EU-udspil om Europol kan presse retsforbeholdet

Det europæiske politisamarbejde udvides med it og analyseværktøjer

Af Claus Djørup
EU-kommissionens bebudede forslag til styrkelse af Europol vil blive gransket nøje i retsforbeholdslandet Danmark. På Christiansborg og Politigården vil spørgsmålet være, om politisamarbejdet kan fortsætte på samme niveau. I sin yderste konsekvens kan det føre til en ny folkeafstemning om retsforbeholdet.

Forslaget kunne alt efter indholdet lægge nyt pres på diskussion om Danmarks deltagelse i Europol, medgiver justitsminister Peter Hummelgaard Thomsen (S).

– Vi må se, hvordan den diskussion udvikler sig. Vi har for nuværende ingen planer om en ny afstemning om vores retsforbehold, men selvfølgelig bliver vi hele tiden nødt til at se på, om dansk politi har de rigtige værktøjer. I første omgang må vi vente og se, hvad der står i kommissionens forslag til revision af forordningen, siger Peter Hummelgaard Thomsen til Fagpressebureauet.

Tanken om en revision af Europol-forordningen skræmmer ikke justitsministeren, tværtom. I hvert fald tilkendegiver han støtte til kriminalitetsbekæmpelsen i Europa. Dernæst vil regeringen arbejde for, at dansk politi får den bedst mulige tilknytning til Europol inden for retsforbeholdets rammer.

Rådsmøde 5. marts
Revisionen af Europol-forordningen blev taget op i europaudvalget fredag 20. februar. Det skete ved gennemgangen af dagsordenen for rets-, indenrigs- og asylministerrådet RIA den 5.-6. marts, hvor et debatpunkt lyder “Fremtidens Europol”.

-Samlet set er samarbejdet mellem dansk politi og Europol under tillægsaftalen fungerer sådan set rigtigt godt, betryggede justitsministeren over for EU-ordførerne Christian Friis Bach (V) og Claus Jørgensen (SF).

– Det er også korrekt, at udviklingen i kriminalitetsbilledet bliver mere kompleks og foregår med stærkere og bedre teknologiske og digitale muligheder for de kriminelle end nogen sinde, tilføjede justitsministeren til foruroligelse.

Han ville ikke forsikre, at Danmarks nuværende tilknytning til Europol er tilstrækkelig på den lange bane. Omvendt kunne han heller ikke konkludere, at der er behov for noget nyt, før EU-kommissionen har fremlagt sit forslag til revision af Europolforordningen.

It og analyse
Politiet kan ikke deltage fuldt i Europol hvad angår søgning i databaser, bemærkede Christian Friis Bach med henvisning til Rigspolitiets seneste rapport.

Netop it og analyse ventes at være kernen i revisionen.

Derfor forventer Justitsministeriet ikke overraskende flere beføjelser til Europol, som dansk politi ikke får adgang til i samme omfang som Europol-medlemslandene, fremgår det af politikernotatet.

Det kunne særligt handle om en udvidelse og styrkelse af Europols it-understøttede værktøjer. Denne vurdering skal ses i lyset af, at der – som det hedder – ”løbende sker en udvikling i betydningen af Europols registre og analysefiler, herunder mulighederne for i videre omfang af behandle persondata.”

Årlig status på trapperne
Ved folkeafstemningen den 3. december 2015 forkastede et flertal på 53,1 procent ophævelsen af retsforbeholdet, der skulle omdannes til en tilvalgsordning.

For et år siden konkluderede Rigspolitiet i sin årlige rapport om Europol ultimo marts 2025, at observatørlandet Danmark i praksis har begrænset indflydelse på beslutningerne i Europol, om end deltagelse i bestyrelsesmøderne og møder i undergrupper giver indsigt i relevante forhold og drøftelser.

2025-rapporten skal være inden udløbet af 1. kvartal, som falder sammen med påsken i år. I oktober 2023 blev aftalepartierne angående tilknytningen til Europol enige om, at Rigspolitiet skal aflevere en rapport årligt om dansk politis situation i forhold til Europol. (230226)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.