Karsten Lauritzen beklager EU-fejl over for DF

Skatteministre har fejlagtigt afvist nummerplader med Dannebrog i 12 år. Den fejl bliver formentlig rettet inden 800 årsdagen for danskernes sejr ved Lyndanise i Estland.

Af Claus Djørup
Årets Valdemarsdag er Dannebrogs 799 års fødselsdag. Næste år kan dagen formentlig fejres med danskens fane på nummerplader.

Skatteministeriet er nemlig ved at afdække, om den hidtidige afvisning af Dannebrog på bilnummerplader er baseret på en 12 år gammel fejltolkning af EU-regler.

– Der er blevet givet nogle oplysninger til Folketinget, som ikke har været fuldstændig korrekte, meddelte skatteminister Karsten Lauritzen (V), da folketinget endnu engang førstebehandlede Dansk Folkepartis beslutningsforslag om indførelse af nummerplader med Dannebrog.

I dag udleveres nummerplader automatisk med EU-flag, medmindre bilejeren udtrykkeligt beder om en neutral plade uden kendingsmærke. 97 procent udleveres med de 12 guldstjerner på bål dug.

”DK” skal stå på bilen
Wienerkonventionen om vejtrafik blev ændret i 2006, og den kan måske give mulighed for, at registreringslandets kendingsbogstaver og flag kan fremgå af nummerpladen, uden at der skal sættes et særskilt klistermærke på bilen, forklarede skatteministeren ved førstebehandlingen den 24. april.

– Ændringen var begrundet med, at samme praksis allerede var anerkendt i EU. Hvis den her foreløbige og umiddelbare vurdering er korrekt, vil en nummerplade med Dannebrog som udgangspunkt få samme praktiske virkning som EU-nummerpladen, dvs. overholde Wienerkonventionens bestemmelser, erklærede Karsten Lauritzen.

Han vil orientere partierne om den juridiske undersøgelse til sin tid og særskilt invitere Dansk Folkeparti til et møde om de politiske valg, der åbner sig.

Politisering
Karsten Lauritzen forestiller sig, at dannebrogsnummerplader fører til, at folk i større grad vil se andres valg af nummerplade som udtryk for en bestemt politisk holdning: – I sidste ende er det jo også et politisk valg, om man vil det.

– Dannebrog er i modsætning til EU-flaget et politisk neutralt symbol, som alle danskere vel kan identificere sig med, replicerede Mikkel Dencker. (Dj/150618)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.