusioner bliver sendt i høring, men jeg synes, at det er vigtigt, at der er åbenhed omkring dette. (…) Jeg vil på baggrund af Søren Søndergaards bemærkninger vurdere fremadrettet, om der er nogle ting, der kan gøres bedre og anderledes. svarede Nicolai Wammen.

Så bliver det spændende at se, hvem der kommer på høringslisten … (Dj/080924)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.