Europaudvalget får Brexitgruppe

Erik Christensen: Europaudvalget følger Brexit særdeles tæt. Foto: Fagpressen.euUdvalgsformand: Folketinget skal være proaktiv i Brexit-forhandlinger

Af Claus Djørup
Europaudvalget nedsætter et underudvalg om Brexit per 1. januar 2017, oplyser udvalgsformand Erik Christensen (S).

Underudvalget – eller Brexitgruppen – blev vedtaget enstemmigt fredag 2. december på europaudvalgsmødet efter forslag fra Eva Kjer Hansen (V).

Alle medlemmer af europaudvalget samt udenrigsnævnet kan deltage i undervalget. Formålet er med Erik Christensens ord at være proaktiv i forhold til forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU.

– I europapolitikken agerer europaudvalget som folketing, og resten af Folketinget har da en forventning om, at europaudvalget følger en så stor sag som denne særdeles tæt, siger Erik Christensen.

Eksport og Londondanskere
– Det britiske farvel til EU får stor betydning for udviklingen af det fremtidige EU-samarbejde og derfor også for Danmark. Derfor foreslår Venstre, at europaudvalget opretter en følgegruppe, der kan følge forhandlingerne tæt og sikre kontakt og dialog med både EU og Storbritannien, erklærer Eva Kjer Hansen.

-Brexit risikerer særligt at gå ud over dansk eksport til Storbritannien, ligesom man forventer, at de 30.000 danskere, der er bosat i Storbritannien, vil blive berørt.

– Der er rigtig mange danske interesser på spil. For at skabe tryghed for både borgere og erhvervsliv skal europaudvalget følge processen tæt og inddrage de berørte. Det vil være følgegruppens opgave at sikre tilstrækkelig information, så de berørte parter føler sig ordentligt oplyst, slutter Eva Kjer Hansen.

Fylde op eller slanke efter Brexit
Hullet i EU’s budget efter Storbritanniens udtræden er en sag, hvor det budgetrestriktive Danmark vil være særlig opmærksom.

– Skal de 14 procent, som svarer til Storbritanniens betaling, betales af de andre lande eller bliver der f.eks. en besparelse på 7 procent, og så skal man finde de sidste 7 procent hos de andre lande, siger Erik Christensen.

73 af de 751 EU-parlamentarikere forsvinder. Skal de suppleres op med andre og efter hvilken fordelingsnøgle, eller vil man bare gøre parlamentet mindre, fortsætter Erik Christensen.

Danmark vil være minimalistisk i begge tilfælde i modsætning til østeuropæiske lande, som ifølge Erik Christensens forventninger ønsker kassen og pladserne fyldt op.

Dansk fiskeri i britisk farvand er blandt de mange interesser, som Danmark skal varetage i forhandlingerne.

Venter på britisk udmeldelse
Udtrædelsesforhandlingerne kan først begynde, når Storbritannien har sendt en meddelelse i henhold til traktatens artikel 50.

Storbritannien er fuldt og helt medlem af EU indtil den dag, artikel 50-proceduren er bragt til en ende, fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kort efter den britiske folkeafstemning.

EU27-landene holder dog separate seancer på topmøderne uden den britiske premierminister.

Regeringen har et Brexitudvalg under ledelse af Udenrigsministeriet.

Europaudvalget mødes onsdag 7. december med Storbritanniens ambassadør Dominic Schroeder.

Folkehøring i februars sidste weekend
Europaudvalgets folkehøring finder sted 25.-26. februar i Tivoli Kongrescenter. Gallup har fundet et repræsentativt udsnit på 200 danskere. Høringen afsluttes med en partilederrunde.

– Efter folkeafstemningen om retsforbeholdet kan man bare konstatere, at Folketinget ikke er i synk med befolkningen i forhold til EU-spørgsmål. Det kunne være interessant at få indkredset på folkehøringen, hvad folk mener EU skal tage sig af og hvad EU skal lade være at røre ved, siger Erik Christensen. (Dj/051216)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.
 

Comments are closed.