
Stephanie Lose: Udsigt til lavere renter
Af Claus Djørup
Den økonomiske vækst lander i år på 3,0 procent – det højeste i journalistminde. Næste år spår regeringsøkonomerne 2,9 %, og inflationen holder sig under 2 procent. Beskæftigelsen, som mange har større tiltro til som kongetal end bruttonationalproduktet, stiger med 26.000 personer i år, og der er udsigt til faldende rente.
Gennemsnitsrenten i regeringsøkonomernes skøn falder fra 3,2 % i år til 2,5 % næste år.
Det går altså ufattelig godt og trygt … indtil man kigger på på den første figur i Økonomisk Redegørelse i afsnittet om de økonomiske udsigter. Billandet Tysklands vækst er nul, Sverige og euroområdet er noget slatten, mens Danmark og USA skyder i vejret. Under ét er Europa i stagnation.
-Dansk økonomi står fortsat stærkt. Der er høj vækst, høj beskæftigelse, stigende købekraft (realløn, rådighedsbeløb, red.), opsummerede økonomiminister Stephanie Lose (V) ved præsentationen af årets tredje Økonomisk Redegørelse torsdag 5. december.
Tysk mismod
Hendes tyske kollega, økonomi- og klimaminister Robert Habecks ministerium udsendte samtidig et mismodigt økonomisk nøgletal for den tyske industri.
Fremstillingssektorens sæsonkorrigerede ordretilgang faldt med 1,5 % i oktober i forhold til måneden før. Indenlandske ordrer faldt med 5,3%, mens udenlandske ordrer steg en smule med 0,8%.
Den svagere efterspørgsel igen i oktober indikerer, sammen med de nyligt tillids- og forventningsindikatorer fra ifo, S&P Global og ZEW, at der endnu ikke er en holdbar økonomisk trendvending i branchen, konkluderer det tyske økonomiministerium BMWK.
Hvordan kan Danmark og EU hjælpe politisk med at trække den tyske økonomi op af hængedyndet?
-EU’s konkurrenceevne og konkurrencekraft er et centralt europæisk tema. Det kommer vi til at arbejde med i samtlige relevante ministerfora i EU, svarer Stephanie Lose med henvisning til Mario Draghis rapport. Videre fremhæver hun EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens ambition om at reducere byrder for europæiske virksomheder.
Reformer mod overmod
Den gode danske økonomi er ingen selvfølge, påpeger Stephanie Lose.
– Mange nabolande har oplevet en svagere udvikling i de seneste år. Både i Tyskland og Sverige har økonomien stået stille i mere end to år. Den svage udvikling i vores nabolande skal bl.a. ses i lyset af de store rentestigninger, som har været nødvendige for at bringe inflationen ned. Det har også svækket dele af dansk økonomi, men samlet set har økonomien vist sig at være rigtig robust, sagde Stephanie Lose.
Skattelettelser, større ældrecheck, stigende satsreguleringer og lønstigninger er baggrunden for mere luft i husholdningsbudgettet. Det giver tryghed om privatøkonomien, understregede hun.
– Vi har en økonomi, der står stærkt i historisk og internationalt perspektiv. Det må ikke blive en sovepude. Vi skal fortsætte med at gennemføre reformer, pointerede Stephanie Lose.
Kvalificeret udenlandsk arbejdskraft
Regeringen kokkerer på en en certificering, hvor virksomheder med ordnede løn- og arbejdsvilkår vil få nemmere adgang til at ansætte kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Det handler både om beløbsgrænser og færre bureaukratiske benspænd.
Økonomiministeren hælder til, at prognosen snarere går ned end op i modsætning til de forrige gange. De største synlige risici er den geopolitiske situation og handelsmæssige spændinger mellem de største økonomier.
Hun forsikrer, at dansk økonomi ikke står og falder med Novo Nordisk. Der vil stadig være andre til at trække dansk økonomi, hvis medicinalindustrien skulle opleve afdæmpet vækst.
Presset på arbejdsmarkedet aftager. 5.000 flere beskæftigede næste år og 5.000 færre i 2026. (Dj/051224)
© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.