Handelsaftaler vakler i Strasbourg

UDSIGT TIL OPHEDET UGE I EU-PARLAMENTET OM GRØNLAND, TRUMPTOLD, BØNDER OG MISTILLIDSVOTUM

Christel Schaldemose: Behov for flere frihandelsaftaler
Morten Løkkegaard: Midt i det ubærlige er der lys i aftale med Indien
Per Clausen: Dårlig idé at give landgrabber Trump sin toldaftale
Kristoffer Storm: Udbredt utilfredshed med Ursula von der Leyen
Stine Bosse: Landbruget får igen-igen betaling uden at levere
Henrik Dahl: Vesten er politisk død – se i stedet til Charles de Gaulle

Villy Søvndal: Lyspunkt i den amerikanske opinion

Af Claus Djørup
Frihandelsaftalen med Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay risikerer stadig at blive blokeret ved en afstemning i EU-parlamentet.

Det anså danske EU-parlamentsmedlemmer som en mulighed fredag 16. januar ved et pressearrangement på Christiansborg. Dagen efter bebudede USA’s præsident Donald Trump en straftold på lande, der sendte soldater til Grønland.

Den europæisk-sydamerikanske handelsaftale blev underskrevet lørdag 17. januar i Paraguays hovedstad af EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og EU’s topmødeformand António Costa.

Utilfredsheden blandt europæiske landmænd er vedvarende. De demonstrerer tirsdag med forventelig 1000 traktorer foran EU-parlamentet i Strasbourg, i øvrigt mens EU-parlamentarikerne debatterer “Grønlands og Kongeriget Danmarks territoriale integritet og suverænitet” kl. 13.

Mistillidsdebat
Dagens før er EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen målet for et mistillidsvotum, der rejses af patriotgruppens Jordan Bardella over hendes håndtering af Mercosur-aftalen. Den mistillidserklæring sættes til afstemning torsdag 22. januar.

Ifølge Politico deltager hun ikke selv i debatten, men lader sig repræsentere af handelskommissær Maroš Šefčovič.

Onsdag 21. januar stemmer EU-parlamentet kl. 12.30 om henholdsvis Mercosur-aftalen og de politiske forbindelser mellem EU og USA.

Afstemningen om Mercosur handler om, hvorvidt EU-parlamentet skal indgive en anmodning til EU-domstolen om en udtalelse om foreneligheden af med EU-traktaterne. Resolutionen har støtte fra 145 MEP’er fra forskellige politiske grupper, oplyser polakken Krzysztof Hetman (PLS, EPP) i en pressemeddelelse.

Brug for nye handelspartnere
Christel Schaldemose (S, S&D) fremhæver, at det bliver en specifik debat om Grønland og USA den 20. januar frem for en bred debat.

– Formålet er at sende et klart signal fra Europaparlamentets side, at vi slår ring om Grønland og Danmark. Kollegerne er dybt, dybt rystede og også lidt opgivende – hvad kan man nu gøre? Der er et stort ønske i parlamentet om at vise handling og sende klare signaler over for USA , siger det danske medlem af EU-parlamentets præsidium.

Den første handling kan blive en beslutning i EP’s handelsudvalg om at udskyde toldaftalen med USA, men det bliver dog ikke danske socialdemokraters stemmer.

Det vil være problematisk, hvis den aftale kobles direkte til Grønland, for uden aftale får europæerne højere toldtariffer og mindre handel med USA, ræsonnerede hun fredag. Derfor vil det være helt galt at forkaste Mercosur-aften i en situation, hvor der er brug for nye internationale handelsforbindelser.

Europæisk fnidder, indisk aftale
Morten Løkkegaard (V, Renew) er dybt bekymret for, at Mercosur-aftalen falder efter mere end et kvart århundredes forhandlinger tilmed midt i diskussionen om øget europæisk uafhængighed af USA.

– Det er ubærligt. Det er så ondt, at man i traditionel europæisk manér er parat til at ødelægge det ved at tænke nationalt, begræder Morten Løkkegaard.

Han kan dog nævne noget positivt, nemlig at der underskrives en frihandelsaftale med Indien i New Delhi den 27. januar, som er dobbelt så stor Mercosur-aftalen: – Det bliver kæmpe stort!

Ifølge nyhedsbrevene India Briefing og Euractiv omfatter aftalen ikke landbrugsvarer eller kun udvalgte fødevarer. Her er det inderne, som er bekymret for EU-produkter, eftersom 44 pct. af befolkningen er beskæftiget ved landbrug.

Ingen aftale mens USA truer
EU har qua sin økonomiske magt mange muligheder for at lægge pres på USA , siger Per Clausen (EL, GUE/NGL). Han foreslår at suspendere arbejdet med toldaftalen med USA, som – ironiserer han – EU indgik for at skabe en god stemning og godt samarbejdsklima.

