Kristian Jensen mest forelsket i norsk-polsk gasledning
Af Claus Djørup
Beslutningen om ja eller nej til endnu en russisk gasrørledning i Østersøen skal helst foretages på EU-plan, så den danske regering og embedsmænd i Energistyrelsen ikke står alene med beslutningen.
– Det er i mine øjne vigtigt, at det bliver løftet op på europæisk plan til en fælles beslutning, erklærede udenrigsminister Kristian Jensen (V) onsdag (26. oktober) under folketingsdebatten om Aleppo.
Naser Khader (K) bragte Nord Stream II ind i debatten om den syriske borgerkrig.
– Putin tænker, at når de i Vesten forholder sig passive og handlingslammede i Syrien, kan han også fremture i Østeuropa. Derfor er det vigtigt, at man også går konkret efter ham. Vi skal sige nej til hans energi, nej til Nord Stream 2, sagde Naser Khader.
Nikolaj Villumsen (EL) fulgte op med en opfordring om at afvise Nord Stream 2 gennem dansk territorium.
– Danmark bad så sent som i sidste uge på Det Europæiske Råd (EU-topmødet, red.) om, at vi fik en drøftelse i EU af, hvordan vi reagerer på anmodningen, der måtte komme om tilladelse til Nord Stream 2, oplyste Kristian Jensen.
– Danmark har ikke modtaget nogen anmodning, men vi har et ønske om at få det drøftet i Europa, fordi der vil være en mulighed for at kunne lægge en Nord Stream 2-ledning uden om danske farvande og derfor uden en dansk mulighed for at have indflydelse.
– Den forbindelse vil have en virkning på europæisk energipolitik og energiafhængighed, som rækker ud over Danmark, og som betyder noget for hele Europa, fortsatte udenrigsministeren.
– Jeg ønsker en diversificeret energistruktur. Jeg ønsker meget mere, at vi fik en Baltic Pipeline fra Norge til Danmark til Polen, og som vil skabe en mangfoldighed af leverancer og ikke en øget afhængighed af én stor leverandør.
Kristian Jensen fastlog samtidig, at Danmark vil behandle ansøgningen i overensstemmelse med internationale konventioner angående retten til at tillade infrastruktur. (Dj/271016)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.