– Nu skal vi lave den aftale færdig, mens Trump scorer Grønland … Den socialdemokratiske gruppe og Renew mener tilsyneladende, at man skal suspendere det – med undtagelse af danske medlemmer. Det er svært at forstå, at man synes det er en god idé at indgå en sådan aftale i en situation, hvor USA truer Grønland, sagde Per Clausen.

For et halvt år siden indledte han kampen mod aftalen ved at solidarisere sig dels med de seks millioner ansatte i Europas landbrugssektor, der i stigende grad skal konkurrere med folk, der arbejder under langt ringere løn- og arbejdsforhold og som bruger langt farligere pesticider, dels beskyttelse af Amazonas.

Det handler om Ursula von der Leyen
Kristoffer Storm (DD, ECR) frygter, at Mercosur- og USA-aftalerne stemmes ned, selv om europæisk økonomi har brug for frihandelsaftaler med resten af verden.

Hans egen ECR-gruppe er delt lige over.

Problemet for nej-sigerne er ikke indholdet, men Ursula von der Leyen, som der sidste år var tre mistillidsafstemninger om. Derfor er der behov for en reel diskussion, om hun er den rette person på den post, mener Danmarksdemokraternes mand i EU-parlamentet.

Mistillidsdagsorden hjælper Trump og Putin
Det afviser Stine Bosse (M, Renew).

– Det er utidigt og unødvendigt at diskutere Ursula von der Leyens egnethed. Det er vand på møllen hos dem, der lige nu er ude på at angribe os, og det er fra to sider, understreger hun.

Hun er en smule tøvende over for USA-aftalen i lyset af Donald Trumps spillen med muskler.

Umættelig landbrugslobbyisme
De nok ikke helt fredelige landmandsdemonstranter mod Mercosur, der ventes med 1000 traktorer tirsdag, modtager en tredjedel af EU’s budget, nemlig landmænd, noterer hun.

EU-kommissionsformanden har lovet ekstra 45 mia. euro (335 mia. kr.) til europæisk landbrug i den næste syvårige budgetperiode som modydelse for Mercosur-aftalen.

Det spolerer de danske bestræbelser for det næste syvårige EU-budget 2028-2034.
I forvejen har landbruget fået indrømmelser for at få Mercosur-aftalen på plads.

-Man kan blive noget nedstemt, når samme landbrug igen-igen får betaling for noget man opgiver, at selv med det ikke kan sige ja. Hvis vi ikke får opdyrket nye markeder, er risikoen, at vi ikke har penge til at købe landbrugsvarer for, siger Stine Bosse, som er EP’s klima- og miljøudvalgs betænkningsskriver på forslaget om en konkurrencefond kaldet ECF (European Competitiveness Fund) på 400 mia. euro (knap 3.000 mia. kr.)

Savoir force
– Lad os sige som det er. Det politiske Vesten ligger for døden, siger Henrik Dahl (LA/EPP).

USA melder sig ud af det politiske Vesten, som opstod efter 2. Verdenskrig – NATO-lande og ligesindede lande som Australien og New Zealand, Japan og efterhånden også Sydkorea.

Det understreges af ikke-NATO-operationen i Grønland, hvor USA er skyld i, at vi skal bruge artikel 5. ”Findes NATO stadig væk?” er spørgsmålet, Henrik Dahl ikke har lyst til at stille, men nok handle ud fra det.

Europa skal finde ud af, hvad man vil. Europa er en økonomisk, men ikke en militær stormagt.

– Vi skal tænke mere som general de Gaulle, konkluderer Henrik Dahl, når han ser på, hvad Frankrig har fra atomvåben til højhastighedstog.

Amerikansk lyspunkt
Fhv. udenrigsminister Villy Søvndal (SF/Grønne) sidder på den geopolitiske første række i kraft af sine pladser i EP’s forsvars- og udenrigsudvalg. Det er fast arbejde med Ukraine, Israel/Palæstina, Moldova og Grønland, kan man forstå.

– Lyspunkterne i forhold til Grønland er den amerikanske opinion, som er lodret imod hvad Trump er i gang med, konstaterede Villy Søvndal, samtidig med at 11 politikere fra Capitol Hill var på vej til et møde et par etager op.

EU’s finansiering af Ukraine rækker til næsten slutningen af 2027 både militært og civilt. Villy Søvndal er med sine egne ord til at sikre en stærkere europæisk forsvarsproduktion i tæt samarbejde med Ukraine. Mere SF-traditionelt sidder han samtidig i EP’s beskæftigelses- og socialudvalg og arbejder for en stærk social søjle i Europa. (Dj/180126)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.